Studerende stenet til døde for ’blasfemi’

En kristen studerende fra Nigeria er blevet stenet og brændt af medstuderende.

Deborah Emmanuel er blevet en del af den triste statistik om vold mod Nigerias kristne – måske fordi hun afviste en date.

En 25-årig kvindelig studerende fra den nigerianske delstat Sokoto blev slået og stenet til døde af islamistiske klassekammerater, angiveligt fordi hun havde sendt en blasfemisk tekst til en af skolens WhatsApp-grupper, skriver Christian Today.

Deborah Emmanuel Yakubu, som var medlem af kirken Evangelical Church Winning All og læste på Shehu Shagari College of Education, blev dræbt den 12. maj. Det oplyser organisationen International Christian Concern (ICC), med den tilføjelse, at en video af drabet gik viralt på de sociale medier.

Konflikten

Deborah, der boede hjemme hos sin forældre i Sokoto, kom angiveligt i skænderi med nogle kvindelige klassekammerater, efter at hun havde sendt en WhatsApp-besked, som kammeraterne fandt blasfemisk, oplyser ICC.

På videoen ses Deborah ligge stille på jorden, mens hun prøver at beskytte hovedet med venstre arm. Både mandlige og kvindelige studerende slår hende med kæppe, smider store sten mod hende og råber ”Allahu Akbar”, mens Deborah trygler kammeraterne om ikke at dræbe hende.

Skolens ledelse prøvede angiveligt at redde hende, men uden at kunne komme forbi de ophidsede islamister. ”Muslimske studerende og lærere bryder sig ikke om at have kristne på skolen,” udtalte en af skolens studerende. Siden angrebet har muslimske studerende blokeret vejen til skolen og Deborahs hjem, så det er svært for de kristne at færdes i området, oplyste kilden ifølge ICC.

Arrestation førte til ny vold

Arrestationen af to formodede gerningsmænd til drabet i Sokota førte til pøbeloptøjer forrige lørdag, hvor tre kirker blev angrebet og kristne forretninger blev ødelagt og plyndret, skriver Morning Star News. Avisen tilføjer, at Deborah Emmanuel, ifølge lokale kilder, blev beskyldt for blasfemi mod Islams profet, efter at hun havde afvist at date en muslim.

Efter arrestationen af to muslimske formodede gerningsmænd startede et oprør, hvor to katolske kirker samt Deborahs kirke, Evangelical Church Winning All, blev angrebet. Hundreder af lokale muslimer marcherede til sultanens palads, hvor de forlangte løsladelse af de to arresterede. Hverken politiet eller andre sikkerhedsinstanser kunne forhindre dem i at gribe til vold, skrev en af de lokale i en sms til Morning Star News.

“Indtil videre er to kirker ødelagt og flere dusin forretninger tilhørende kristne er blev plyndret og ødelagt af disse muslimer. Bed for os kristne, som bor i Sokota,” opfordrer en borger ved navn Precious Arigu i Morning Star News.

Nigerias kristne dræbes rutinemæssigt

I flere år er Nigerias kristne rutinemæssigt blevet ofre for vold i form af kidnapning og drab. Gerningsmændene er islamister – hvadenten de er fulani-hyrder eller tilhører terrorgrupper som Boko Haram og Islamic State West Africa Province. I 2021 erklærede ICC, at Nigeria var blandt verdens værste forfølgere på grund af grusomhederne mod landets kristne.

”Nigeria er et af de mest dødelige steder på jorden for kristne, da der er dræbt mellem 50.000 og 70.000 siden 2000,” skrev ICC i Persecutor of the Year. NGO’en Open Doors USA, som har fokus på forfølgelse af kristne i over 60 lande, rapporterede, at mindst 4.650 kristne blev dræbt mellem 1. oktober 2020, og 30. september 2021.

Det er en stigning fra 3.530 det foregående år. Desuden er over 2.500 kristne blevet kidnappet, mod 990 et år tidligere. Sidste år udgav International Society for Civil Liberties and Rule of Law (Intersociety) en rapport, der anslår, at omkring 10 millioner mennesker er fordrevet fra det nordlige Nigeria i perioden juli 2009-juli 2021 på grund af ekstremistisk vold.

Rapporten tilføjer, at omkring 2.000 kristne skoler blev angrebet i samme tidsrum. Blandt grusomhederne nævner Intersociety: ”Massakrer, drab, lemlæstelser, tortur, bortførelser, gidseltagning, voldtægt, seksuelle overgreb mod mindreårige piger, tvangsægteskaber, afpresning, tvangskonverteringer, ødelæggelse eller nedbrænding af huse, samt kirker og skoler”.
Ifølge Intersociety er den udbredte vold forårsaget af ”radikal islamistisk propaganda”.