30 % ønsker grundigere bibelundervisning i kirken

Kun ti procent af de evangeliske kristne ønskede kortere prædikener.

Kun syv procent af de evangeliske protestanter ville foretrække kortere prædikener, mens hver tredje ville foretrække mere dybtgående undervisning, viser en ny undersøgelse.

Forskere i analyseinstitutterne Grey Matter Research og Infinity Concepts har netop udgivet undersøgelsen “The Congregational Scorecard: What Evangelicals Want in a Church.”

I undersøgelsen besvarede 1000 amerikanske protestanter spørgsmål om 14 forskellige emner relateret til deres kirker, skriver The Christian Post.

På tværs af generationer

Mens kun 7% af respondenterne ønskede kortere prædikener, var 85% tilfredse med den nuværende længde, og omkring 8% ønskede længere prædikener.

Disse tendenser var ret konsekvente på tværs af generationerne, hvor fx yngre under 40 og ældre over 70 var nogenlunde enige med hensyn til prædikeners længde.

Blandt de evangeliske kristne mellem 40 og 50 år ønskede kun 3% kortere prædikener. Respondenter mellem 55 og 69 foretrak typisk (88%) at bevare de nuværende prædiken-længder.

– Flertallet deler ikke den stereotype opfattelse af, at præster prædiker for længe, fastslår rektor Ron Sellers.

Overraskende resultater

“Et af de mest overraskende resultater er, at så få evangeliske kristne ønsker kortere prædikener, eftersom der er en udbredt og uheldig stereoptyp opfattelse af, at præster er langtrukne,” påpegede Grey Matter Research’ rektor, Ron Sellers, overfor CP.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi plejer også at få at vide, at unge voksne har begrænset koncentrationsevne, og at præster virkelig skal forkorte deres prædikener for at nå denne gruppe. Jeg forventede at finde en højere procentdel af evangeliske (især blandt de yngre), som ønskede kortere prædikener, måske 20 eller 30 procent. Men i stedet er det bare 7 procent, sagde Ron Sellers.

Efterspørger mere dybtgående studier

Undersøgelsen viser også, at 30% ønsker mere dybtgående undervisning i deres kirker, mens 69% erklærede sig tilfredse med den undervisning, de allerede får.

– Det er glædeligt, at evangeliske kristne længes efter en dybere forståelse af Guds Ord, mener forsker Mark Dreistadt fra Infinity Concepts.

Det overrasker Mark Dreistadt, CEO i Infinity Concepts.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Det mest overraskende var, at 30% af de evangeliske ønsker mere dybtgående undervisning end den, de nu får i deres kirker. Det betyder, at præster har mulighed for at grave dybere i Guds Ord. Det er godt nyt på et tidspunkt i vores kultur, hvor bibelkundskaben står så svagt – at der findes en længsel især blandt de evangeliske efter at få en dybere forståelse for de bibelske sandheder,” fastslår Mark Dreistadt.

27 minutter i gennemsnit

I 2019 kunne den tidligere CEO fra LifeWay Christian Resources, Thom S. Rainer, på basis af en undersøgelse blandt 1000 brugere af sociale medier oplyse, at gennemsnitslængden for prædikener var blevet kortere end fire år tidligere.

“Gennemsnitslængden for en prædiken var 27 minutter, hvilket var et fald fra 29 minutter fire år tidligere,” fortalte han.

Undersøgelsen fra The Grey Matter Research og Infinity Concepts viser også, at to tredjedele af respondenterne var glade for politiske budskaber, mens 22% ønskede mindre politisk stillingtagen fra deres kirker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ron Sellers udtalte til CP, at dette resultat ikke overraskede ham, fordi politik er et kontroversielt emne.

“Der findes mange beretninger, anekdoter og flere undersøgelser, som viser, at folk skifter kirke eller helt forlader Kirken på grund af politiske standpunkter. Det kan fx handle om holdningen til abort eller samkønnet ægteskab. Hvis folk skifter kirke eller forlader den af politiske årsager, er det ikke et nyt fænomen,” forklarede han.

Musikstil og ritualer

Respondenterne blev også spurgt, om de mener, at deres kirke skal forny sig med hensyn til fx musikstil, lovsang, evangelisering, etnisk mangfoldighed og kvindelige ledere.

For hvert af disse spørgsmål svarede i gennemsnit 74% af respondenterne, at de er tilfredse og ikke ønsker ændringer i forhold til det, deres kirke allerede gør inden for det pågældende område.

Mark Dreistadt udtrykker håbet om, at rapporten vil give kirkelederne et vigtigt input og stof til overvejelse.

“Vi vil gerne opmuntre præster og kirkeledere til at lære af disse data og øge deres opmærksomhed mht. mulige ændringer. Men vi vil også opfordre dem til altid at stræbe efter at udleve det kald for menigheden, som Gud har lagt i deres hjerter,” understreger Mark Dreistadt.