DBI’s rektor går på pension
Den 1. august 2022 fratræder Dansk Bibel-Instituts rektor gennem 17 år, Børge Haahr Andersen.
Selv om det er tid til pension, vil Børge Haahr Andersen dog også de næste 4 år være tilknyttet Dansk Bibel-Institut med enkelte undervisningsopgaver og opgaver som rejsepræst. Børge Haahr Andersen begyndte selv som teologistuderende i 1978 og var i sin studietid aktiv på Dansk Bibel-Institut i en række udvalg. Senere sad han i bestyrelsen en kort tid, før han blev valgt som rektor i 2005.
Kollega og medarbejder gennem mange år Finn Aasebø Rønne, professor i kirke-og missionshistorie, dr.theol., udtaler: ”Børge har været en god og vellidt personaleleder, som har sat sit præg på hverdagen med sin underfundige humor og skabt et godt klima for samarbejdet om en fælles sag.
Og så har han sikret et vigtigt generationsskifte i en tid, hvor flere medarbejdere nærmer sig pensionsalderen. Samtidig har Børge udadtil været en tydelig røst i det kirkelige landskab, som mange i DBI’s bagland har sat stor pris på.” Fra formanden for DBI’s bestyrelse, Jens Peter Rejkjær, lyder en stor tak for Børge Haahrs arbejde som rektor:
”Det er en æra på DBI, der slutter med Børge Haahr Andersen. Hans utrættelige, mangeårige og uselviske indsats har betydet, at DBI gennem hele perioden har haft fokus på teologisk forskning og uddannelse i en foranderlig tid med ønske om at opnå nye landvindinger som en teologisk uddannelsesinstitution med høj teoretisk faglighed og samtidig med fokus på brugbarheden i det praksisnære liv. Der skal derfor lyde en meget velment tak for et veludført arbejde som rektor og samtidig en glæde over, at Børge fortsætter sin tilknytning til DBI.”
Børge Haahr Andersen har skrevet 10 bøger om forskellige emner, heriblandt to kommentarer til Lukasevangeliet og tre bøger med fortællinger og opbyggelige pointer fra sin hjemegn og præstetid.
Selv siger Børge Haahr om sine fremtidsplaner: ”Jeg går på pension som 66-årig, men vil de næste fire år, om Gud vil, fortsat være tilknyttet Dansk Bibel-Institut som underviser i praktisk teologi og som rejsepræst. Ellers har jeg hørt, at mit 4. barnebarn er undervejs, og da mine børnebørn alle er utrolig kvikke, regner jeg med at skulle bruge meget tid på dem.”
Børge Haahr Andersen holder afskedsforelæsning på Dansk Bibel-Institut d. 20. maj kl. 16.00