USA: Nyt kirkefællesskab fastholder traditionel reformert tro
En teologisk konservativ gruppe bestående af 43 menigheder har Nytårsdag forladt Reformed Church in America for at danne Alliance of Reformed Churches, skriver The Christian Post.
Alliance of Reformed Churches er blevet til midt under RCA’s debat om holdningen til LGBT-problematikken.
Dan Ackerman, som leder organiseringen af det nye kirkefællesskab, skrev i en blog i juni 2021, at der er ”tre grundlæggende overbevisninger” bag dannelsen af det nye menighedsfællesskab.
Han nævner i denne sammenhæng synet på Bibelen ifølge reformert teologi, forståelsen af synd, hvem Gud er, hvad der var Jesu mission, og hvad der nu i vor tid er den lokale kirkes mission.
Jeff Walton fra den teologisk konservative tænketank Institute on Religion & Democracy vurderer i en blog, at de menigheder, som nu forlader RCA til fordel for ARC, udgør omkring 5% af de reformerte kirker.