Sognepræst: Jeg undgår ’personlig’ forbøn for ikke at efterlade skuffede syge

Kære Orla Lindskov

Jeg er præst i den danske Folkekirke, og i min samtale-tjeneste møder jeg mange menneskelige problemer.

Jeg er bekendt med, at mennesker går væk fra Jesus, fordi han ingen undere gør i deres liv. Jeg har mødt nogle af disse mennesker, især syge.
Problemet med disse mennesker kender du nok også til, vil jeg tro. Lad os kalde det problemet med de skuffede syge. Altså dem, der troede og bad. Men der skete ingen helbredelse. Jeg synes, at det er et problem, især når det er syge mennesker, som har håb til Jesus om helbredelse. Men håbet bliver ikke opfyldt.

Du må da også opleve, at det ikke er alle syge, du beder for, der bliver helbredt. Og du må vel også snakke med mange bagefter, som kom til dine møder med håbet om helbredelse. Men som ikke oplevede helbredelse. Jeg beder også for syge, men på det generelle plan. Jeg gør det ikke på det personlige plan. Det vil sige, jeg beder ikke for syge en enkelt ad gangen. Det ved alle i min menighed, og det accepterer de.
Sådan er det med mig, for jeg vil undgå at skuffe folk.

Hvordan tager du hånd om de skuffede?

Hvor i Bibelen finder du belæg for din forbøns-tjeneste, hvor du beder for syge enkeltvis?
Jeg finder den måde, du beder for syge på, lidt for personlig og lidt for tæt på.

Venlig hilsen
En fortaler for de skuffede.

Jesus helbredte ofte kun én syg ad gangen

Kære fortaler for de skuffede

Du spørger om, hvad jeg gør i forhold til de skuffede. Altså for dem, jeg bad for, som ikke blev helbredt. Hertil vil jeg sige, at undervisning og samtale er vigtigt før forbønnen, men mindst lige så vigtigt efter forbønnen. Hvordan nu det?

Jo, samtale er fx vigtig, så den syge ikke tror, at Gud altid helbreder øjeblikkeligt i forbindelse forbøn. Uvidenhed om det kan give den syge skuffelse. Mange syge ved ikke, at helbredelsen efter forbøn godt kan lade vente på sig.

Der kan fx gå en dag, to dage, en uge, en måned eller endda længere efter forbønnen, uden at der sker helbredelse. Det skal den syge være forberedt på. Men det betyder ikke, at helbredelsen ikke kan komme alligevel. I ventetiden prøver jeg at opmuntre den syge til ikke at give op.

Jeg ved, at ventetiden efter forbøn kan være en svær tid. Derfor prøver jeg at forhindre skuffelse. Jeg prøver at give håb. Jeg opmuntrer fx den syge til at fortsætte med at komme til forbøn. Jeg har nemlig set gode resultater af udholdende forbøn for syge.Bibelen opfordrer os også til at være udholdende i bønnen. Det gælder også i forbønnen.

Nu til samtalen med den syge efter forbønnen:

– Det er i nogle tilfælde vigtigt at forklare, at ikke alle syge bliver helbredt, når der bliver bedt for dem. Det kan have mange forskellige årsager, og det kan være svært at trænge ind i. Og det er heller ikke det væsentligste. Det væsentligste er, at Jesus stadig helbreder syge, når de syge kommer til ham.

Ventetid på helbredelse kan være en svær tid for den syge. Tit er det bedst helt at lade være at søge en forklaring på ventetiden.
Ofte er det bedst bare at være der for den syge og så påkalde Helligånden og Helligåndens nåde, hjælp og trøst.

Manglende helbredelse betyder ikke, at der er noget galt med den syges tro eller med Guds kærlighed og trofasthed overfor den syge. Dette er vigtigt at få sagt til den syge.

Men nu tilbage til dit udgangspunkt: – Du beskriver dig selv som en fortaler for de skuffede. Du vil selv helst ikke skuffe nogen. Derfor beder du ikke for syge personligt eller enkeltvis. Du forstår så heller ikke, hvorfor jeg beder for syge personligt og enkeltvis. Du spørger om det bibelske grundlag for det.

Ja, hvor i Bibelen finder jeg grundlaget for min personlige forbøns-tjeneste? Det finder jeg bl.a. i Johannes-evangeliet kap. 14, vers 12. Her siger Jesus, og disse ord er nok fundamentet for al tjeneste og forbøn i Jesu navn: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; – – ”

Hvordan tjente Jesus menneskene med helbredelse? Han er jo vores forbillede. Jesus helbredte nok i flest tilfælde kun en enkelt syg ad gangen.

Det er så også mest den måde, jeg tjener de syge på gennem min forbøn. Du synes så, at min tjeneste er lidt for personlig og tæt på. Men det var Jesu tjeneste også. Her er to eksempler på det: Den krumbøjede kvinde. Hun havde været plaget af en sygdoms-ånd i atten år, står der. Beretning om hende finder vi i Lukas-evangeliet kap.13:

– Hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op, står der. Men da Jesus så hende kaldte han på hende og sagde: – ”Kvinde, du er løst fra din sygdom.”

Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud. Og vi læser i Matthæus-evangeliet kap. 8 om en spedalsk, der kaster sig ned for Jesus og beder om helbredelse. Her rækker Jesus sin hånd ud til ham, rører ved ham og helbreder ham.

I disse to tilfælde helbredte Jesus to syge, som det er skrevet i Evangelierne, en syg ad gangen, men personligt og tæt på.
Det er som sagt også den måde, jeg bruger i min tjeneste. Jeg håber, at mit svar kan være en hjælp for dig til at forstå, hvorfor jeg beder for syge, personligt og tæt på. Det gør jeg udelukkende, fordi Jesus gjorde det.

Men du skal vide, at jeg respekterer, at du beder for syge på din måde, på det generelle plan, som du kalder det.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.