Moussa har ledt 700 muslimske nomader til Jesus

For over 20 år siden skrev jeg en lille artikel om ”Mussas 100 kristne nomader” i Udfordringen og i en lille bog med humoristiske glimt fra Afrika.

Det specielle ved Mussa var, at han gik med turban og havde valgt at bo sammen med nogle ret vilde wodaabe-nomader, som rejser på kryds og tværs af landene med deres store kvægflokke. Wodaabé-klanen er de vildeste af fulanerne, som er en stor stamme på ca. 50 mio. De er næsten alle muslimer, men deres ”sorte islam” er blandet op med animistisk religion – dvs. fyldt med overtro og frygt og mærkelige ritualer. (Jeg har skrevet et lille hæfte ”A Guide to the Fulani People”, som kan bestilles eller downloades på Hosianna.dk).

Moussas stærke kald

– Gud har gjort det sådan, at jeg ikke kan holde ud at se en fulaner, uden at jeg må prøve at dele evangeliet med ham… Jeg har ikke fred i hjertet, hvis jeg lader være, fortalte Moussa dengang.

Moussas stærke kald begyndte allerede i 1982. Han var selv oprindeligt muslim, da han flyttede til det sydlige Tchad. Her omgikkes han mest muslimer, fordi han – ligesom andre muslimer – syntes, at de ”kristne” levede et dårligt liv med bl.a. druk og prostitution.

Men til trods for dette begyndte Mussa at studere, hvad Koranen fortalte om Jesus. Og det gjorde ham interesseret i at vide mere. Det endte med, at Mussa indså, at kristendommen virkelig var sandheden – selv om de såkaldte kristne ofte opførte sig forkert. En dag læste Mussa i Bibelen, at der ikke er givet mennesker noget andet navn, hvorved de kan frelses end Jesus Kristus.

– Jeg forstod, at alle de pæne og belæste muslimer, som jeg kendte, også ville gå fortabt, fordi de ikke ville tro på Jesus som frelser. Det rørte mig så meget, at jeg brød sammen i gråd. Herefter kunne jeg ikke se en muslim uden at jeg i det mindste forsøgte at fortælle ham om Jesus. Og det var ikke ufarligt, husker Mussa.

Fra 1993 gik han fuldtids ind i arbejdet blandt de muslimske nomader:

“Det år oplevede vi ved Guds kraft de første frugter, efter at jeg uafbrudt havde rejst mellem wodaabe-nomaderne midlertidige lejre. Nogle gange rejste jeg tre uger ad gangen sammen med dem, hvor vi tørstede, sultede og var udmattede. Og moskitoerne stak os. Hvor der er køer, er der altid myg. Da jeg vendte tilbage fra rejserne, spurgte folk mig: Er du syg? Nej, svarede jeg. Men jeg kan ikke holde mig i ro. Mit hjerte er altid i bushen.

Moussa er gift med Kélo Marthe og far til fem børn, men han har ofte måttet undvære sin familie for at rejse. Allerede dengang for 20 år siden kunne han fortælle, at 100 wodaabe-nomader var blevet kristne.

Den hvide kvinde i Goudoum-Goudoum

Nogle år senere besøgte jeg denne kristne gruppe på deres boplads i bushen ved Goudoum-Goudoum ca. 200 km. syd for hovedstaden N’Djamena i Tchad.

Vi havde kørt i mange timer, og der var kvælende varmt. Så jeg havde mest lyst til at komme videre. Men da vi gik rundt mellem græshytterne, overhørte jeg en bemærkning fra min ven pastor Silas: ”Var det her, den hvide kvinde boede?” spurgte han. – ”Ja, det var her,” svarede Mussa.

Lidt efter lidt fik jeg så historien om denne ”hvide kvinde”. Hun hed Sarah, var ca. 40 år og kom fra England. Hun var med som sekretær for en engelsk generalsekretær ved en konference om fulanere i Cameroun.

Her mødte hun en ung fulaner, som var blevet kristen. Abubakar havde faktisk bragt kristendommen til sin landsby i Tchad. Nu boede han hos pastor Silas, som forsøgte at hjælpe ham og lære ham et håndværk, så han kunne klare sig selv.

Sarah havde ikke tidligere været i Afrika, og alt var bare eventyr for hende. Abu havde et stort kruset hår og var malet eller tatoveret i ansigtet og på armene. Sarah blev straks forelsket i ham, selv om han måske kun var 20 år. De flirtede i løbet af konferencen. Og da hun kom hjem til England, sendte hun et brev til ham. Et kærlighedsbrev.

Silas måtte læse det højt for Abu, som ikke kunne læse.

– Oh, I love you… I long for you… Og den slags. Det var temmelig pinligt for os begge. Vi rødmede og vendte ansigtet bort, fortalte pastor Silas.

Men Abu dikterede et svar til hende, som Silas skrev. Senere kom der endnu et brev fra hende. Og her fortalte hun, at hun ville komme til Afrika for at møde ham igen. Og det gjorde hun.

– Hun landede i N’Djamena. Jeg og nogle ledere fra kirken tog imod hende i lufthavnen. Straks, hun fik øje på Abu, kastede hun sig om halsen på ham og kysede ham. I lang tid! Vi vendte os forlegne bort… Hun kyssede ham i al offentlighed… Det var svært for os at se på. Men vi kørte hende til et hotel. Og der fortalte hun os, at hun ville giftes med Abu. Det var dét, hun var kommet for, og det skulle ske nu. Nu!
Hun havde endda efterladt sine børn i England for at leve resten af sit liv primitivt sammen med Abu. Men fordi hun var fraskilt, ville kirkens folk i Ndjamena ikke umiddelbart gifte dem. De forsøgte at tale hende fra det, men så blev hun vred.
I stedet opsøgte de nu en muslimsk mullah og blev gift på den muslimske måde. Hun tog sig et også nyt muslimsk navn, Miriam.

Uro i landsbyen

De slog sig nu ned i Abus landsby i nærheden af Goudoum-Goudoum. Hun boede i en lille hytte af flettede grene midt inde i bushen.
Abus familie tog venligt imod hende. De øjnene økonomiske muligheder. Hun lovede, at hun ville få oprettet en klinik og en skole.

Men faktisk betød deres muslimske ægteskab problemer for den lille kristne landsby. For nu fik de muslimske mullaher øje på landsbyen, som jo havde forladt islam. Og de kom og prædikede om ”den sande tro”. De bragte også gaver. Og mange i landsbyen vendte tilbage til islam. Og det blev svært for dem, der ikke ville forlade deres nye kristne tro.

Alt sammen på grund af en forelsket kvinde i midtvejskrise…

Abu vil skilles

– Nu skete der dét, at Abu blev træt af hende. Hun var mere besværlig end de afrikanske kvinder. Hun var ikke vant til at underordne sig. Hun ville endda bestemme over ham, og det reagerede han voldsomt imod. Abu så også, hvad der skete med landsbyen, og han var ikke glad for, at så mange forlod deres kristne tro.
Så han sagde til hende, at hun var en ond kvinde, som havde bragt strid ind i hans landsby. Han sagde, hun skulle rejse hjem, hvor hun kom fra. Men det ville hun ikke.
Så ville han skilles fra hende. Han sagde det offentligt tre gange, som muslimske mænd har for vane, når de vil skilles. Så er det officielt. Og så rejste Abu sin vej. Han rejste tilbage til Cameroun, mens hun blev tilbage i Tchad. Hun troede, han ville komme tilbage. Men han kom ikke.

Kvinden alene og syg

Dér sad hun så i sin hytte, alene, uden de bekvemmeligheder, hun var vant til. Det var hårdt for hende. For der bliver meget hedt i bushen. Og der er ingen air-condition. Selv nætterne er varme. Og der er moskitos og slanger, mus og rotter. Og hun begyndte at blive syg. Hun tabte vægt. Blev radmager.

Efter at hun havde været syg i en måned, stablede de hende op på et æsel og trak hende de tyve kilometer ud til hovedvejen. Her var der en klinik, hvor de måske kunne behandlede hende.

– Men allerede undervejs til klinikken døde hun, fortæller Mussa, mens vi følges ad fra en by til en anden. Han kunne supplere de oplysninger, jeg tidligere havde fået fra Silas.

– De fik liget sendt afsted til Ndjamena, hvor hun blev anbragt i et lighus. Her lå hun i tre måneder. For ingen kendte noget til hende. Silas sendte besked til den organisation, hun havde arbejdet for. Og generalsekretæren kom straks og undersøgte sagen. Men der var jo ikke noget at gøre. Det endte med, at moderen betalte for at få liget af datteren bragt til England, hvor hun blev begravet.

Spredt i mange lande

Efter denne sørgelige historie vendte mange i landsbyen tilbage til kristendommen. Men muslimerne havde nu fået øje på landsbyen og de slog sig ned i nærheden.

– Det var meget vanskeligt. Vi kunne ikke blive. Vi besluttede derfor, at vi ville rejse fra Goudoum-Goudoum. Nogle rejste til Cameroun, andre til Nigeria, Niger, Centralfrika – og jeg rejste selv nordpå til det sted, hvor vi nu bor en gruppe i ”Den Gode Hyrdes Fællesskab”, fortalte Mussa.

– Selv om det var forfærdeligt, hvad den hvide kvinde bragte over os, så vendte den gode hyrde det til velsignelse. For jeg havde oplært nogle til at være åndelige hyrder for de forskellige grupper. Så i dag er der flere kristne fællesskaber i flere lande, og de vokser både åndeligt og i antal. Vi er nu omkring 700, slutter Moussa med et stort smil.

– Den gode hyrde sørger for os på alle måder.