Næstekærlighed eller forældreskab

En dag da jeg var til gudstjeneste, var der en præst udefra. Han var karismatisk, sprudlende og levende i sine ord. Han talte om næstekærlighed og om at gøre selvopofrende gerninger for andre.

Jeg sad med min et-årige søn, som kravlede rundt på skødet af mig, mens jeg hoppede ham blidt på mine ben. Min søns hænder rodede rundt i mit hår, og jeg fik savl på min skulder. Jeg lyttede til præstens ord om næstekærlighed, mens jeg taknemmeligt indsnusede min søns varme baghoved. Jeg havde efterladt et morgenbord derhjemme, hvor kun mælk og ost var kommet i køleskabet. Resten stod stadigvæk fremme og ventede på os, når vi kom hjem.

Budskabet om næstekærlighed virkede på en og samme tid både nært og fjernt. Nært, fordi jeg næsten ikke kunne erindre følelsen af at gøre noget, uden at gøre det for mine børn. Fjernt, fordi fattigdom er svært at relatere til, når vi kun ser det i vores TV.

Jeg viftede blidt min søns hånd væk fra mit ansigt og tænkte på, om Jesus mon havde overvejet, hvor meget småbørnsforældre i virkeligheden praktiserer næstekærligheden? Selv kunne jeg ikke komme i tanke om noget mere selvopofrende end det at være forældre.

Efter gudstjenesten sad præsten ved et bord i caféen. Han havde skrevet en bog om næstekærlighed, og folk stod omkring ham med et eksemplar, som han skulle signere til dem. På bordet ved siden af ham lå en bagerpose, med hvad der godt kunne være et rundstykke – måske hans morgenmad tænkte jeg. I rekordfart tyggede og slugte han en bid af sit bagerbrød, mens han smilede og sludrede let med flokken omkring ham. Jeg tænkte på mit eget rodede morgenbord, som stadigt ventede derhjemme. Måske mindede vores liv alligevel mere om hinanden, end først antaget. Jeg udskyder også nemt min morgenmad et par timer, og sluger oftest min mad for at kunne følge med mine børn.

Da jeg blev mor, blev begge mine arme optaget, og der var ikke længere en arm tilbage til mig selv. Det var omkring det tidspunkt, hvor jeg blev ramt af, hvor paradoksalt forældreskabet egentlig er. Uendelig hengivenhed, kedsomhed, et privilegium, dårlig søvn, servicering fra morgen til aften med mad, som alligevel bare bliver smidt på gulvet, spande af varm kærlighed, som dagligt skyller ind over en, efterfulgt at et iskoldt brusebad af dårlig samvittighed og frygt for at miste. Alt imens huden omkring kroppen langsomt bliver løsere, og vasketøjsdyngen mest af alt både lugter og ligner et kulørt monster, som har spist gødning.

Det fik mig til at tænke. Hvorfor føles næstekærlighed og forældreskab nogle gange som en lang, snørklet, langsom død? Hvad er det for et kors, vi egentlig bærer rundt på? Hvis vores kors primært er konstrueret af dårlig samvittighed, så er det ikke et kors, jeg ønsker at bære på. Hvis korset derimod er konstrueret af kærlighed, så går jeg gerne en ekstra mil.

Da jeg i sin tid gik ned ad de lange gange på fødegangen mod udgangen med begge mine børn i armene, var det som om, at gangene talte. De tomme, kliniske og tavse vægge hviskede til mig: ”Her er et barn, det er skrøbeligt, og nu er det din opgave ikke at ødelægge det!”. Allerede fra det øjeblik tyngede samvittigheden som et kors på min ryg.

Måske er det på tide, at vi tager et ordentligt kig på de kors, vi bærer rundt på i livet, og beslutter os for, om det overhovedet er et kors, vi ønsker at slæbe med os. Jeg tror ikke, at kærligheden har gode forudsætninger, hvis den primært er båret af frygt. I stedet tror jeg, at forældreskab og næstekærlighed trives bedst i frihed. Vores liv som forældre skal inspirere vores børn til at træffe modige valg. Det skal pege på, at midt i det travle, hårde og kedelige, så er livet uendeligt smukt og værd at leve, især når vi ikke bare lever for os selv, men også for hinanden.

På vej ud fra kirken stod to personer og snakkede om præstens bog. De snakkede om, hvor modig og generøs han var. Han havde uden tvivl levet et næstekærligt liv.

Et ekstraordinært liv.

I mit stille sind sendte jeg en hilsen til alle forældre rundt i verden, som i det skjulte hver eneste dag ofrer sig i kærlighed og prioriteter for at gøre deres børn og familier glade – dagligt.