MF-lærer er gæstelærer på universitetet i Godthåb
Afdeling for Teologi på Grønlands Universitet har inviteret professor, dr. theol. Kurt E. Larsen til at være gæstelærer i foråret.
Kurt E. Larsen, som til dagligt arbejder som professor i kirke- og misionshistorie ved Menighedsfakultetet i Århus, rejste den 11. marts til Nuuk for at være gæstelærer i kirkehistorie på Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik). Kurt vil undervise i Nuuk de første uger, hvorefter han afslutter semesteret med online-undervisning fra Aarhus.
Hans Egede
Kurt E. Larsen har i de senere år arbejdet med Hans Egedes liv og teologi og har bl.a. udgivet artiklen ’Hans Egedes mageløse udholdenhed’, der er tilgængelig online fra Norsk Misjonstidsskrift. Nu befinder Kurt sig for første gang selv i den by, som Hans Egede grundlagde under navnet Godthåb.
Stor viden
Kurt E. Larsen er dr.theol. og tidligere sognepræst. Han har i februar udgivet en bog med titlen Kirkeretninger i Danmark – Kristendommens veje fra oplysningstid til nutid, som netop er anmeldt i Udfordringen af Stig Christensen. Hans doktordisputats fra 2015 handler om Christian Bartholdy, vækkelseskristendom og dansk kirkeliv – studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960.
Derudover har han udgivet talrige bøger og artikler indenfor området. Han har i mange år forsket i og beskæftiget sig indgående med de seneste tre hundrede års danske og amerikanske kirkelige forhold og traditioner.