At være mor er ”verdens ulykkeligste kærlighedsforhold”

Betina Gollander-Jensen på besøg i Armenien, hvor hun besøgte fem Mission Øst-støttede centre for børn med handicap.

Betina Gollander-Jensen er både mor og generalsekretær for en hjælpeorganisation med over 200 medarbejdere i 11 lande. Her fortæller hun om smerten ved, at barnet vokser fra moren, og at moren må være væk fra barnet. Men det er intet i forhold til den smerte, Jomfru Maria måtte føle på sidelinjen af Jesu liv.

Det er en vild følelse at blive mor. Det er et helt særligt kærlighedsforhold. Ja, faktisk ulykkelig kærlighed, fortæller Betina Gollander-Jensen, der har to børn sammen med sin mand Henrik.

– Da vores datter blev født, slog det mig: Der er nogen, der har snydt mig! Nogen har glemt at fortælle mig, at det at få et barn er verdens ulykkeligste kærlighedsforhold! Alle har fortalt, hvor fantastisk det er at få et barn, men ingen siger, at fra det øjeblik, du får et barn, er barnet på vej væk fra dig, fortæller hun.

Udstationeret og adskilt fra sit barn

Men det er ikke kun barnet, der frigør sig fra moren. For Betina Gollander-Jensen er det også nødvendigt at være adskilt fra sine børn længere perioder. Det oplevede hun som udstationeret i et fremmed land:

– I lange perioder valgte jeg at være væk fra mine børn, fx i Sudan, hvor jeg var væk fra min datter syv uger ad gangen. Og så kun en uge sammen med hende. Det er fordi, jeg både har valgt at være mor og samtidig balancere det med et job, som jeg føler er mit kald og som sådan kræver rigtig meget af min opmærksomhed og kræfter.

Betina Gollander-Jensen har bl.a. været udsendt af FNs flygtningeorganisation UNHCR i Sydafrika, Mozambique og Uganda. I dag er hun generalsekretær for den danske hjælpeorganisation Mission Øst, hvor hun leder over 200 medarbejdere, der sammen med over 40 partnerorganisationer yder nødhjælp og udviklingsbistand i 11 lande mod øst og syd.

Det vigtigste er dit barns sikkerhed

Betina Gollander-Jensen tænker tilbage på tiden i Sudan:
– Min mand og min lille datter på 1 år kom og besøgte mig. Fordi hygiejneforholdene ikke var de bedste, blev min datter meget syg og blev indlagt i fem dage. Vi var ved at miste hende. Det endte med, at jeg sendte mand og barn hjem for at være sikker på at min datter blev rask.

Her var smerten ved adskillelsen blandet med lettelse. En lettelse over, at barnet nu kom hjem i sikkerhed og fik den rigtige behandling.
– Det var en meget mærkelig følelse. Man skulle tro, at jeg var dybt ulykkelig over ikke at kunne være sammen med mit barn, og det var jeg også på den ene side, men samtidig var jeg lykkelig over at sende hende væk i sikkerhed, mens jeg blev nødt til at passe mit arbejde.
– Det fik mig til at tænke på alle de mødre, som fx under krige må vælge at sende deres børn væk. Det ser vi fx nu i Ukraine, hvor mødre sender deres små børn på 10-11 år afsted alene. Det kan jeg faktisk godt forstå. Det vigtigste er dit barns sikkerhed.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Sikke meget Jomfru Maria måtte stå igennem!”

Hidtil har man levet som enkeltindivid med sin egen historie, men pludselig bliver ens historie forbundet med alle kvinder gennem tiderne, fortsætter Betina Gollander-Jensen.
– Det er en meget speciel følelse. Og som de senere år har gjort, at jeg har tænkt en del på Jomfru Maria.

Hvorfor det?
– Jo, for sikke meget, hun stod igennem! Ikke blot at føde et barn, men at være udenfor, fordi det var undfanget udenfor ægteskab. Og senere under opvæksten, at barnet opførte sig anderledes, end andre børn.
Og så at se sin søn gå sine egne veje, fortsætter hun.

– Sådan er det jo at få børn. De kommer ud, og så gør de bare, hvad de vil! Du kan prøve at påvirke dem, men et eller andet sted er de bare deres egne. Det er totalt fascinerende, men det kan også være temmelig frustrerende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jomfru Maria måtte også miste sin søn. Og det er grundfrygten hos forældre: at miste sit barn:
– Det er naturligt, at forældre dør før deres børn. Men for Maria var det omvendt. Sikke en smerte, hun måtte stå igennem! Og samtidig håbet og stoltheden. Det er en del af det at være mor – og selvfølgelig også far.

At se medmennesket

Moderskabet sætter også medmenneskeligheden i perspektiv, reflekterer Betina Gollander-Jensen:
– Efter jeg fik børn, blev jeg bedre til at ”se” mennesket. Fordi man har set et lille sårbart barn vokse op, kan man pludselig også bedre få øje på menneskers personlighed. At være mor skaber en følelse af samhørighed med alle mødre på tværs og samtidig en genkendelse af mennesket i medmennesket, så at sige. At de også er børn af forældre. At nogen også savner dem. Og mærker kærligheden.

– Den vilde følelse, der for altid binder moren til sit barn, men som også indebærer en uundgåelig smerte, fordi naturens gang er, at barnet må gå egne veje og leve sit eget liv. Der er på den måde en indbygget smerte af tab i forældreskabet, men som samtidig giver en stor tilfredsstillelse, når man ser barnet vokse op og klare sig, slutter Betina Gollander-Jensen.