Sange til eftertanke
Sara Groves er en amerikansk kristen sangerinde, pladeproducer og forfatter. Dette er hendes album nr. 14.
Sara Groves har lavet et meget eftertænksomt, stille og lidt melankolsk album. Hendes dybe fyldige stemme giver en ro over sangene, og albummet er meget akustisk. Så hvis man forventer et album med masser af pop og up-tempo musik, så vil man blive skuffet.
De fleste sange er fine popsange/ballader, med små historier. Teksterne kræver, at man lytter godt efter, hvis man skal have noget ud af det. Ved første lytning kan det lyde kedeligt og ensartet, men efter nogle aflytninger fanger man de fine detaljer, og nogle af melodierne sætter sig.
Det er ikke et ”kristent” album som sådan. Der er ikke en masse tekster om Gud og Jesus, men mere om livet som det leves. Om krig, smerte, kærlighed og håb.
Sangen ”Loving a person” er min favorit. Her synger hun bl.a.:
Loving a person just the way they are, it’s no small thing/ Loving a person right where they are, it’s the whole thing /Loving me right where I am, it’s no small thing /It takes some time.
Oversat: At elske et menneske, præcis som det er, er ikke nogen lille ting/ At elske et menneske lige hvor det er, er en stor ting/ At elske mig, hvor jeg er, er ikke nogen lille ting / det tager tid.
Dette er et album, som man får mest ud af, hvis man sætter sig ind i teksterne. Når man så har fået fat i dem, kan det være rart at lytte til, når man har brug for noget roligt musik i baggrunden. Når jeg kalder det melankolsk, er det fordi jeg oplever et album med en lidt trist, alvorlig undertone, uden at det bliver for meget. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Sara Groves er en kvinde med noget på hjerte.
Kunstner: Sara Groves
Titel: What makes it through
Stil: Pop
Tilgængelighed: Spotify m.fl.