Blå Kors vil skabe debat om danske unges alkoholkultur
Med kampagnen ”Mere fest – mindre alkohol” ønsker Blå Kors Danmark at sætte fokus på bagsiderne af alkoholkulturen gennem en række videoer med forskellige festscener, der skildrer temaer som drikkepres, voldsom druk og ulykker.
Danske unge drikker mere alkohol end andre unge i Europa. Samtidig er Danmark et af de få lande, hvor man kan købe alkohol i supermarkeder allerede som 16-årig. Mange unge har følt sig presset til at drikke eller oplevet at få festen ødelagt på grund af alkohol.
Vil ændre drikkekultur
”Druk ødelægger festen for mange unge. Hver måned dør en ung på grund af fx ulykker i forbindelse med alkoholindtag, og mange unge føler sig presset til at drikke. Vi er nødt til at tage debatten om, hvilken druk- og festkultur der er skabt. Og ikke mindst med budskabet om, at en kultur kan ændres. Vi vil ikke være ”party killers”, men i stedet sætte fokus på de gode fester, hvor alkoholen ikke spænder ben for at være sammen og have det sjovt,” siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Pressede unge
Ifølge en meningsmåling fra Voxmeter har over halvdelen af de 18-34-årige følt sig presset til at drikke mere, end de havde lyst til, mens en tidligere undersøgelse af unges alkoholvaner har vist, at to ud af tre unge har oplevet, at en ven drak sig så fuld, at festen blev dårligere for dem.
Højere aldersgrænse
Blå Kors ønsker bl.a. at ændre aldersgrænsen for køb af alkohol fra 16 til 18 år.
”Man skal ikke kunne gå ind fra gaden og købe alkohol som 16-årig. Det er et helt forkert signal at sende som samfund. Det i sig selv skaber en forventning og et unødigt pres om, at man skal drikke alkohol, når man bliver 16 år. Vi mener, at Danmark skal følge med tiden og størstedelen af Europa og hæve aldersgrænsen til 18 år,” siger generalsekretær Christian Bjerre.
Bred opbakning
Blå Kors Danmark og en række organisationer og eksperter er fortalere for en aldersgrænse på 18 år for alle typer af alkohol. Netop det forslag stillede regeringen som en del af et udspil til en ny sundhedsreform. 65 procent af danskerne bakker op om forslaget om en 18-års grænse, mens det endnu ikke er lykkedes at samle et flertal i Folketinget, viser en Voxmeter-måling.