Energisk og meget udadvendt præst er pludselig død

Onsdag den 13. juli døde min nære ven, medarbejder, trosmedvandrer og senest gennem de sidste 9 år også min præst – kun 57 år gammel. Det er så uforståeligt og så langt fra den virkelighed, vi kendte indtil den onsdag.

Men det er virkeligheden, som først og fremmest Karin blev konfronteret med, da hun onsdag eftermiddag kom hjem fra arbejde og fandt sin kære Frands liggende død på gulvet i badeværelset iført sportstøj, som vi ofte så ham i, når han havde fri. Han havde været på løbetur. Han elskede sport – og konkurrencer. Han blev 57 år gammel.

Efter en del år som stud. teol., lokal post i Voel og årsvikar på den Den kristne friskole Klippen i Voel, måtte vi i 1999 sige farvel til cand. teol. Frands Pedersen og hans familie, der nu skulle være præstefamilie i Heinsvig. Heldigvis fik vi som venner af familien også mange gode stunder med dem i de år.

Vi fik lov at følge dem i deres virke i sognet – ikke mindst Frands’ initiativer på det kirkelige plan. Han havde en enestående evne til at knytte hverdagsliv og kristentro og kirke sammen. Derfor meldte han sig hurtigt som fodboldtræner i Heinsvig; så fik han mulighed for at formidle Jesu ord og undervisning i konfirmandstuen, og hvordan de kan omsættes i levet liv på en fodboldbane og i de unges liv i øvrigt. Samtidig lærte han dem de gode fodboldtricks, så de kunne vinde over modstanderne.

Da Frands mødte par, som havde det svært i parforholdet, blev det tilskyndelse til at starte parkursus i Heinsvtorig. Sådan blev der holdt møder, kurser, lejre, langfredagscykling og meget mere i Heinsvig – alt sammen aktiviteter, hvor Frands var med og ofte initiativtager.

Da der i 2012 blev barslet tanker om at starte et nyt kirkeprojekt i Silkeborg med fokus på at nå tidens mennesker, ja, så var initiativtagerne enige om, at Frands var den rette person til at være med i virkeliggørelsen af denne vision. Både hans personlighed og hans iver efter, at flere mennesker får mulighed for at høre og tro de livgivende ord om Jesus, gjorde, at Frands var det helt rigtige match som præst i Borgerkirken.

Det har været en spændende rejse sammen med Frands og mange andre dejlige mennesker i et helt unikt kirkefællesskab. Med Frands i spidsen har vi gennem årene forsøgt at virkeliggøre Borgerkirkens vision – at møde mennesker der, hvor de er, og ikke bare i kirkens egne lokaler.

Derfor er Frands igen og igen gået foran og har inspireret til nye initiativer både i og uden for kirken – her nogle få eksempler: en uformel gudstjenesteform med hilsetid og kaffe, kirkefrokost hver søndag, undervisningsaftener, parkursus – og uden for kirkens mure: en stand på Silkeborg boligmesse, blomsteruddeling på torvet, kontakter til socialt udsatte, kontakt til lokale sportsforeninger, med-initiativtager til maddeling i byen osv.

Frands har udvist en enestående omsorg for de medmennesker, som han har været i berøring med. Det gjaldt i kirken, i nabolaget, i vennekredsen og ikke mindst i familien. Når vi mødtes søndag formiddag, kunne Frands på sin helt egen måde sprede forventningsglæde til dagens gudstjeneste, og han var hver søndag klar med en bibelsk, nærværende, aktuel, igangsættende og undertiden provokerende tale.

Det var aldrig Frands’ ønske at sende nogen hjem fra kirken med dårlig samvittighed, men gerne med tanker til eftertanke og med opfordring til at leve det kristne liv ud i hverdagen. Han havde med sit smittende engagement en egen evne til på en enkel måde at vise, hvordan Bibelens ord har aktualitet ind i alt det, vi som mennesker i 2022 er optaget af.

Alt dette er nu forbi. Frands er gået foran. Han oplever nu selv virkeliggørelsen af det håb og den Himmel, som han så ofte har talt frimodigt og enkelt om. Men vi fatter det ikke. Vi ved, hvor meget han og Karin elskede hinanden, og derfor gennemlever Karin i disse dage en næsten ubærlig sorg og et ufatteligt savn sammen med deres tre børn Mariane, Maibritt og Nicolai med hver deres kære. De har mistet deres far, svigerfar og morfar.

Vi har i Borgerkirken mistet vores præst og alt det, han også var for os alle. Og vi er mange, som har mistet en kær ven. Vi har kun et at klynge os til lige nu – at I – hans nærmeste – og vi må være i Guds stærke hænder midt i sorg og savn og så fortsat bede med på den bøn, Frands altid sluttede talen med: ”Herre Jesus! Vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.”

TAK FRANDS, AT DU MED DIT LIV OG VIRKE HAR VÆRET MED TIL AT VISE OS JESU VEJ.
Ære være Frands’ minde.

På Borgerkirkens og egne vegne, Torsteen Nielsen