Gud lider med os!

For godt 30 år siden startede et hændelsesforløb, som jeg aldrig vil glemme! Ulykkelige omstændigheder ramte en familie og gjorde to børn forældreløse. Det var en tragedie, som påvirkede mig dybt, og fik min tro på Gud til at vakle.

I Bibelen står der: ” Men det var vore sygdomme Han (Jesus) tog, det var vore lidelser Han bar…….” Og videre: ”Men Han blev gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved Hans sår blev vi helbredt.” (Esajas, kapitel 53 vers 4-5 )

De ord blev sandhed, da Jesus forsonede os med Gud ved sin død og opstandelse!

Sætningen: ”Det var vore lidelser, Han bar”, blev via ”Google Translate” til: ”Han led vore lidelser”! Når Jesus led vores lidelser, betyder det, at han ikke blot tog dem med og bar dem i en rygsæk. Nej! Han led de samme lidelser og følte den samme sorg og smerte, som vi føler. Han har medlidenhed med os, i ordets mest positive betydning, hvor indlevelsesevne er for fattigt et ord.

Oversættelsen giver virkelig mening for mig efter et langt liv, hvor jeg har erfaret Guds fantastiske omsorg og indgriben på mine krogede veje, hvor afmagt har medført afhængighed af Gud.

Det var præcis, hvad jeg oplevede i det forløb, som jeg vil dele:

Tragedien

I starten af 1990’erne døde en ung mor efter lang tids kræftsygdom. Hun efterlod to skolesøgende børn. Hendes mand var død ved en tragisk ulykke nogle år tidligere.

Kvinden var naturligvis dybt fortvivlet over tabet af sin mand og faderen til deres to små børn. Kort tid efter mandens død fik den unge kvinde konstateret kræft, som bredte sig til andre organer. Jeg besøgte kvinden, da hun stadig var optimistisk i forhold til behandlingen. Da kræften langsomt bredte sig yderligere, fastholdt hun håbet og kæmpede for at blive rask.

Sammen med børnene flyttede hun nærmere sin familie, som støttede tæt op omkring hende og børnene under hendes eskalerende sygdom. I den sidste tid var kvinden indlagt på sygehuset. Hendes nærmeste familie opholdt sig meget på sygehuset hos hende.

Hvorfor, Gud?

Jeg blev dybt berørt af denne situation og kunne slet ikke rumme, at børnene også skulle miste deres mor, så de blev forældreløse. Det var totalt uacceptabelt og meningsløst for mig!

”Min almagt består i, at jeg vandt sejren over
den evige død og den evige adskillelse fra mig,
via min sejr på korset og ved opstandelsen!”

En aften lagde jeg mig i sengen, og vendte al min vrede mod Gud. Jeg var fortvivlet og skældte Ham ud. Jeg kunne ikke få min hidtidige tro på en kærlig Gud til at passe sammen med, at kvinden skulle dø fra sine børn. Jeg anklagede Gud og udfordrede Ham:

”Hvor er du Gud? Hvis du virkelig eksisterer, så vis det!
Hvis du er en kærlig Gud, hvorfor tillader du sådan en tragedie at ske?
Hvis du lader hende dø, er du ond og ynkelig!”
Mit sind var i total oprør og kaos!

Jeg græder også!

Midt i dette kaos blev jeg pludselig overvældet af en uforklarlig fred. Som om en vild og voldsom orkan stoppede brat. Samtidigt lød der en ubeskrivelig kærlig stemme, der kom fra en lysende klar skikkelse i hjørnet af rummet. – Fuld af medfølelse og samtidig dybt bedrøvet:

”Jeg græder også! Forkert adresse! Det er ikke min vilje, at hun er syg, det er min modstanders værk!
Menneskeheden har valgt mig fra! Min modstander har vildledt menneskeheden! Hans ødelæggelser har skabt tvivl om min eksistens, så han kan fortsætte med at ødelægge mit skaberværk”.

Imens ordene lød, så jeg ligesom en ”film”, der illustrerede ordene med ”billeder” af verden med store byer indhyllet i luftforurening og ødelagt natur. Åndeligt mørke og ondskab herskede!

Årsagen var menneskers voksende egoisme og hensynsløse jagt på rigdom og magt. Modstanderen havde forført menneskeheden til at dyrke skabningen frem for Skaberen.

Stemmen fortsatte:

”Konsekvenserne er sygdom og død, som jeg ikke ønsker!
Menneskeheden er blevet offer for min fjende! Han er en bedrager og løgner!
Han forvolder ondskab og lidelse i verden, og han vender sandheden på hovedet og vender menneskets vrede mod mig!
De spørger: Hvis der er en Gud, hvorfor stopper Han så ikke ondskaben? Hvorfor viser Han ikke sin almagt?
Mennesket sender klagen til den forkerte adresse!
Min almagt består i, at jeg vandt sejren over den evige død og den evige adskillelse fra mig, via min sejr på korset og ved opstandelsen!
Jesus brød dødens magt, da Han bar al verdens synd, som adskilte mennesket fra min nærhed.
Han brød min modstanders magt over dem, som vil tage imod min kærlighed og tro på min evige nåde. Den nåde som min onde modstander ikke kan kopiere eller ødelægge!
Mit mål var at vinde min skabning tilbage og give adgang til samvær med mig i mit evige Rige!
På grund af synd er alle mennesker omfattet af den fysiske død, men jeg har overvundet den anden død, som betød evig adskillelse fra mig.

Det er min sejr!

Jeg går med mine børn igennem døden til evigt liv hos mig! Jeg går med alle, der lider under ondskabens hærgen, når de søger mig!
Jeg lindrer og trøster mine børn, når de rammes. For de bliver ramt! – Det er vilkårene i verden, hvor ondskabens fyrste råder.

Jeg vil trøste og styrke dem, som sørger og er fortvivlede, når de søger tilflugt hos mig! Min fjende er ubarmhjertig mod min skabning, men min fjende vandt ikke den sidste kamp! Jeg har vundet den evige sejr over den evige død og adskillelse fra mig!”

Gud deler min sorg

Skikkelsen forsvandt, og jeg oplevede en fuldkommen afklaring af årsager og sammenhænge. Min voldsomme frustration og vrede mod Gud var blevet mødt med dyb forståelse og kærlighed. Jeg lærte, at det er tilladt at være et menneske i oprør over ondskaben, og at Gud deler min sorg og vrede uden bebrejdelser, selv om det fejlagtigt bliver rettet mod Ham.

Som den kærligste far kunne han rumme mig og vise mig sandheden!
Jeg fik vished om, at kvinden var elsket af en ufattelig kærlig Gud, som ville være med hende igennem den fysiske død til det evige liv hos Ham.

Få dage efter fik jeg besked om, at kvinden var død, omgivet af familien.

Præstens oplevelse

Min oplevelse fik en endnu større dimension for mig flere år senere, da jeg deltog i en temadag ved Kræftens Bekæmpelse i Odense for sygehussocialrådgivere:

Vi blev undervist af en psykolog og en hospitalspræst om ”Den vanskelige samtale”.
De gav hver sit oplæg omkring deres erfaringer fra arbejdet med alvorligt syge og døende mennesker og deres pårørende.

Præsten blev spurgt, om han kunne beskrive den sværeste oplevelse i sit arbejde. Han beskrev herefter en oplevelse med en ung fortvivlet, døende kvinde:

Som hospitalspræst var han blevet tilkaldt til en cancerafdeling, som ikke vidste, hvordan de kunne hjælpe en dybt ulykkelig ung kvinde, der højlydt udtrykte sin store fortvivlelse over, at hun skulle dø fra sine to børn. Han var forud blevet orienteret om, at hun var blevet alene med to små børn, da faderen var omkommet nogle år tidligere, og nu skulle hun selv dø af kræft.

”Jeg lindrer og trøster mine børn,
når de rammes. For de bliver ramt!
– Det er vilkårene i verden,
hvor ondskabens fyrste råder.”

Da han kom til afdelingen, kunne han høre kvindens vedholdende højlydte klage, som hun gentog: ”Jeg vil ikke væk fra mine børn!”
Præsten fortæller, at han følte en enorm magtesløshed, for han kunne jo ikke gå ind på stuen og give hende noget som helst håb om, at hun ikke skulle dø fra sine børn. Det var umuligt at finde ord, som kunne lindre hendes dybe sorg!

Inden han gik ind, bad han afmægtigt om Guds hjælp til den ulykkelige kvinde.

Da han stod ved hendes seng, fortsatte hun med sin fortvivlede klage. Han blev inspireret til at spørge hende, om hun havde sagt til Gud, at hun ikke ville dø fra sine børn. Kvinden svarede, at det havde hun gjort. Præsten spurgte, om Gud havde svaret hende, og hun sagde: ”Ja, Gud står med korslagte arme over sit bryst og siger, at Han ikke kan påtage sig ansvaret for det onde, som sker i verden.”

Præsten vidste ikke, hvad han mere skulle sige, men pludselig slog en beretning fra Bibelen ned i hans tanker. Den handlede om Jakob, som en nat kæmper på liv og død med en ukendt skikkelse. Jakob får til slut en velsignelse af sin modstander. Første Mosebog, kapitel 32 vers 23 – 30)

Inspireret heraf spørger præsten, om hun kan prøve at sige til Gud, at hun ikke slipper Ham, før Han har lovet hende, at Han vil tage sig af hendes børn.

Kvinden siger højt til Gud, at hun ikke slipper Ham, før Han lover hende, at Han tager sig af hendes børn. Præsten spørger igen, om Gud svarede hende, og hun siger: ”Nu står Han med udrakte arme og lover mig, at Han tager sig af mine børn.”

Herefter falder der en dyb fred over kvinden. Helt afslappet falder hun til ro og sover. Næste dag dør hun fredeligt omgivet af sine kære. Hun havde overgivet sin ubærlige byrde til Gud!

Gud greb ind

Præsten oplevede det som et mirakel, der kun kan tilskrives Gud, som udfolder sin kraft i vores magtesløshed. (2. brev til Korintherne, kapitel 12 vers 9)

Socialrådgiverne reflekterede over præstens beretning, og efterfølgende blev der anledning til at fortælle om min oplevelse. Præsten fortalte, at han selv havde oplevet, at Gud græd med ham. I enerum afviste præsten ikke, da jeg spurgte, om det var den unge kvinde, han havde hjulpet.

Mange ubesvarede spørgsmål faldt på plads for mig den dag. Jeg følte det som Guds store omsorg for mig, at jeg fik lov til at høre, at Gud havde mødt kvinden, så hun havde fundet fred og var blevet hjulpet af med sin store byrde.

Gud kommer med sin kærlighed midt i vores afmagt og sorg.

Tænk, at Gud også sagde til kvinden, at Han ikke kan påtage sig ansvaret for det onde, som sker i verden! Præcis, som Han havde vist mig! Tænk, at Gud tog hendes byrde på sig, selvom hun udfordrede Ham! Hun var også i oprør og dybt fortvivlet! Men Gud mødte hende lige dér!

Gud forstår os, når vi lider og raser over ondskab og uretfærdighed! Han græder med os og kan sagtens rumme os, når vi vender vores vrede og frustrationer mod Ham. Han ved, at vores modstander er årsag til ødelæggelserne. Gud ønsker, at vi skal dele vores dybeste frustrationer og spørgsmål med Ham.

I Bibelen står der: ”Stå op og klag om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt! Løft dine hænder til Ham i bøn for dine børns liv!”(Klagesangene, kapitel 2 vers 19)

Og i Salme 62, vers 6 – 9 : ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra Ham. Kun Han er min borg, så jeg ikke vakler. Hos Gud er min hjælp og min ære, min sikre tilflugtsklippe er min Gud. Stol altid på Ham, du folk, udøs jeres hjerte for Ham! Gud er vores tilflugt!”
Det er blevet mine yndlingevers i Bibelen.

Gud er ikke ynkelig og svag, når Han græder med os! Han forstår os og giver os håb, styrke og mod på vandringen! Han har sejret!