Præst indsættes i Hedensted – under ’regnbueprotester’

Indsættelsen af Michael Henning Olesen Høj er blevet centrum i en ophidset debat om folkekirkepræsters ret til tros- og samvittighedsfrihed.

Store Dalby Kirke på Dalbyvej i Hedensted byder hele to nye præster velkommen ved en reception i Kirkecenteret den 6. februar kl. 14. Cand. theol. Michael Henning Olesen Høj blev ordineret i Haderslev Domkirke den 1. februar og skal være sognepræst i St. Dalby og Hedensted kirker.

Michael Henning Olesen Høj, der har taget sin bacheloruddannelse på MF, afsluttede pastoralseminariet i december og bliver nu indsat i sit første embede.

De seneste uger har der i medierne været en del fokus på, at den nye præst ikke vil vie samkønnede par, og det har vakt harme i LGBT+ samt nogle politiske partier. Socialistisk Ungdomsfront i Vejle vil ifølge DR.dk stå udenfor kirken ”med regnbueflag for at protestere mod det, som de kalder homofobi og et forældet kvinde- og familiesyn”.

Den nye sognepræst har ikke ønsket at udtale sig i denne situation, men han har tidligere udtalt til Horsens Folkeblad: ”Det er med blødende hjerte, men jeg må sige nej til at vie homoseksuelle og fraskilte”.

I hsfo.dk forklarer Michael Høj, at hans holdning skyldes ønsket om at handle i overensstemmelse med Bibelens ord.