Giv det videre!

For Jesus var det vigtigt, at budskabet om ham kunne nå alle. Helt til verdens ende. Evangelium betyder de gode nyheder. Og dem skal vi bestemt dele og være stolte af.

Det gør op med tro som en privatsag. Det var den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i Muhammed-krisen tydeligt fik sagt, at troen skulle ud af det offentlige rum, da det helt og aldeles var en privatsag. Men Jesus udfordrer os i en grad, hvor alle får noget at tænke over. Hvis jeg har verdens bedste budskab, hvorfor holder jeg det så for mig selv? Troen er for mig en personlig sag, men ikke privat.

Mit eget trosliv er blevet præget af det, jeg lærte i familien. Mine forældre og ikke mindst bedsteforældre har været afgørende for at give troen videre til mig. Senere fik kirken med et levende fællesskab lov at udfordre mig. Jeg blev slebet og formet af mine medkristne og fik selv lov til at lade Bibelen få lov til at forme og danne mig som menneske. Det var i kirken, jeg fik forbilleder og eksempler på, hvordan et liv med Jesus kunne leves. Kirken og senere også efterskolen var afgørende for, at jeg fik en personlig og levende tro.

Kirkernes evne til at nå samfundet omkring os er ikke kun præsternes ansvar og privilegium. Det er vores alles. En kirke uden mennesker dør ud, og der kan være en fare for ikke ”at give troen videre,” hvis vi mister en levende og aktiv kirke. Derfor er gudstjenesten vigtig, ligesom fællesskaber, der formes og leves omkring menigheden.

Lad os tale kirkerne op i denne tid! Vores ord har en mægtig virkende kraft. Men vi skal ikke kun blive i det rum. Det er ofte langt mere udfordrende og spændende at dele tro med mennesker, som man kun har lidt til fælles med, end dem, hvor vi på forhånd ved, at de er helt enige med os. Det er i de samtaler, vi selv rykker i vores trosliv og får indblik i både tro og tvivl.

Jeg er meget stolt og taknemlig over min lokale kirke og har flere gange de seneste måneder haft ”ikke vanlige kirkegængere” med i min kirke. Fra sekundet, hvor jeg træder ind af døren med ”den nye,” analyserer jeg alt i kirkens liv. Er det til at forstå for ham, eller er det internt? Hvordan mødes han af de andre i kirken, kan han synge med, og hvad mon han tager med sig hjem fra gudstjenesten?

Er det rart at være ny her, eller føler man sig begloet, overset eller utilpas? Vi har nok alle siddet i kirken og nogle gange krummet tæer og tænkt ”pyt”. Vi spiser fisken, men spytter benene ud, som man siger. Men når man sidder med ”en ven, som er nysgerrig eller på vej”, er man på vagt. Man ved, at hans første oplevelse kan betyde meget for hans indgang i troen.

Missionsbefalingen – ”Gå ud i alverden” rummer det hele. Samtalerne i bussen, på uddannelse, arbejde, blandt venner og i familierne. Det kræver visdom at give noget af værdi videre – og vi kan med Helligåndens vejledning få hjælp til det i vores magtesløshed. For han lovede at være med os alle dage, – altså, hver eneste dag er han det. Så vi står ikke alene med de gode nyheder.

Et af Guds navne (Jehova- Nissi) er ”Herren er mit banner”. Når man som jeg er aktiv fodboldfan og elsker at komme på danske og internationale stadions, er det ikke hemmeligt for nogen, hvem den enkelte fan holder med.

Det ses på trøjer, halstørklæder, flag, og står sågar nogle gange malet i ansigtet. Man viser med stolthed og begejstring, hvem man tilhører. Man går ikke under radaren og forsøger at undgå at blive ”kendt som en af dem”. Nej man løfter sit banner. Mange af os har i perioder måske holdt lav profil med at afsløre, hvem vi tilhører. Vi har måske ligefrem som disciplen Peter benægtet, at vi er en af de kristne. For vores tro, kirke og vandring er blevet privat – så privat, at vi ikke deler den.

Der er åbenhed i samfundet for samtaler om tro og eksistentielle spørgsmål. At tale med mennesker om min tro betyder, at jeg deler ud af noget dyrebart. For dem, der lytter til mig, er det også et følsomt emne. For det er måske ikke et emne, man har tænkt dybere over. Eller som man helt har ord for. Derfor er det godt at vide, at Helligånden kommer os til hjælp, når vi bringer budskabet om Jesus videre.

Netop hjemvendt fra Himmelske Dage i Roskilde sidder jeg taknemlig og glæder mig over den mangfoldighed, engagement og kreativitet, som finder sted i Guds kirke. Kirkedagene lader kirkerne samles om det, de er fælles om, og bruger ikke unødig tid på at diskutere teologiske uenigheder, som splitter mere, end de samler. Jeg tror, det glæder Jesus, når vi som kirke og kristne først og fremmest elsker ham og hinanden og er optaget at give budskabet om ham videre til dem omkring os.

Kristen tro trives ikke godt i det individuelle rum, den vil være en del af fællesskabet. Så lad os med stolthed og åbent sind bringe den videre til mennesker omkring os.

Søndagens tekst: Matt. 28, 16-20

Missionsbefalingen

16 De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes.

17 Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.

18 „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus.

19 „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, 20 og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”

Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk