Kim Schou bliver ny digital redaktionschef på Information
Journalist Kim Schou er udvalgt til ny digital redaktionschef på dagbladet Information. Han har tidligere udgivet bogen ”Kinas Kristne Revolution” på Udfordringens forlag.
Kim Schou kommer fra en stilling som redaktør for digitale fortællinger på DR, hvor han har haft ansvar for at udvælge og udvikle digitale fortællinger og skabe udbredelse for dokumentarer, undersøgende journalistik og podcast. Hans team har fået flere priser. Kim Schou er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Han har arbejdet som journalist, forfatter, tegneserieredaktør, digital tilrettelægger og visuel redaktør på Kristeligt Dagblad.
»Jeg kunne ikke være mere begejstret eller spændt på opgaven. Information er en avis med sjæl og formål karakteriseret ved at insistere på nuancerne og blikket stift rettet mod det virkeligt vigtige i verden og hverdagen,« siger Kim Schou.