Den ortodokse kirkes blodige broderstrid i Ukraine/Rusland

Den kyniske, manipulerende og skrupelløse diktator Vladimir Putin ses i adskillige pressefotos i andægtigt selskab med den russisk-ortodokse kirkes overhoved, den 76-årige Kirill i Moskva, der tilsyneladende er en fan af Putin, som han støtter i den igangværende aggression og invasion af Ukraine.

Ukraines ortodokse kirke, hvis teologi og lære er identisk med den russiske, ønsker forståeligt nok ikke at være underlagt Moskva-patriarkens lederskab, hvilket ville være et knæfald for Putins Rusland. Putin, hvis KGB-fortid formentlig stadig sidder tungt og tykt i blodet på ham, profileres som troende, hvad næppe står til troende, i hvert fald ikke som en Kristus-troende, der følger evangeliets lære om uselvisk næstekærlighed og forsoning – ”sandheden tro i kærlighed”, taler Paulus om i Efes.br. 4:15, men sandheden er i politik altid kun relativ, medens den for en Kristi efterfølger er absolut og ikke kan gradbøjes.

Den religiøse dimension i broderstriden fylder kun lidt i den sekulære presse, hvor vi til gengæld hører om ”afskrækkelsesvåben”, mere el. mindre vilkårlige bombetogter, klyngebomber og ukontrollerede missilangreb, og her i Vesten får vi nærmest at vide, at krigen er en kamp mellem de gode (Vesten) og de onde (Putin & Co.).

Men så sort-hvid er krig ikke, hvor sandheden som bekendt altid bliver krigens første offer, hvor løgn rask væk bliver til sandhed og omvendt.

Kristeligt Dagblad er dog begyndt at spørge ind til det religiøse, fx i en fyldig artikel af 25.2.22 med titlen ”Broderfolk kæmper om den ortodokse sjæl”. Det er sørgelig læsning. Vi har ret til at spørge (lidt naivt måske):

Har de ortodokse kirker på begge siden af grænsen ikke den samme Bibel? Bekender de sig ikke til det samme evangelium om den korsfæstede og opstandne Frelser? Mener de, at evangeliets unikke lære er noget, der kun skal dyrkes indenfor kirkernes tykke mure? Hvor er den ortodokse leder, som tør sige til den skinhellige Putin: ”Det, du gør mod vort broderfolk, er ondt og en hån mod kirkens Herre, og du vil før eller siden pådrage dig Guds retfærdige vrede og dom!” Men et sådant sandhedens øjeblik for Putin vil selvfølgelig være utopi på denne side af evigheden.

Også i Vesten lurer løgnen, f.ex med klicheen: ”Man skal ikke blande religion og politik sammen – hver ting til sin tid!” Men det er jo løgn. Henrik Ibsen siger i et af sine skuespil: ”Tager du løgnen fra mennesket, tager du fra ham hans håb!” Sådan bedøvende orgelbrus er det i både den politiske og religiøse verden, fuld af falske forhåbninger, hvor løgnen typisk dyrkes særligt besnærende i kirkeligt regi med pomp og pragt, vellugtende røgelse og dulmende orgelbrus.

Vi fra den gemene hob taler selvfølgelig med hinanden om krigen og spørger i denne tid ikke så meget til det sædvanlige: Hinandens helbred, familie og børn, om arbejde og lignende uforpligtende trivialiteter. Det er den nye, forløjede ”verdensorden”, der presser sig på.

Som kristen deltager jeg selv gerne i den slags samtaler som en anledning til sammen med mine trosfæller at bede og åbne Bibelen, som er aktuel nu som aldrig før.

Jeg elsker at citere afdøde evangelist Billy Graham, som på en pressekonference i Göteborg engang i 1980’erne blev spurgt om, hvordan han så på hele verdenssituationen? Han svarede sådan omtrent: ”Jeg er i grunden optimist, for jeg har lige læst Johannes Åbenbaring, og det ender jo godt!”

Til det enkelte menneske, som opsøger mig uden dog at ville have med Gud at gøre, er dagens alvor mig en gylden anledning til at lade evangeliet slippe løs, og til en ateistisk bekendt, som ind imellem besøger mig, kunne jeg med en tillempning af Paulus’ ord i Ap.G. 26:29 sige ærligt til ham:

”Jeg ønsker inderligt, du vil få det, som jeg selv har det, for du aner ikke hvor lykkelig jeg er – selv nu!” Han vil gerne diskutere religion med mig, men ikke høre tale om nogen omvendelse, som han bare ryster på hovedet af.

Jeg talte netop med en gammel skolekammerat, en af pigerne fra de romantiske skoleår, men nu en svækket, gammel kvinde. Samtaleemnet var uundgåeligt, da hendes svigerdatter er russer. Nu handler det pludselig ikke om vore fælles dårligdomme, så en ny anledning for evangeliets gode nyheder blev givet. Udenfor kirkemurene vel at mærke!

Jeg læste netop de kendte ord fra 2. Kor. 5:19: ”Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet Han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen (dvs. forsoningen) lyde iblandt os.” Da slog det mig: Denne ”forligelsens tjeneste” er fremmed for vore halv- eller helreligiøse statsmænd, både i øst og vest, af den simple grund:

De mangler i de fleste tilfælde selv at blive forligt med Gud på et personligt plan – ja, at kunne bede tolderens bøn: ”Gud! vær mig synder nådig!” (Luk. 18:13). Ordret på grundteksten står der: ”Gud, bliv forsonet med mig, synderen!”

Har vi som tolderen i lignelsen oplevet dette mirakel, har vi virkelig noget glædeligt at gå videre med til andre i alle mulige sammenhænge, uanset de mørke skyer, der trækker sig sammen over Europa.

En ældre nordmand fortalte mig engang om 2. verdenskrig i Norge og sagde: ”Det var en ond tid – men det var også en god tid!” Han mente selvfølgelig rent åndeligt, hvor der rundt omkring i landet var åndelige vækkelser. Min norske ven og evangelist John Olav Larsen, som Gud brugte til mange sjæles frelse i Norge, blev engang spurgt af en journalist: ”Hvad er vækkelse?” Han gav dette gode svar: ”Vækkelse er, når mennesker begynder at spørge efter Gud!”

Lad den nuværende alvorlige situation i Europa være aldrig så alvorlig – kan vi ud fra Bibelen vente noget andet? – den kan blive en anledning for evangeliets vidnesbyrd. Måske er der midt i al elendigheden nogle, der spørger efter Gud!