En kærlighed der gør seende

Vi kender formentlig alle udtrykket: kærlighed gør blind. Den forelskede ser ikke den andens mange fejl og lyder, og når Amors tåge letter, er det for sent.

Men dagens evangelium sætter talemåden på den anden ende: ikke kærlighed gør blind, men kærlighed gør seende. For det er ikke kun den arme Bartimæus, der er ramt af blindhed. Det er også disciplene og den skare, som går sammen med Jesus. De forstår ikke, hvad han mener med, at han skal gå op til Jerusalem for at lide og dø.

Selvfølgelig ikke! De forventede, at Jesus, Messias, skulle være den nye verdensleder, der endelig skulle give romerne, som de fortjente. Han kunne ikke dø! Og han behøvede heller ikke belemres med blinde fattigfolk. Den tid var slut. Nu gjaldt det de store linjer.

En anden vision

Til alt held var Jesus selv med på denne vandring, og til vores evige lykke havde Jesus en ganske anden vision. Han kalder den blinde til sig lader ham som et evangeliets ironi bede den bøn, disciplene burde bede: lad mig kunne se.

For som disciplene dog trængte til at få åbnet øjnene. Havde de ikke kendt Jesus længe nok til at vide, at hans våben ikke var magt, men kærlighed? Burde de ikke kunne forstå, at det er større at tjene end selv at blive tjent?

Hvor langt vil vi gå?

Men denne blindhed er ikke unik for disciplene. Selv i dag kæmper vi med at forstå Jesu kærlighed. Vores natur vil gerne følge med, så længe det føles godt at elske. Vi vil gerne spytte i indsamlingsbøssen, så længe jeg får en fornemmelse af at være et godt menneske og ikke selv skal komme til at mangle noget af al min magelighed.

Men vil jeg elske så langt, at jeg ikke på nogen måde kan se, hvordan jeg skulle kunne få noget ud af det? Vil jeg elske, når det begynder at gøre ondt? Er det ikke netop der, hvor kærligheden hører op, og hvor enten den sure pligt eller loviskheden tager over, eller hvor vi kaster håndklædet i ringen og lader andre klare ærterne?

Er vores vision af kristendommen ikke i virkeligheden
den samme som disciplenes: et ønske om,
at vi skal have det godt og nyde alles ros og ære?

Er vores vision af kristendommen ikke i virkeligheden den samme som disciplenes: et ønske om, at vi skal have det godt og nyde alles ros og ære?

Men han forbarmede sig

Men Jesus, som var kærligheden selv, forbarmede sig over den elendige. Han gik hele vejen gennem kors og pine, for at løskøbe den, der aldrig vil kunne betale gælden tilbage. Han ofrede sig selv, for en syndig og falden menneskeslægt, fordi han elskede af et helt og rent hjerte, og vandt derved en evig forløsning for alle os blinde stakler.

Det må inspirere os til at bede: herre lad mig kunne se. Lad mig ikke forblinde af verdens gunst og ære, men giv mig øjne, der ser Guds underfulde herlighed i den kærlighed, der gav sig selv hen på korset. Så at intet bliver skønnere for os end Kristus på korset. Denne skønhed er verden blind for.

De ser kun skam og elendighed. Men Gud må åbne vore øjne, så vi der midt i usselheden ser den største rigdom. Kærligheden sejrede.

Lad Ham åbne dine øjne

Men herudaf må også fødes en bøn om, at kærligheden må sejre i vort liv. Så vi ser på den fattige og blinde, ikke som en irriterende parasit, men som genstand for vores kærlighed. For sådan giver kærligheden nye øjne. Den ser på det uelskelige som elskeligt. Den tager al smerte, vrede og had på sig, fordi intet er højere for kærligheden end at elske.

Så ren en kærlighed er der ingen blandt mennesker, som har. Vor natur vil altid vægre sig mod al lidelse og skrige efter sin egen fordel.
Og derfor har vi alle behov for stadig at bede: Lad mig kunne se.

Men Jesus åbnede den blindes øjne, og sådan vil han også igennem fastens bitre urter åbne dine øjne for en skønhed intet øje har sit, for en herlighed, kun Gud kender.

Søndagens tekst: Luk. 18,31-43

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø

31 Jesus samlede de Tolv omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse.

32 Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig. 33Jeg vil blive pisket og dræbt, men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

34 Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om.

En blind bliver helbredt

35 Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede, 36og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik. 37„Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide. 38Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

39 De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

40 Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham. 41„Hvad vil du, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.
„Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!”

42„Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet dig!” 43Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.

Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk