Menighedsfakultetet melder om ’rivende udvikling’

2021 bød på mange nye studerende og et nyt teologisk center. Nu starter et byggeprojekt.

Menighedsfakultetet i Aarhus har 25 nye bachelorstuderende samt 15 nye netstuderende, der hjemmefra læser teologi som enkeltfag.

På Menighedsfakultetet vil vi gerne dele vores glæde over et rigtigt godt 2021, skriver Menighedsfakultetet og opsummerer i en nytårshilsen nogle af årets højdepunkter.

Mange nye studerende: I 2021 startede ikke færre end 25 nye bachelorstuderende ved FIUC-Aarhus.

Også 15 nye netstuderende, som følger med online hjemmefra i enkeltfag, var med til at give antallet af studerende et stort løft i 2021.

13 nye MF-præster: I årets løb blev der ansat hele 20 præster med MF-baggrund. Heraf er de 13 unge teologer, som er blevet ansat i deres første præstestillinger.

– Vi ved fra flere udmeldinger fra menighederne, hvor de tjener, at deres arbejde er værdsat og skaber glæde. Dertil kommer de, som nu er ansat i kirkelige organisationer og tjener der, skriver MF.

10 nye bachelorer: I december afleverede 2017-holdet deres afsluttende bacheloropgaver, og dermed er en ny generation af MF-teologer på vej.

De fleste vil sandsynligvis søge ind på kandidatuddannelsen i teologi i Aarhus eller København.

MF holder eksamensfest for de nye bachelorer den 28. februar.

Sponsorløb satte rekord

MF 12. udgave af sponsorløbet satte ny rekord med 518.000 kr. Det gav for første gang over en halv million kroner til stipendiepuljen, som støtter de studerende økonomisk, skriver MF med tak til baglandet for den massive opbakning.

Nybyggeri starter i 2022

I marts starter et nyt byggeprojekt i MF’s baghave. Efter planen skal det stå færdigt sommeren 2023 og indeholde 55 boliger og nogle erhvervsmål, som forhåbentlig vil blive til glæde for de nye lejere.

Samtidig får Menighedsfakultetet en ny indtægt, så man bedre kan dække nye udgifter, blandt andet i form af stærkt forhøjet ejendomsskat.

Center for Praktisk teologi og Religionspædagogik

Menighedsfakultetet har oprettet Center for Praktisk teologi og Religionspædagogik for at imødekomme et stort behov for styrke det faglige arbejde i Danmark med undervisning, forkyndelse og sjælesorg.

Det overordnede mål er at styrke formidling af kristen tro og praksis i hele det danske samfund.

Centerleder Kurt E. Larsen udtaler:

– Der er i vores land et stort behov for indføring i kristen tro og kristent liv, og Menighedsfakultetets særlige bidrag i den sammenhæng kan naturligt være at arbejde med problemstillingerne på et højt fagligt niveau med henblik på at være til gavn for hele kirkelivet.
Et nyt konsortiearbejde med Kristen Pædagogisk Institut er begyndt, og vi venter, at flere interesserede parter slutter sig til de kommende måneder, så vi kan opbygge et ressourcecenter til gavn for både dansk kirkeliv og samfundet i øvrigt.

Ny lederuddannelse med MentalTouch til efteråret

Sammen med firmaet MentalTouch vil MF til efteråret søsætte en ny lederuddannelse målrettet både nuværende og kommende ledere i kirkeligt regi.

– Vi vil ved at bidrage med undervisere og lægge lokaler til give vores bidrag til at kvalificere kristne lederes tjeneste, oplyser MF og tilføjer et ”eneste øv”, nemlig at gaveindtægterne dykkede i december med over 350.000 kr.
Dette efterslæb håber man dog at kunne indhente i de første måneder af 2022.

Brug for ekstra støtte

Fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen udtaler:

-Vi er dybt taknemmelige for de mange, der støtter Menighedsfakultetets arbejde. Lige nu har vi brug for ekstra hjælp og appellerer til alle, der deler vores vision om at uddanne præster og kirkelige medarbejdere, der brænder for at formidle evangeliet, til at give et bidrag.

En gave til Menighedsfakultetet kan nemmest gives på MobilePay 21204 eller online på https://teologi.dk/om-mf/stot/dankort/