Fast føde til alle i bøger om Korintherbrev, velsignelser og faste
Det er glædeligt at læse Peter O.K. Olofsons nyeste udgivelser, for her er ”fast føde” til alle med berigende indhold!
Bøgernes omslag er prydet af smukke ikoner malet af Søster Abraham alias Kirsten Stoffregen Petersen (1932-2017, katolsk nonne i Jerusalem. Olofson har været præst på Færøerne og Falster samt missionær i Tanzania. Hans forlag, Neema (Swahili: nåde), har nylig udgivet tre bøger, som er værd at læse og give videre som gavebøger. De er henvendt til læsere både i Danmark og på Færøerne.
Bog 1: Første Korintherbrev
Bogen er en ”vandring” i tråd med bibelteksten. Læseren opfordres til at læse i 1992-bibeloversættelsen før hvert kapitel, dernæst Olofsens kommentarer. Sådan kan man få ny indsigt og se nye vinkler.
Olofsons tekst er i prædikenform med kommentarer, bl.a. fra Credo forlagets bøger og Dansk Bibelinstitut, jf bogens citatliste. I forordet begrunder han sit tema: ”1. Korintherbrev vil som alle andre skrifter i Bibelen lære os at leve sandt, dvs. efter Guds vilje og i den frihed, der er i Jesus Kristus.
Han er vores retfærdighed, helligelse og forløsning.” Derfor skriver Olofson også: ”Mange af de spørgsmål, Paulus behandler, er aktuelle i dag, og vi har brug for at høre svarene”
Olofson indleder med baggrunden for brevet til Korintherne, siden fokus på prædikantens opgave ifølge Paulus, hvis formaninger kan virke strenge og stødende på nutidens mennesker. Olofson gør dog ikke knæfald for hverken tidsånd eller verdens visdom, men inviterer til fordybelse i Bibelens budskab.
Korinth lignede på mange måder vor tid; Olofson ser på lighederne og begrunder, hvorfor vi skal tage Pauli ord i 1. Korintherbrev til hjerte uden at nedtone opgør med synd og have blik for korsteologi. Foruden at være bevidst om værdien af fællesskab i menighed og med Gud samt den evige kærlighed, som 1. Korintherbrev beskriver i kap. 13 og forståelsen af det vigtige i Jesu opstandelse og det evige liv i kap. 15.
Bog 2: Velsignet
Bogen om den aronitiske velsignelse er en lille perle med fin indledning. Den viser velsignelsens røde tråd mellem skabelse, frelse og dom. Olofson uddyber, hvad den aronitiske velsignelse består af og betyder. Det er glimrende stof til personlig refleksion om livsfællesskab med lysets ophav.
Modsætningen til velsignelse er forbandelse, så valget mellem de to er vigtigt. Her er også en Sct. Hans tale om Johannes Døberen, der baner vej for Jesu lys og sandhed; bogen slutter med en prædiken om den opsøgende kærlighed ud fra lignelserne om det mistede får og den tabte mønt.
Bog 3: Fasteprædikener fra Færøerne
”Hil dig Frelser og Forsoner” samler ni fasteprædikener fra Færøerne, som udlægger Salmebogens ”Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie” stk. 1- 25 og ”Taksigelse for Jesu Kristi lidelse.”
Før påsken er det tid til bod og selvransagelse. Jesus inviterer os til at give ham vores synd og død og få hans liv og tilgivelse i stedet, skriver Olofson.
Olofson har skrevet flere bøger. fx ”Vålse, Falster og evigheden” anmeldt 27/8.2021.
Peter O.K. Olofson:
Gå med – En vandring gennem 1. Korintherbrev, 280 sider, 225 kr.
Velsignet – Den aronitiske velsignelse og andre temaer, 72 sider, 100 kr.
Hil dig, frelser og forsoner – Fasteprædikener fra Færøerne, 96 sider, 125 kr.
Pris for alle tre bøger: 325 kr. + evt. forsendelse
Udgivet af Neema Forlag – køb via neemaforlag@gmail.com – tlf. 2440 4846.