Syv års fængsel for salg af bibler

En appeldomstol i Kina har stadfæstet en 7 års fængselsdom for ejeren af en kristen online boghandel, som blev dømt for ”illegale forretninger”.

Boghandler Chen Yu blev i 2020 dømt for at have solgt mere end 20.000 bibler og kristne bøger, hvoraf mange var trykt i Taiwan og USA, skriver Bitter Winter.

Politiet destruerede også 12.000 af Chens bøger.

Chen havde solgt bøger til kunder i blandt andet provincerne Shandong og Henan uden større problemer med myndighederne, før han blev arresteret i 2019.

Men det faktum, at Chen solgte bøger gennem pastor Wang Yi fra den stærkt forfulgte Early Rain Covenant Church i Chengdu, har måske ført til arrestationen, mener Bitter Winter.

Pastor Wang afsoner selv en fængselsstraf for at lede en illegal husmenighed og for at kritisere Kinas forfølgelse af husmenigheder.

Anklageren i Chen’s sag beskrev den kristne boghandel som en ”anti-kinesisk konspiration”. Chen afsoner nu i et fængsel i Zhejiangprovincen, og iagttagere frygter nu, at også Chens tidligere kunder kan være i fare for repressalier fra regimet.