Hyrden og Kongen

Lad det være sagt med det samme: Denne prædiken skal handle om overvågning, men ikke i politisk eller mediemæssig forstand. Det er en helt anden form for overvågning, det skal dreje sig om. Tænk en gang på den kærlige fårehyrde, der vogter sine får. Der er tale om overvågning – helt bevidst overvågning med det formål at beskytte flokken.

David beskyttede sin flok af får i tiden som hyrde, inden han blev konge. Allerede i tidligere tider i Gamle Testamente fornemmer vi altså parallellen mellem hyrden og kongen, der sidenhen kendetegner vores billede af Jesus.

Hyrdens opgave var at beskytte fårene. Stokken og staven, som vi hører om i dagens første læsning fra salme 23, tjente henholdsvis det formål at sikre gangen på stejle skråninger og gennem uvejsomt terræn, henholdsvis som våben, hvis fårene eller hyrden blev angrebet – eksempelvis af ærkefjenden ulven.

Stokken og staven er derfor et billede, vi kan trække med videre over i Ny Testamente, hvor Jesus er hyrden. Vi er hjorden, Jesus er hyrden. Med stok og stav leder Jesus os sikkert gennem det uvejsomme terræn, som vi kan kalde livets modgang, og på skråningerne, som vi passende kan sammenligne med synden.

Vi kommer helskindede ud på den anden side. Vi mister ikke fodfæstet. For Jesus er hele tiden ved vores side og hjælper os igennem. Ind imellem forekommer der angreb på flokken. Ulven, som vi kender fra Davids tid som hyrde, kunne vi sammenligne med Djævelens snigløb imod os. Jesus forsvarer os overfor modstanderen, og vor Herre og frelser giver ikke op. Kampen vindes ikke af os, men af hyrden, som beskytter os.

Alene kan fårene ikke klare sig mod ulven – eller for den sags skyld mod Djævelens snigløb. Men mod Jesus kæmper det onde forgæves. Tænk blot på de fristelser, Herren blev udfordret med i ørkenen. Han gav ikke efter på noget tidspunkt. Han vandt betingelsesløst. Selv da hyrden måtte sætte sit liv til for fårene i tiden op til påske, vandt Jesus sejren på vore vegne.

Både hyrde og konge

Men hvordan kommer vi fra den gammeltestamentlige opfattelse af hyrden og over til opfattelsen af Jesus som den største hyrde af alle?
Julenat var hyrderne de første vidner til Jesu fødsel. Fra det øjeblik blev opfattelsen af hyrderne forandret. I Matthæusevangeliets kapitel 2 hører vi ordene:

Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel. (Matt. 2,6)

Bemærk ordlyden ”en hersker, som skal vogte mit folk”. Det at vogte forbinder vi med hyrden. Det at herske, forbinder vi med kongen. Det peger mod Jesus. Og så vil nogen måske sige, at den parallel også passede på David, som både var konge og fårehyrde. Jesus var jo netop af Davids hus og slægt.

Derfor må vi fange den tilsvarende parallel i Mikas bog kapitel 5, vers 1:
Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender. (Mi 5,1-3)

Med profetien hos Mika skilles fårene fra bukkene. For Davids rige og magt strakte sig ikke til Jordens ender. Det kan altså kun være Jesus, der er tale om, uanset hvor meget man har lyst til at diskutere ordlyden hos Matthæus.

Fra billedet af David som den store hyrde og konge, bevæger vi os over til den hyrde, hvis magt og vælde strækker sig til jordens ender. Jesus Kristus – og igen understreges Jesu rolle som kongen over alle konger ved navnet Kristus, som betyder den salvede. Og hør engang ordene hos Mika: De skal bo trygt!

Vi skal bo trygt, mine brødre og søstre i Kristus. Her vender vi tilbage til ordene hos Johannes, som møder os i dag:

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”

Intet kan rive os ud af Jesu hånd, når vi følger hyrden. Når Jesus viser os vejen, sandheden og livet, er der intet at frygte, for da skal vi aldrig i evighed gå fortabt. Sikke en trøst. Sikke en styrke.

Han er døren

I samme kapitel, som evangelieteksten til i dag stammer fra, hører vi også Jesus fortælle, at han er døren ind til fårefolden. Prøv en gang at høre her: Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. (Joh. 10,9) Gennem Jesus får vi adgang til de grønne enge, det frodige og livgivende – og så er vi tilbage, hvor vi startede.

Hør engang fra Salme 23: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.
(Sl. 23,1-4)

Hvor er det ubeskriveligt smukt, som det hele passer sammen. Den store sammenhæng ligger lige for vores fødder. Mærk en gang efter – og spørg dig selv:

”Er dette ikke meningen med livet?”Har vi ikke fat i hemmeligheden over dem alle? Jesus ofrede sig for dig og mig. Hyrden satte livet til for fårene, så vi må leve.

Søndagens tekst: Joh. 10,22-30

Den gode hyrde

22-23 Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang.

24 De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”

25 Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok.

26 Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får.

27 Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.

28 Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.

29 Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.

30 Jeg og Faderen, vi er ét.”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk