Og pludselig ligger man der og beder til en klump metal…

Billedet viser ”Mooby the Golden Calf.” Han er sådan en art baggrundsjoke i instruktøren Kevin Smiths film-univers. Børne-tv, bamser, blade, fastfoodrestauranter og forlystelsesparker er alle sammen er bygget op om Mooby The Golden Calf.

Ørehængeren, som alle børn går og synger med på, lyder:
Oh sweet Bovine, our lives to you we vow!
We want him now! That Mooby Cow!
’Cause we’re all soldiers in the Mooby Troops, Ka-Pow!
(Åh kære Bovine, vi skylder dig vores liv,
Vi vil have ham nu! Den Mooby kalv!
For vi er alle soldater i Moobys hær, Ka-Pow!)

Det er en genial kulturel kommentar, og der gik lige lidt længere, end jeg har lyst til at indrømme, inden jeg kom til at tænke over, at en gylden kalv måske var en bibelsk reference og ikke bare Mickey Mouse med horn.

Aron er nærmest som sådan et barn, når han hopper med på galejen. Folket opgiver lynhurtigt alle deres smykker, og en statue, de lige har set blive bygget, bliver helt gnidningsfrit udnævnt til: ”Din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.” Altså.. Det ved de da godt, at den der statue ikke har? De ved da godt, at de lige selv har lavet den?

Det er selvfølgelig en slags teater. For igen: det er jo bare en kold statue. Men teater af den art, man ikke kan være med i ret længe uden selv at blive en del af det. Uden stille og roligt at blive overbevist, når man har sunget omkvædet nok gange.

I Salme 115 er det, som om det nærmest er denne situation, salmisten kommenterer på:

”Hvorfor spørger folkene:
»Hvor er deres Gud?«
når vores Gud er i himlen
og gør alt, hvad han vil?
Deres gudebilleder er sølv og guld,
menneskehænders værk.
Nok har de mund, men de kan ikke tale,
nok har de øjne, men de kan ikke se,
nok har de ører, men de kan ikke høre,
nok har de næse, men de kan ikke lugte.
De har hænder, dem kan de ikke føle med,
de har fødder, dem kan de ikke gå på;
der er ikke en lyd i deres strube.
Sådan bliver også de, der har lavet dem,
alle, der stoler på dem.”

Salmisten demaskerer gudebillederne. De kan godt se ud, som om de har alt det, der skal bruges: mund, øjne, ører, næse, hænder, fødder. Der er bare ikke noget af det, der duer.

Vi falder også i

Og det værste er, at det går den samme vej med mig, når jeg laver og stoler på sådan nogle gudebilleder. Så mister jeg også evnen til:

– at tale sandt om mig selv og mennesker omkring mig.

– at se, hvad det egentlig er, der sker omkring mig.

– at høre, hvad det egentlig er, der bliver sagt.

– at lugte, hvad det egentlig er, der er på spil.

– at føle, hvad det egentlig er, jeg har med at gøre.

– og til at gå igen, når det er tid til det.

Vi er nogle stivnakkede typer, vi mennesker. Vi kan gå forbavsende mange gange tilbage til noget, der har vist sig ikke at virke alligevel.
Så hvis det er det, vi skal vente på – at vi bare får taget os nok sammen og får brændt alle afguderne og smidt alle skærmene ud – ja, så kommer vi nok til at vente rigtig længe.

Men Gud kommer os i møde

Derfor er det fantastisk at have en Gud, der handler. Som kommer os i møde. Bliver menneske og tager del i alt det menneskelige, i stedet for at sidde og vente på, at vi har fået tilstrækkeligt bløde nakker til at kigge bagved guldkalven.

I den videre beretning ender Moses med at gå i forbøn for israelitterne. Tilbyder endda sit eget liv i stedet for deres. Og peger på den måde frem mod Jesus, der skal komme og gøre lige præcis det.

Og det stopper ham heldigvis ikke, at jeg kan have nok så travlt med alt muligt andet. Tror at det er en gammel eller en ny guldkalv, der skal redde mit liv. Det gør nok hans arbejde noget mere besværligt med at få kontakt til mig. Men det fjerner ikke det, at han har ofret sig for mig. At jeg har at gøre med en Gud, der faktisk kan se mig. Tale til mig, høre mig, (lugte mig?) røre mig og gå foran mig.

Det er sådan en Gud, der er værd at tro på. Som sætter mig lige midt i den virkelighed, der er omkring mig, og hjælper mig til at forholde mig til den, som Gud forholder sig til den.

Prædikentekst: 2. Mos. 32,1-9

Guldkalven

1 Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”

2-3„Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.
Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron.

4 Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

5 Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”

6 Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.

7 Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd.

8 De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

9Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt.