Folk i Ukraine søger Gud
Både pandemien og den spændte situation ved grænserne har ført til, at flere ukrainere søger troen og Guds ord, fortæller den assisterende generalsekretær i Det Ukrainske Bibelselskab.
– Antallet af bibler, vi deler ud, bare stiger og stiger. Vi oplever, at folk, som ikke tidligere har tænkt på tro og de evige værdier, nu pludselig er begyndt at gøre det. Vi ser, at flere og flere ønsker sig Bibelen, fortæller Anatoliy Raychenets, der er assisterende generalsekretær i Det Ukrainske Bibelselskab.
Generalsekretæren var gæst på et webinar i regi af Det Norske Bibelselskap i forbindelse med Ukraines status som ’temaland’ under Bibeldagen 2022 den 12.-13. februar.
Corona og konflikt
Ukraine, som er Europas næststørste land, har været hårdt ramt af corona-pandemien. I november havde landet ca. 1000 corona-dødsfald i døgnet, og selv om fjerde bølge er med den mildere omikron-variant, er der fortsat omkring 200 dødsfald om dagen.
Desuden står Ukraine, som også er et af Europas fattigste lande, midt i en meget betændt konflikt med Rusland, og frygten for krig er overhængende. Ikke siden Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, og russiskstøttede separatiststyrker samme år tog kontrol over regionerne Donetsk og Luhansk, har konflikten mellem de to lande været så tilspidset, som den er nu. Konflikten har også skabt storpolitiske spændinger mellem NATO, USA og Rusland.
Flere kommer til tro
Usikre tider med frygt for både virus og krig ser nu ud til at have vakt et åndeligt behov hos mange ukrainere.
– Vi i bibelselskabet møder stadig forskellige præster og pastorer, både fra de ortodokse, katolske og evangeliske kirker, som kommer ind for at hente bibler. De fortæller, at nu er det ikke bare om søndagen, at flere og flere kommer til gudstjeneste, men også midt på ugen til bibeltimer og bøn, fortæller Raychenets.
Han tilføjer, at det antal bibler, som de havde planlagt at uddele i 2020 og 2021 kun rakte til 4-5 måneder.
– Vi ser mange, som oplever meget smerte i den situation, vi er i nu, men samtidig er det dejligt at se, at nye mennesker kommer til tro og til kirkerne, fastslår Raychenets.
Han har flere gange det seneste år kontaktet bibelmissionsleder Bernt G. Olsen i Det Norske Bibelselskap for at høre, om det var muligt at få støtte til flere bibler. Det Norske Bibelselskap var med til at opbygge bibelselskabet i Ukraine efter jerntæppets fald og har samarbejdet tæt med organisationen siden.
Kirkerne nyder størst tillid
Ukraine har mange forskellige kirkesamfund med ortodokse, katolske og evangeliske kirker. Bibelselskabets bibler bliver med forskellige tilpasninger brugt af de fleste kirkesamfund. Bibelselskabet i Ukraine har også for tiden det administrative ansvar for samarbejdet mellem kirker og religiøse organisationer i landet.
Foruden de kristne er også muslimske og jødiske trossamfund med i det, som er landets største ikke-statslige forening.
– Denne NGO har spillet en vigtig rolle også i disse dage. Vi fik for eksempel en opringning fra forsvarsministeren, som bad os skrive en besked til alle ukrainere, fordi forskning havde vist ham, at kirkerne nyder størst tillid i befolkningen, fortæller Raychenets.
Han tilføjer, at alle medlemmerne skal være enige om formuleringen i det, de udsender.
– Det medfører en del arbejde. Nu har vi netop færdiggjort en skrivelse til hele det ukrainske folk, om at de ikke skal gå i panik, siger han.
Populær børnebibel
Sovjet-tiden har sat sine spor i Ukraine, og mange er vokset op uden noget kendskab til kristendommen, hverken hjemme eller på skolen. Derfor er børnebibler, som giver en introduktion til bibelfortællingerne, et vigtigt redskab i bibelselskabets arbejde – også blandt voksne, som er nye bibel-læsere.
Større behov for bibler
Raychenets fortæller, at ”Den blå børnebibel”, som Det Norske Bibelselskap har støttet i flere årtier, er meget eftertragtet i Ukraine, også blandt soldaterne ved fronten.
– Nogle soldater vil have den selv, og nogle ønsker at sende den hjem til børnene. En soldat ønskede sig to børnebibler, så han kunne sende én hjem og så læse bibelen sammen med børnene over telefonen. En anden soldat sagde til mig, at det var den allerbedste gave, han kunne sende hjem fra fronten, slutter Anatoliy Raychenets.
