Spørgsmål om tørst og tilbedelse

’Giv mig noget at drikke’ siger Jesus, for han er tørstig.
Det er ikke blot i mødet med kvinden fra Samaria, han er tørstig – tørst gennemsyrer hele hans liv.

Jesu tørst er også en tørst efter mere end vand. Vi fornemmer tørstens omfang og dimension, når Jesus anden gang i Johannesevangeliet taler om tørst, nemlig på korset (JOH 19.28), ’Jeg tørster’. Ordene på korset taler om en tørst, som ikke bare er en fysisk tørst.

Jeg tror, at Jesus var tørstig på alle niveauer af sit væsen. Blandt andet tørstig efter at møde tørst – og kvinden som kommer til brønden ved middagstid, hvor hun ikke forventer at møde andre, der kan stille spørgsmål til hendes liv – hun er også tørstig.

’Giv mig noget at drikke’ – siger Jesus til den tørstige kvinde, der i dagens hede forsøger at få slukket sin egen tørst. Kvinden tænker på sin egen tørst, og det underlige i at blive spurgt om en tjeneste. Jesus møder hende lige midt i hverdagen, der hvor hun er, og alligevel er der lidt underfundigt i situationen. Kvinden taler om vand, og Jesus taler om vand, og alligevel er det som om de taler lidt forbi hinanden.

’Enhver som drikker af dette vand skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv’ siger Jesus. Kvinden fatter ikke rigtig noget af den her samtale, men svarer med de mest utrolige ord, som er blevet gentaget af mange kristne lige siden, og som er blevet et bønneråb for mange: ’Herre, Giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste . . . ’

Gud tørster efter os

’Deus sitit sitiri’ – siger kirkefaderen Gregor af Nazians. ’Gud tørster efter, at vi skal tørste efter ham’. Vi kan vende os til Gud, fordi vi tørster efter ham. Men laget dybere er måske at vende sig til Gud, fordi han tørster efter os, for at vi skal være, hvor han er. Gud tørster efter fællesskab med sin skabning.

Jesus giver os ikke bare vand, han giver os selve kilden eller brønden. ’Den som tror på mig, skal det gå, som skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’ (Joh 7,38). Jesus lover os ikke bare det vand, vi kan have i en spand, det vand jeg kan drikke tæt ved brønden. Nej, det levende vand bliver i os, som modtager Ham, en kilde med levende vand. Den løber ikke tør, bliver ikke tømt.

Ånden slukker tørsten

Kilden i os, forklarer Jesus, er Helligånden (Joh 7,39). Der er en tørst, som Gud ikke bare slukker, men indeni os findes en kilde, som er Guds egen Ånd. Vi får slukket vor tørst, i en fylde af Guds Ånd, der ikke bare slukker vor egen tørst, men som er et kildevæld for andre.

Samtalen ændrer karakter: nu taler kvinden ikke om, at hun ikke behøver at gå til brønden længere. Nu handler samtalen om tilbedelse. Hendes spørgsmål er hvor, Jesus svarer med et hvordan. Faderen ønsker, at tilbedelse sker i ånd og sandhed. Indefra. Fra hjertet. Faderen ønsker hjertets overgivelse; ikke mange ord, heller ikke pligtbønner, hvor trofaste de end er. Det handler om at elske.

Utroligt, hvad der kan ske i et menneskes liv, når mennesket stiller sig åbent over for Guds tiltale og handlen. Tankevækkende, at den samaritanske kvinde, en vantro og en kvinde – gennem én samtale med Jesus forvandles til en apostel, som forkynder for en hel by, at Jesus er verdens frelser.

Søndagens tekst: Joh. 4, 5-26

Den samaritanske kvinde

5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.
7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: »Vær venlig at give mig noget at drikke.« 8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. 9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. »Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« spurgte hun.
10Jesus svarede: »Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.«
11»Du har jo ingen spand,« sagde hun, »og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? 12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?«
13Jesus svarede: »Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.«
15»Åh, giv mig noget af det vand!« udbrød kvinden. »Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!«
16»Gå hjem og hent din mand,« sagde Jesus.
17-18»Jeg har ikke nogen mand,« svarede kvinden.
»Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.«
19»Herre,« udbrød kvinden, »du må være en profet! 20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.«
21Jesus svarede: »Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem. 22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. 23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. 24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
25Kvinden sagde: »Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.« 26Da sagde Jesus til hende: »Han står her og taler med dig!«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk