300 var til bededag i Domkirken

Københavns Domkirke blev endnu engang brugt til bøn på Bededag.

Omkring 300 deltog i Bøn i Domkirken i København St. Bededag. Også 30 præster fra både folkekirken og frikirkerne var til stede.

Især mange ny-danskere deltog i bededagen, som det har været tradition siden bededagen blev genoptaget i Domkirken i 2003.
Indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, Apostelkirken på Vesterbro, og Ravi Chandran fra Kirken i Kulturcentret, bød velkommen.
Herefter sang menigheden salmen ”Hellig, Hellig, Hellig” på flere sprog.

Efter salmen stod Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og sagde nogle ord om bøn. ”Lad os bede for uendelig kærlighed,” sagde han bl.a. som indledning til sin bøn. Herefter blev der bedt fredsbønner for afslutning af krigen i Ukraine.

Derefter bad Timothy Stewart, præst i International Church of Copenhagen, om udfrielse fra frygt. Dersuden bad bl.a. Charles Frimpong, præst i Fountain Gate Chapel, og Palle Flyger fra Kirken i Kulturcentret. Jørgen Vium fra det kristne forlag Scandinavia bad for Folketinget og det danske kongehus.

Omkring 30 præster fra folkekirken og især frikirkerne stod sammen om at bede for Danmark.

”Herre, vi beder dig om, at din velsignelse må være over vores folketing. Vi beder dig om, at dit navn må være helligt i Folketinget. Herre, velsign Mette Frederiksen og de forskellige ministre. Vi beder dig om, at de må vedtage love, som du velsigner. Vi beder for, at dronning Margrethe velsignes. Vi beder om, at den samme tro, som er i dronning Margrethe og dronning Ingrid, også må være i Kronprins Frederiks og Marys hjerter,” bad han.

Herefter var der stille bøn. Man kunne også tænde et fyrfadslys og sætte det i en korsform på gulvet midt i kirken. Omkring hundrede benyttede sig af denne tradition, så der måtte hentes flere lys. Under denne del blev der spillet stille baggrundsmusik.

Bededagen blev efter en del sange afsluttet af bl.a. James Commey som er præst i International Harvest Christian Center. Han bad for sundhed og helbredelse. Også Marie Krabbe Hammershøy fra det katolske Caritas og Appam Muivah, som er præst i Thai Christian Congregration bad offentlige bønner. Ravi Chandran sluttede af.

Bededagens historie

Store Bededag blev indført den 27. marts 1686 hvor mange mindre bededage blev slået sammen til én Stor Bededag.
St. Bededag har siden været helligdag i Danmark.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi er meget taknemmelige for de mange generationer af kristne, der igennem tiden før os har kæmpet og bedt for vort land, bedt for Fred, Frihed, Demokrati og Velstand. Som har bedt om at: ”Gud vil bevare Danmark”, siger Jørgen Vium Olesen, som var en af arrangørerne.
Sammen med andre har han været med til at oprette en månedlig bededag i Huset i Knabrostræde, som også kaldes Soli Deo Gloria.