Profeten i sort – Johnny Cash – 90 år

”Du har fået en gave. Du skal synge”, sagde hun. ”Gud har lagt sin hånd på dig. Du skal sprede Guds budskab”(Robert Hilburn)

26. februar i år kunne den amerikanske folk-, gospel- og countrysanger, sangskriver og skuespiller Johnny Cash være fyldt 90 år. Samtidig hermed er det 66 år siden, han fik sit endelige gennembrud med førstepladsen på countrymusikhitlisten i USA med titlen ”I walk the line”.

Han blev en af de mest indflydelsesrige og prisbelønnede amerikanske musikere i det 20. århundrede og regnes for countrymusikkens største skikkelse, eller som det hedder i en af hans gospelsange: ”The greatest cowboy of them all”. Gospel betyder som bekendt evangelium, og der er vel næppe andre countrysangere, for hvem evangeliet, de gode nyheder, har betydet så meget som for Johnny Cash.

Han blev født i 1932 og døde i 2003, og kunne således som kollegaerne Willie Nelson (født året efter) og Kris Kristofferson (født i 1936) have levet og turneret endnu, selvom der er gået 19 år siden hans død.

Han er langt fra glemt, hvilket man især oplever, når såvel hans yngre bror Tommy og datteren Rosanna med års mellemrum kommer til Danmark som kopi-bandet The Johnny Cash Roadshow og spiller faderens repertoire med overbevisning – men også via stadige albumudgivelser.

Forlaget Klim udgav i efteråret 2015 den vel nok endelige biografi over denne kulturpersonlighed med titlen ”Johnny Cash – et liv”. Der er skrevet en del andre biografier, og Johnny Cash har selv skrevet to selvbiografier, men når man læser denne af amerikaneren Robert Hilburn, er det som om, at man får kunstneren og mennesket Jonny Cash helt rundet af.

Man er kommet i mål, for langt om længe får man fastslået og vægtet, at Johnny Cash primært var en stærkt religiøs mand, der i kraft af sin tro brugte sit sangtalent som profet for den kristne Gud og dennes budskab om kærlighed og retfærdighed på jord.

Johnny Cash havde en barsk opvækst i en søskendeflok på syv på et slags statshusmandsbrug i Arkansas i USA under depressionen, hvor man dyrkede bomuld og sled dag ud og dag ind med det manuelt prægede arbejde. Familien var baptister og inderligt religiøse, så Johnny fandt hurtigt en trøst i sin kristne tro.

Musikken mødte han primært hos sin mor, som lærte ham at spille guitar og synge gospel, og han skrev sine første sange som tolvårig. Som ung var stemmen tenor, men blev senere afløst af den velkendte basbaryton.

”Og jeg kom til at tro på en magt meget større end mig. Jeg kom til at tro, at jeg havde brug for hjælp til at komme videre. Som i en slags barnetro gav jeg op og gav ham en chance, og jeg kom til at tro på en magt meget større end mig”(min oversættelse fra ”I came to believe” (2006)

Som det ses i den udmærkede biografiske film ”Walk the line” fra 2005 mødte Cash sin første hustru i 1951, som han blev gift med efter hjemkomsten fra militært ophold i Vesttyskland, og flyttede til musik-mekkaet Memphis. Hans store gennembrud kom som nævnt med ”I walk the line” i 1956 og derefter fulgte hit på hit og vedvarende opslidende koncertturneer og TV- og filmoptrædener.

For at klare presset kom han udover brug af spiritus via rådgivning fra bl.a. Elvis Presley hurtigt ind i et umådeholdent forbrug af amfetaminpiller, som kunne holde ham vågen i flere døgn.

Op gennem 60’erne mødte han fra tid til anden den tre år yngre June Carter fra den kendte religiøse Carter gospelfamilie, og i 1968 blev de gift med hinanden efter begge at være blevet skilt fra tidligere ægtefæller.

Her besluttede Cash sig for at lægge stofferne på hylden. Det holdt i syv år, og i tiden frem til 1992 var han on/off stofferne.

Ægteskabet med June Carter betød bl.a., at han udover sine utallige evangelisk prægede og gudshyldende tekster i 1973 sammen med vækkelsesprædikanten Billy Graham producerede en 1 times dramadokumentar med titlen ”Gospel Road”, der var optaget i Israel og fortalte om Jesus’ liv og død. Og i 1987 supplerede han med en slags roman med titlen ”Man in White” om Paulus og hans tidlige liv og omvendelsen til kristendommen.

Johnny Cash havde tilnavnet ”Manden i sort”, fordi han altid var klædt i sort. Nogle kaldte ham derfor Bedemanden. Årsagen havde med hans generelle generthed, ydmyghed og sortsyn på tilværelsen at gøre. Han beskæftigede sig med alvorlige ting, og han ønskede med farven at gøre opmærksom på alle fattige, syge, sultne, udstødte og kriminelle med kummerlige tilværelser.

Det var også disse minoriteter, der havde en betydelig plads i hans tekstunivers, hvor han opfordrede dem til at finde Gud. Midt i 70’erne faldt populariteten noget, og et samarbejde med musikforlaget Columbia ophørte i 1986. Fra midt-firserne var Cash med i succes-kvartetten ”Highwaymen” sammen med Willie Nelson, Waylon Jennings og Kris Kristofferson, som også blev fulgt op af en del filmroller – oftest i den oplagte western-genre.

Omkring 1990 mødte han desuden musikproduceren og rapperen Rick Rubin, med hvem han kom i gang med en række albums med fællestitlen ”American recordings”, som vækkede interessen for Cash på ny, og hvor han var næsten som nyfødt: Her mødte man en Johnny Cash med en intens og næsten nøgen vokal og meget enkel musik ledsagelse, skåret helt ind til benet.

I perioden frem til nu har det givet efterudgivelser, som i 2010 betød den sjette titel i rækken af ”American recordings”.

På hans 87. og sidste studiealbum fra 2002 – hans sidste mens han selv levede, der dog først udkom et par måneder efter hans død, – hedder det i titelnummeret ”The man comes around”: Der er en mand, der går rundt og noterer navne. Og han bestemmer, hvem der skal slippe og hvem, der skal dømmes. Alle vil ikke blive behandlet på den samme måde. Der vil komme en gylden stige ned, når manden kommer (min oversættelse).

Johnny Cash var stor misbruger af amfetamin og barbiturater og led på det tidspunkt af Parkinsons sygdom, KOL fra cigaretter, balance-, nerve-, hjerte-, syns- og kæbeproblemer. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Cash følte livets ende nærme sig, og at det er Gud, der er manden i sangen, og at stigen er Jakobsstigen – fra beretningen i Det gamle Testamente – som Cash selvfølgelig håbede på at kunne komme til klatre op ad.

Gud vil tænke på mig, når venner glemmer det og ikke forstår mig. Gud vil styrke mig, når jeg er svag og har brug for en hjælpende hånd. Når ingen forstår eller giver en hjælpende hånd. Når ingen vil det, vil Gud, når ingen vil, vil Gud (fra albummet Hymns(1959)
Man får det yderligere uddybet i musikvideoen fra sangen ”Hurt” fra samme album, hvor han sammenligner sig selv med en Jesus med tornekrone.

Sjældent har man set en så ældet og nedkørt, men stolt troende kunstner brillere i sit livs sene aften. Han døde syv måneder senere i 2003 og havde mistet sin seneste hustru få måneder før.

En stærk religiøs tro, mindreværdsfølelser fra barndommen fra en dominerende far, som langt om længe kom til at værdsætte sønnen, generthed, rastløshed og en evig mangel på penge på grund af vedvarende overforbrug prægede hele Cashs karriere. Så han måtte på landevejen uafladeligt hele tiden. Han sled for sine nærmeste, men også for udbredelsen af sin tro.

Så når man nu læser Robert Hilburns bog, kan man som kristen kun få yderligere lyst til at lade sig inspirere af Johnny Cashs omkring 700 sange udgivet på henved 100 album. Han var profeten i sort, og han fulgte, som skrevet i mit indledningscitat, sin mors opfordring til at synge og sprede Guds budskab, og han er ikke erstattet af en tilsvarende kraft endnu. Længe leve Johnny Cashs sange og mindet om ham. Han var en sjældent kompromisløs og autentisk kristen kunstner.