Legalisering af eutanasi linkes til flere selvmord

Lande, som legaliserer lægeassisteret selvmord, kan forvente en generel stigning i selvmordsstatistikken, viser en ny britisk undersøgelse.

Aktiv dødshjælp eller lægeassisteret selvmord er kun lovlig i ganske få europæiske lande, nemlig Holland, Belgien, Luxembourg og Spanien. I Schweiz er aktiv dødshjælp forbudt, men hjælp til selvmord er tilladt, hvis det sker ud fra ”uegennyttige bevæggrunde”. Illustrationsfoto

En fagfællebedømt undersøgelse af data om selvmord og eutanasi fra Nederlandene, Belgien, Luxembourg og Schweiz har påvist en ”konsekvent association” mellem øget selvmordsfrekvens og lægeassisteret selvmord.

Den opsigtsvækkende konklusion fra det katolske Anscombe Bioethics Centre i Oxford bygger på data fra de nævnte lande i perioden 1990-2016.
Data fra de fire lande med legaliseret eutanasi blev sammenlignet med selvmordsstatistikken i nabolande, hvor eutanasi ikke er tilladt, skriver Christian Today.

Især kvinder påvirkes

Den store generelle stigning i antallet af selvmord efter legalisering af eutanasi kommer som en overraskelse for mange. Især kvinder har ladet sig påvirke af legaliseringen. I undersøgelsen hedder det, at kvinder ”blev udsat for størst risiko for undgåelig, for tidlig død” gennem assisteret selvmord.

Resultatet af undersøgelsen er blevet offentliggjort i Journal of Ethics in Mental Health – midt under en aktuel debat om legalisering af assisteret selvmord i England, Skotland, Jersey og Irland.

– Ingen skal føle sig tvunget til at vælge lægeassisteret selvmord, understreger professor David Albert Jones fra Anscombe Bioethics Centre.

Medfører flere selvmord – ikke færre

Forskningslederen bag undersøgelsen, professor David Albert Jones, udtaler, at de nye data fuldstændig modsiger påstanden om, at legalisering af eutanasi vil føre til færre ikke-assisterede selvmord. Derfor bør undersøgelsen også medføre, at der stilles flere kritiske spørgsmål om effekten af at ændre loven og om samfundets pligt til at forebygge selvmord.

”Dette er yderligere bevis på, at legalisering af assisteret selvmord eller eutanasi vil føre til, at flere mennesker afslutter deres liv før tiden. Det vil ikke redde liv. Det vil ikke forebygge selvmord. Legalisering af det, som med en eufemisme kaldes ”assisteret død” vil medføre en fare for de ældre mennesker, der lever med alvorlig sygdom,” fastslog professoren.

– Vi må sige det meget højt og tydeligt, at folk uanset alder, handicap eller sygdom aldrig skal tvinges til at føle, at de er en byrde for samfundet. De er helt og fuldt medlemmer af samfundet og den menneskelige familie. Og vi er alle rigere, fordi de er her, fastslår David Albert Jones.

Eutanasi i Europa
Nederlandene legaliserede eutanasi i 2001. Belgien fulgte efter i 2002, og Luxembourg i 2008. Schweiz skelner mellem ”aktiv dødshjælp”, som er forbudt, og ”lægeassisteret selvmord”, som er tilladt. Man har dog det krav, at lægeassisteret selvmord skal ske ud fra ”uegennyttige bevæggrunde”.

Den australskfødte tidligere læge, ateisten Philip Haig Nitschke, er grundlægger af pro-eutanasigruppen Exit International. Han har lavet en selvmordsmaskine, Sarco, som han regner med bliver taget i brug i Schweiz i 2022. Der er tale om en kiste, der kan printes med en 3D-printer, og ifølge opfinderen tilbyder et miljøvenligt exit fra livet. Maskinen dræber brugeren ved hjælp af flydende nitrogen, og det kræver ikke en læges godkendelse eller medvirken, hvilket ifølge opfinderen er en positiv ting.

Men denne uhyggelige ”lette løsning” har medført voldsom og berettiget kritik fra blandt andet lægetisk hold. Og indtil videre har ingen klinikker i Schweiz takket ja til maskinen, skriver bladet Sygeplejersken.