’Du skal være præst’ sagde Jeppes mormor

Som barn tænkte Jeppe, at han helt sikkert ikke skulle være præst. Men skridt for skridt blev han ledt i den retning.

Jeppe Sarkez Möglich er 30 år, cand. theol, gift med Hanna og præst i Københavns Frikirke i Valby. Privatfoto

Jeppe Sarkez Möglich, 30 år, blev kaldet til præst i august 2020 og indsat som præst i Københavns Frikirke, Valby lokation. Da han var 10-12 år sagde hans mormor altid: ”Jamen du skal være præst, Jeppe!” Og han tænkte bare: ”jeg skal ikke være præst, det er da helt sikkert!”.

Første konfrontation med præstekaldet

Hvis vi går langt tilbage, så sagde hans mormor altid til Jeppe, hvordan han mindede hende om hendes svoger Alfred Lorentsen, både i udseende, men også i gestikulationer. Han var præst i pinsekirken Elim, men døde meget tragisk, da han var i begyndelsen af fyrrene. Og Jeppes mormor sagde altid: ”Jamen du skal være præst Jeppe!”

Den gang var Jeppe 10-12 år, og han tænkte bare: ”Jeg skal ikke være præst, det er da helt sikkert. For det første har jeg sceneskræk, og for det andet, så… det skal jeg bare ikke.”

I Jeppes familie er de allesammen musikere, så det var ligesom det, man skulle være, så Jeppe havde egentlig bare tænkt: ”Jamen, jeg skal jo så bare blive god til guitar, og så skal jeg på konservatoriet. Det er det, som mine søskende gjorde, og så må det være det.” Men så fandt Jeppe ud af, at det ikke skulle være den vej alligevel. Dels skulle man øve sig rigtig meget, og dels kunne han godt se, at det ikke var et job, der tiltalte ham. Så efter gymnasiet skulle han finde ud af, hvad det så skulle blive til.

Jeppe havde to sabbatsår efter gymnasiet. Det ene af sabbatårene blev brugt på en lang rejse til Australien og dernedad. Og der begyndte han faktisk at læse en hel del i sin bibel. Egentlig vidste han ikke, hvorfor den var kommet med, men så tænkte han bare, det var jo fint at bruge morgenerne på det. Man vågnede op alle mulige steder, så det var enormt idyllisk lige sådan at sidde der på bagsædet i bilen og læse i bibelen. Og dér begyndte der at arbejde et eller andet i ham om, at ”okay, det kan da godt være, at det kunne være spændende at læse teologi.”

Var kaldet en drøm der gik i opfyldelse?

Jeppe tøver lidt: ”Jeg tror, at det var en drøm, som på en måde var lidt fjern for mig. Men det var både og. Det var jo både en drøm, man frygtede lidt, men samtidig så var det også fantastisk at kunne træde ind i det kald.”

Jeppe så også sig selv som en lidt anderledes præst end de typer, der fandtes i frikirkesammenhæng. Og det var nogle gange svært for ham helt at spejle sig i den type præst, som var meget entreprenant og handlekraftig og vi-skal-bare-der-ud-ad. Jeppe var lidt mere tilbageholdende og egentlig også lidt introvert og kunne godt lide at tænke og reflektere længe over tingene og gå i dybden.

Servicejobs passer til hyrderollen

En gennemgang af de jobs Jeppe har haft, underbygger egentlig hans kald. Han har arbejdet i McDonalds ved kassen, og i Kvickly sad han ved kassen, var i kiosken og i bageren. Han var også barista på en kaffebar, og alle de her jobs var servicejobs, hvor man har med mennesker at gøre. I kiosken i Kvickly måtte Jeppe håndtere mange frustrerede kunder! Nu gik varen igen forkert ind til den forkerte pris, ikke? Og man skulle prøve at lægge en dæmper på det.

Ja, så på en eller anden måde, så passede det jo godt til det pastorale, til hyrderollen. Og selvom Jeppe måske var lidt introvert af natur, så kunne han trække på den erfaring, han havde tillært sig både på arbejdet, men også i kirken og i de ansvarsområder han havde haft der.
”Det har handlet om at se mennesker, lytte til mennesker og betjene mennesker”, slutter Jeppe af.

Et bekræftende syn

Og det følgende skete faktisk efter en gudstjeneste på Frederiksberg for ca. otte år siden. Jeppe havde spillet guitar til gudstjenesten. Og efterfølgende i caféen, kom der en ung pige over til ham og fortalte, at hun ikke havde været i kirken før. ”Hun var fra England og fortalte, at hun havde set et billede, at jeg stod på scenen og forkyndte for en masse mennesker, og skulle lede en masse folk frem til frelse”, fortæller Jeppe.

Jeppe var nok lige begyndt på teologi på det tidspunkt, og hun havde absolut ingen forudsætning for at vide, om han overhovedet var en, der prædikede. Jeppe spillede bare guitar til lovsangen den formiddag. ”Så det var sådan et ord, som der blev gemt i hjertet, og jeg delte det ikke med nogen, men tænkte, ”jamen så må vi jo se”, smiler Jeppe.

Så begyndte Jeppe at læse teologi, og blev mere og mere engageret i kirken i forskellige arbejdsgrene. ”Og så startede der så det her præsteaspirant forløb i Apostolsk Kirke”, griner Jeppe.

Han blev inviteret med. Men han var fortsat uafklaret. Det var først, da han begyndte på sit speciale på teologistudiet og skrev om karisma og kiggede på det fra en akademisk side, at det egentlig for alvor begyndt at spire. ”Men jeg havde altid tænkt ”det skal jo nok ikke være mig. Jeg kunne se mange andre, der var mere egnede til at være præst. De skulle virkelig være desperate, hvis jeg skulle blive kaldet,” griner Jeppe.

”De skulle virkelig være desperate,
hvis jeg skulle blive kaldet”

Jeppe begyndte så som aspirant hos Joel Bagnall, som er præst i Lyngby, og ligeledes hos Jacob Viftrup, som er præst på Frederiksberg. De var meget sammen og snakkede meget. Og han blev udfordret til forskellige opgaver. ”Nu har jeg min teologiuddannelse, og så kan jeg prøve at søge en Ph.D eller et eller andet”, tænkte Jeppe.

Så der var ikke en brændende tornebusk, som sagde: ”Jeppe, du skal være præst!” Men… der var noget, der arbejdede i ham. Han blev meget inspireret af de mennesker, han omgikkes. Og en dag i august 2020 spurgte Jacob ham så, og her kommer det konkrete ydre kald, som man kunne forholde sig til. Et menneske som spurgte dig: ”Vil du være præst?”

En ny bekræftelse

Og den skulle han så tygge lidt på. Da Jeppe gik ud ad døren efter den samtale, som ingen kendte til, kom der én over til ham og fortalte, ”at han bare så for sig, at Jeppe måske skulle være præst eller stå i spidsen for en menighed eller sådan noget.”
”Så ok, der tog jeg nok beslutningen” siger Jeppe.

Selv om han så lige ventede et par måneder med at sige ja. Og det handler nok også om, hvem Jeppe er som person, at han gerne vil forstå alle sider af en sag, og at han er ikke meget for de her øjebliksoplevelser. Han har brug for at se, at hans oplevelser med Gud sker over tid, at kunne se tilbage på, hvordan Gud har sørget for ham og hans familie, eller har bevaret ham igennem årene og igennem de ting der er sket.

”Det gør meget større indtryk og bygger min tro meget mere op, end det gør, hvis der lige ryger 10.000 kroner ind ad brevsprækken”, slutter Jeppe.