Jødiske Rina fik hjælp i mødet med ’fjenderne’

– Rejsen med min bog ”Det er lov å elske” gjorde, at jeg blev en helhed. Den person som jeg er i dag. Og én af mine terapeutiske helbredelses-oplevelser var mødet med jer nordmænd…

En vanskelig opvækst til trods, med en mor og far med store sjælelige sår fra de største lidelser og prøvelser, har israelske Rina Reich-Geller klaret at komme ud af sit personlige traume.

– Det var min første tur som guide for en gruppe i Israel, og jeg var skrækslagen. Men disse nordmænd, med leder Leif Wellerup i spidsen, så jeg igennem med mine ”røntgenøjne” og følte på en forunderlig måde, at her kunne jeg lægge alle mine parader. Kunne være mig selv. Disse folk var ikke aggressive, jeg oplevede noget godt med dem. Blev simpelthen forelsket i jer, sagde Rina Reich-Geller, da vi mødte hende både i Norge og i Israel.

Vellykket udadtil

Ingen kunne tro, at den charmerende og smilende stevardesse i El Al, som i dobbelt forstand levede et jetsett-liv, kunne have store indre problemer.

– Jeg havde det som blommen i ægget. Tilsyneladende. Hele livet spillede jeg glad for ikke at bryde sammen. Det er en gammel slægtstradition. Jeg var ekspert i positiv tænkning. Ville være pæn og stærk og fik opereret næsen for at få et perfekt udseende. Jeg vakte begejstring og blev beundret, fortæller Rina åbent og ærligt. Men noget var i gære. Kløften mellem det ydre og det indre udvidede sig stadig.

– Jeg begyndte at miste mig selv, under den glitrende facade.

Baggrunden

Barndommen, som slet ikke var som en normal norsk opvækst, havde sat sine spor.

– Min søster ville have mig til at skrive om familien. Jeg svarede nej, det går ikke. Har prøvet at fiske noget ud af mor. Det gik ikke. Hun var kold. Lige så iskold som alle andre med et posttraumatisk syndrom efter frygtelige Holocaust-oplevelser. Rinas mor, Hadassa, var født i Polen, i en liberal ortodoks familie, og var 19 år, da krigen begyndte. I 1945 blev hun befriet fra tilintetgørelseslejren af Folke Bernadottes Hvide Busser og kom til Sverige.

Hun ville begynde et nyt liv – sætte streg over alt det onde i fortiden. Derfor var al tale om Holocaust tabu, selv om det senere i livet blev lidt lettere for hende at åbne sig for børnebørnene. Rinas far, Hans, var født i Berlin og elskede sit Tyskland, selv om han var jøde. Men Tyskland ville ikke ha’ ham. Derfor skiftede han objektet for sin kærlighed – til Israel. Han fik nok et halvt år i kz-lejren Dachau, men var en af dem, som klarede at få visum i 1939 og rejste fra Tyskland til Sverige.

– Mine forældre mødte hinanden i det nye land i 1946, da han holdt foredrag om Israel. Og den mere mørkhudede jøde blev totalt forelsket i den unge blonde tilhører, som han tydeligt lagde mærke til i salen, smiler Rina, som levede sine første seks år i Sverige.

Israel

I 1963 vil faren emigrere til Israel, selv om moren først sagde nej. Hun kunne ikke tænke sig flere opbrud og mere usikkerhed, men fulgte så modvilligt med. Og barnet Rina voksede op.

– Som immigrant ville jeg være sej ligesom alle andre i Israel, fortæller hun. Men mange israelere havde mærkeligt nok mistro til dem, som havde overlevet Hitler-Tyskland. Man spurgte: Hvorfor var I så svage? Hvorfor kæmpede I ikke og gjorde modstand?

Den unge pige skammede sig også, fordi mor stadig havde det tatoverede fangenummer på armen og nægtede at få det fjernet. Efter sin tid som stevardesse i El Al, blev Rina guide for store turistgrupper i Israel.

– Da var jeg den selvsikre, den kloge. Men inderst inde, bag facaden, var jeg den lille usikre pige. Gabet var enormt stort. Og det blev som sagt stadig større, indtil jeg ikke kunne klare mere. Jeg måtte forlade guidearbejdet og alt andet af livets glitter og stads og påklistrethed og begynde at se ind i mig selv. Og finde ud af, hvem denne Rina var bag alle facaderne. Det blev en lang proses med at konfrontere sig selv og lære sig selv at kende.

Skrev og græd i 10 dage

Det var i denne situation at idéen om at få tankerne ned på papir, som et værktøj i processen, kom til hende.

– Jeg følte, at tiden var moden til dette, da sårene begyndte at boble som lava, hvor det før havde været som en forstenet vulkanhinde, som skjulte skam og rædsel for mine svagheder. Og ordene under processen bare satte sig fast i hovedet. I 10 dage skrev jeg, græd og skrev, skrev og græd. Kunne knap se computeren, fortæller hun.

Murene var faldet. Og i første del af bogen skrev hun først et afsnit om, hvad hun selv tænkte. Derefter indflettede hun det, hun antog, at hendes mor tænkte, ud fra den smule, hun selv havde hørt, og det, børnebørnene kunne bidrage med. Den gang vidste hun ikke, at det skulle blive til en bog.

– Hver gang jeg derefter gennemlæste det igen, kom tårerne bare atter i stride strømme. Drenge og seje piger græder jo ikke. Men i denne periode var min mor ved at dø, fortæller hun.

På alle turene til sygehuset var notesblokken med. Alle tanker og følelser om barndommen vældede frem, mens hun sad ved sin mors seng. Men da havde hendes mor mistet evnen til at tale.

En rejse ind i fortiden

Rinas distancerede far, som hun aldrig helt kendte, var nu også død. Og hun og søsteren rejste til hans Tyskland.

” Inde i maven, inde i spændingen og frygten. Hjulene trækkes op, og Ruthi og jeg er i luften. Nutiden ligger bag os, og foran os ligger fortiden. En avanceret tidsmaskine for selverkendelse og forståelse for de elementer, jeg er bygget op af,” fortæller forfatteren i bogen, og fortsætter.

– Vi vidste kun lidt om hans baggrund. Vidste bare, at farfar var forretningsmand. Og morfar var operasanger, forstod jeg til min store overraskelse. Fandt ud af, at oldefar var kantor i den store synagoge i Berlin og desuden havde været med til at bygge den. Han havde skrevet bøger om klavermusik og grundlagt et musikkonservatorium for jøder og ikke-jøder. Havde forsket i ligheden mellem jødisk og klassisk musik. Og han komponerede musik, som findes den dag i dag. Dette havde min far aldrig fortalt os om, fordi hans hjerte var så nedbrudt.
Og nye overraskelser dukkede op. Hun fandt til sin store overraskelse sine jødiske oldeforældres grav i Tyskland.

– Pludselig havde jeg en grav at komme til. Dokumenter dukkede også op om mine bedsteforældre, der, som slægtninge til moderenen, blev sendt til Auschwitz.
”Jeg følte alle jøders blod. Du far, elskede det Berlin, som jeg hadede…”

Ambivalensen

Den indre vulkan udspyede igen både ild og lava.

– Den ene dag elskede jeg Tyskland. Andre dage vågnede jeg og sagde til mig selv: hvor længe vil du være naiv – dette er det folk, som har myrdet os, fortæller hun.

– Jeg måtte arbejde med følelserne for min far, som jeg egentlig ikke kendte. En lukket person. Aldrig meget hjemme. Pludselig blev den lille Rina så vred på sin far. Hvorfor var jeg så alene i verden, hvorfor stod du ikke ved min side? Jeg måtte kæmpe mig gennem dette, til kærligheden til min far kom tilbage.

– Når man fjerner al aggresion, kommer blødheden. Min far selv var så blød på indersiden, men lukket, fordi han aldrig havde færdiggjort sorgarbejdet. Krigen gjorde mange så indestængte i sig selv. Og mange af ofrenes børn bliver på en måde forældre til deres egne forældre.

Livets valg

Dette blev en total terapeutisk proces for Rina Reich-Geller.

– Men jeg har opdaget, at det er så utrolig vigtigt, at uanset hvad der sker i verden – så har du et valg. Hvad skal jeg gøre med mit liv? Man kan vælge at gøre sig selv til et offer, eller man kan vælge et meningsfuldt liv.

– Og for mig er kærligheden og medfølelsen de vigtigste magter i verden, fordi mine mure er smeltet. Jeg vovede at åbne mit hjerte. Derfor er bogens titel ”Det er lov å elske”. Det er tro, det handler om. Man må have tro. Håb og tro – på verden, på Gud eller det gode. Rejsen med bogen gjorde, at jeg blev hel, slutter Rina Reich-Geller.

Brev fra Shimon Peres

”Kære Rina

Jeg vil takke dig for din bog «Det er lov å elske» som du sendte mig, så vel som for dine gode ord.

Din rørende bog kaster lys over tankerne og de hemmelige følelser hos mange, som tilhører den anden generation af holocaust-overlevende. Den gi’r udtryk for tristhed og smerte, tro på fremtiden, tro på godheden i verden og i den menneskelige ånd.

Jeg takker dig for den følsomme måde, du skriver på, og for at du nedtegnede minderne – for din egen skyld, men også for kommende generationer. Ønsker dig helse, lykke og alt godt.

Shimon Peres
(Skrevet under hans tid som Israels præsident)

Norsk pastor: Stærk bog

Pinsepastor Bjarne Thorstein Grotbæk har kendt den israelske forfatter Rina Reich-Geller siden 1993, og er blevet gode venner med hende. Pastoren fra Notodden blev så rørt over bogen, at han tilbød at stå for distribution og salg af den norske udgave.

Grotbæk er den eneste ikke-jøde som har været med i bestyrelsen for Israel ”National Found” (INF), som står for træplantning, vand og jord i Israel.
Dette er imod alle israelske principper – så udnævnelsen er en stor ære for pastoren. Han var også i flere år leder for israelsvenner i Stortinget efter Kåre Kristiansen, samt leder og bestyrelsesmedlem i Norske Pinsevenners arbejde i Israel.

– Thorstein er en mand ikke bare af ord, men også handling. Noget israelerne sætter stor pris på, pointerer Rina Reich-Geller.

’Stærk bog’

Om Rina Reich-Gellers bog skrev Grotbæk:

”En stærk bog. Et stykke litteratur, som gi’r os indsigt i og hjælper én til at forstå andengenerations jøder, i skyggen af Holocaust.
Deres ydre liv – men først og fremmest deres indre verden. Hvilken arv de fik efter forældre, som overlevede tilintetgørelsen, eller mistede de fleste slægtninge der.

Men Rina Reich-Gellers værk er også specielt, fordi mange ikke-jøder vil kunne genkende sig selv. Folk som slider med indre problemer, traumer og konflikter. Om selvskabte skaller, som skal beskytte indre sår og svagheder. Bogen kan gi’ hjælp til at forstå sig selv bedre, sætte navn på ting og – se en vej ud af det.

Reich-Gellers brutale ærlighed mod eller med sig selv, i stedet for fortrængninger, er som våben mod indre smerter. Hun viser, at oprigtig åbenhed er et stærkt redskab til at åbne indre døre, og slippe af med spøgelser og affald …få troldene ud fra bjergene, for at de kan revne, når de kommer op i lyset…

Hun viser, at tilgivelsens vej åbner for indre helbredelse. Hvor vigtigt dette valg er, også ved at hædre sin ufuldkomne far og mor…Et lille mesterværk af en bog, som kommer til at leve længe.”