Farven rød

Af Ole Bering. Pensioneret lærer

Farven rød er en signalfarve, som kan ses på lang afstand. Da levemanden og nazisten Oskar Schindler sad på sin hest oven for Krakow by og overværede de tyske soldaters brutale arrestationer af jøderne i Krakows ghetto, var det den røde farve, der fastholdt hans blik.

Det er i hvert fald sådan, Steven Spielberg fremstillede det i sin prisbelønnede film om holocaust: Schindlers liste. Midt i den sort-hvide film får Schindler øje på en lille pige i en rød frakke, der går omkring midt imellem virvaret og vanviddet.

Figuren var en genistreg af instruktøren, fordi den røde farve så stærkt understregede uskyld og hjælpeløshed midt i en mørk verden.

Efterfølgende udnyttede Schindler sin formue og sine kontakter med tyske officerer til en redningsaktion, der reddede 1200 jøder fra Hitlers gaskamre. Schindler ligger i dag begravet i Jerusalem. Selv om pigen i den røde frakke var fiktion, så genfandt en voksen jødisk kvinde sig selv i figuren, da hun så filmen. Hun havde også fået en rød frakke, da de grufulde begivenheder fandt sted.

Hvis vi ser farven rød som udtryk for kærlighed, så er det netop sådan, Gud ser på sine skabninger. Men med Guds blik er alle hyllet i kærlighedens røde frakke. For det er Guds dybeste ønske at vise omsorg og medlidenhed med ethvert menneske, dybest udtrykt i Jesus, der døde for alle menneskers synder.

Den lille pige var så tydeligt sårbar og hjælpeløs, men hvad med alle de andre aktører dengang i Krakow? Også de var omfattet af Guds kærlighed. Soldaterne vidste måske knapt, hvorfor de havde iført sig uniformen og blev drevet til at gøre noget, som dybest set var imod deres samvittighed.

Og med en parallel til nutiden: hvad med alle de unge russiske soldater, der er sendt af sted til Ukraine for at kæmpe for en sag, der ikke er deres, som sønderjyderne oplevede under 1. verdenskrig? I Guds øjne er alle indhyllet i en rød frakke, der viser sårbarhed og behov for frelse.

Hver af os kunne være ”pigen i den røde frakke”. Måtte vi se vores medmennesker med Guds øjne og kunne gøre en forskel for dem, der befinder sig i en vanskelig situation, nær eller fjern. Om så bare for én.