Kim Hartzner er taget til Ukraine for at hjælpe til
Fredag rejste Kim Hartzner til Ukraine for at tilse det enorme arbejde, der udføres af ”10forty”s kirkepartner i landet, som har base i Lviv og har kontakter i hele Ukraine.
– Målet med rejsen er at maksimere indsatsen, så vi kan få endnu mere nødhjælp ind i landet og udnytte den helt centrale placering, som kirkenetværket har med at bringe nødhjælp ud, fortæller Kim Hartzner til Udfordringen før afrejsen.
Kim Hartzner var tidligere generalsekretær for Mission Øst, som han grundlagde sammen med sin far René Hartzner. Kim oprettede efter bruddet med Mission Øst et nyt missionsselskab ved navn ”10forty”.
Her arbejder han også sammen med kirker i Ukraine:
– Vores kirkenetværk har et kæmpe logistisk setup efter at have fået støtte fra Skandinavien gennem 30 år, og det er samme netværk, jeg selv var med til at støtte med nødhjælp, da jeg forulykkede slemt i januar 1992 og måtte flyves hjem med ambulancefly, fortæller Kim, der er rejst til Ukraine sammen med logistikchefen.
– Fra deres base i Lviv med lager og lastbiler kører de rundt i hele Ukraine, også til byerne Kiev, Sumy, Kharkiv og Mariupol. Vi finansierede den første transport, efter krigen brød ud den 25. februar, med fødevarer og hygiejneartikler, og siden er det gået slag i slag.
Mission Øst er fortsat engageret i sit eget store hjælpearbejde.