Storbritannien: Ny lov skal sikre børn mod online porno
Den britiske regering har med en ny lov forpligtet websites med pornografisk indhold til at hindre børn i at få adgang til disse sider, skriver Premier Christian News.
Ifølge den nye Online Safety Bill skal der sikres grundige tjek af brugernes alder, så pornosiderne kun kan ses af folk over 18 år. Det betyder i praksis, at brugere skal vise officiel ID for at få adgang til siderne.
Under offentliggørelsen af planerne sagde digital-minister Chris Philip: ”Det er alt for let for børn at få adgang til online porno. Forældre fortjener at have den fred i sindet, at deres børn er beskyttet online fra at se ting, som børn ikke bør se.”
Ministeren fortsatte:
”Vi styrker nu Online Safety Bill, så den gælder alle pornosider, for at sikre, at internettet bliver et mere sikkert sted for børn.”
Premier’s CEO, Peter Kerridge, glæder sig over loven og ser den som et tegn på, at kampagnen ”Safety Net: Help Protect our Kids from Porn”, hvor folk har sendt støttebreve og emails til parlamentsmedlemmerne, har virket.