Mors Dags-prædiken i 1910 gav inspiration til Fars Dag
Der fandtes en Mors Dag i 40 år, før man indførte en Fars Dag. Anledningen var, at en amerikansk kvinde – eller rettere to – ønskede at hylde fædrene.
– Fars Dag har stærk forbindelse til metodistkirken, skrev UM News i 2010 i anledning af 100-året for mærkedagen. Men faktisk tilskrives hele to kvinder og to metodistkirker æren for at have opfundet dagen.
Sonora hyldede superfar
I 1909 lyttede Sonora Smart Dodd i Spokane, Washington, på Mors Dag til en prædiken i Central Methodist Episcopal Church. Hendes mor var død 11 år tidligere, og hendes far havde alene taget sig af de seks børn, så hun følte et behov for at indføre en Fars Dag.
Hendes forslag blev godt modtaget, i første omgang af de lokale kirkelederne. Man valgte datoen den 19. juni 1910 som den første Fars Dag, og der blev holdt prædikener til ære for fædrene i hele byen. Da aviser i hele landet havde skrevet om initiativet i Spokane, vandt ideen frem i USA. Flere præsidenter erklærede Fars Dag som helligdag, og i 1972 besluttede Richard Nixon, at dagen skulle fejres den 3. søndag i juni.
Inspiration fra mineulykke
Men der findes en anden historie om oprindelsen til Fars Dag, for da folk i Spokane fejrede deres første Fars Dag, kunne en anden metodistkirke, over 3000 km derfra, fejre sin tredje Fars Dag. I byen Fairmont i West Virginia holdt man nemlig en Fars Dag-prædiken den 5. juli 1908 i Williams Memorial Church, takket være en indsats fra Grace Golden Clayton.
Anledningen var en frygtelig mineulykke i december 1907 i Monongah, som kostede over 360 mænd livet og efterlod 1000 børn faderløse.
Grace Clayton, der var datter af en metodistpræst, sørgede over alle de faderløse børn og besluttede at gøre noget for at mindes de døde og ære alle fædre. Hun valgte den søndag, der lå tættest på hendes egen afdøde fars fødselsdag. Begivenheden fik dog ikke samme omtale som gudstjenesten i Spokane i 1910.
Fars Dag i Danmark
Sonora Smart Dood havde ønsket, at Fars Dag skulle falde i juni måned, hvor hendes egen far var født. Og det lever vi så op til i Danmark, hvor Fars Dag altid falder på Grundslovsdag den 5. juni. I USA fejres dagen den 3. søndag i juni, mens Sverige, Norge og Finland har Fars Dag den 2. søndag i november – hvilket nok har noget at gøre med de handlendes interesser og behov i en ellers lidt sløv tid på året.