Frimenigheden i hjertet af København

Antallet af frimenigheder i Danmark er vokset stødt i de senere år. De befinder sig et sted mellem fri- og folkekirkerne. Ligesom folkekirken er de evangelisk-lutherske og udspringer ofte af grupper fra Indre Mission, Luthersk Mission eller Oase-bevægelsen.

Én af disse frimenigheder, Københavnerkirken, befinder sig i hjertet af København. Udfordringen har været forbi for at blive klogere på, hvordan menigheden er blevet til, og hvad den står for.

Københavnerkirkens ja og nej

For nogle år siden lukkede Danmarks største kristne boghandel, Bethesda Boghandel, på Israels Plads. Dens lokaler er i dag overtaget af Københavnerkirken. Her møder jeg Claus Grønbæk, som er præst i kirken. Han præsenterer kirken med ordene: ”Kirken har et ja og et nej”, og fortsætter:

”Oprindeligt var vi en gruppe studerende, der læste teologi. På den ene side tog vi en uddannelse, som gav adgang til et præsteembede i Folkekirken, men på den anden side kunne vi ikke se os selv som præster dér. Selvom Folkekirken har et godt grundlag, har den på mange felter fjernet sig fra dette grundlag. Det var nej´et. Det store ja var, at vi havde mange gode venner, der ikke var kristne, men som stillede spørgsmål om liv og død, meningen og Gud. De oplevede ikke, at folkekirken var et relevant sted at gå hen. Så vi havde et ønske om at lave en kirke, der var lidt mere i øjenhøjde. Vi prøver at tage det bedste fra begge verdener. Det er ikke sådan, at vi siger: ”ud med salmerne og ritualerne”, men vi prøver samtidig at sætte det ind i en ramme, så det føles lidt mere relevant.”

For alle aldre

I kirken findes alle aldersgrupper, men der er en overvægt af unge:

”Heldigvis har vi også pensionister, og det interessante er, at mange af de unge siger, at de har valgt Københavnerkirken, fordi det ikke er en ungdomskirke. Vi har unge, familier, midaldrende og ældre. Gudstjenesterne er heller ikke udpræget for unge. Det er ikke up tempo det hele. Det er en god blanding af lovsang, børnesange og salmer, af prædiken, mulighed for spørgsmål, refleksion, vidnesbyrd, bøn og nadverritual. Man kan sms´e et spørgsmål eller en protest til prædikanten, og så har han nogle få minutter efter prædikenen, hvor han kan svare på spørgsmål, så det ikke bare er envejskommunikation. Den første søndag i måneden har vi ingen formiddagsgudstjeneste, men en aftengudstjeneste, som er mere liturgisk og enkel.

Rødder i vækkelsesbevægelserne

Københavnerkirken er, som Claus Grønbæk udtrykker det, en god blanding af folk med baggrund i Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission, Folkekirken og KFS. Men der kommer også par, hvor den ene er folkekirkelig og den anden fra frikirkebaggrund:

”Her bliver vi en form for hybrid, hvor begge parter kan føle sig hjemme. Vi er en del af Evangelisk Luthersk Netværk, som er en paraplyorganisation for lutherske kristne. Vi er også tilknyttet et internationalt kirkeplanternetværk, som hedder ACTS 29. Netværket består primært af evangelikale, reformerte medlemmer. Vi er den eneste lutherske kirke i netværket. Derudover har vi for omkring 10 år siden startet et netværk for missionale menigheder.”

Hele bibelen

Prædikanterne forsøger at komme hele Bibelen rundt i deres prædikener, fortæller han:

”Vi følger ikke Folkekirkens tekstrækker. De første år forsøgte vi os med temaer, der strakte sig over 3-5 søndage. Men i dag bestræber vi os på at gå igennem hele bibelskrifter. For når man vælger temaer, kan man godt ende med bare at ride sine egne kæpheste. Vi forsøger at veksle mellem evangelierne, Paulus´ breve og gammeltestamentlige skrifter. Budskabet skal gerne være hele Bibelens, ikke bare et lille hjørne, som vi vælger. Det kan være en stor udfordring, for nogle søndage er budskabet ikke noget, der stryger os med håret. Jesus siger jo mange ting, som udfordrer og afslører. Når man vil tænke i øjenhøjde og gøre gudstjenesterne søgervenlige, kan man fristes til at give folk det, de vil have. Det er ikke det, vi vil. Men vi vil, at folk skal forstå det, vi siger og kan se det som relevant ind i deres liv. Så kan de være rygende uenige.”

Troskab mod bibelens ord

Når Claus Grønbæk skal forklare, hvad kirken står for trosmæssigt, tager han igen udgangspunkt i Bibelen:

”Vi står på klassisk bibelsk, luthersk grund. Bibelen er Guds ord, og dens lære er rettesnor og fundament. Det betyder, at vi ønsker, at Bibelen må være vort grundlag. Når samfundet eller vi selv mener noget andet end det, Jesus siger, er det ham, der har autoriteten. Så selvom vi kan synes, at det er ubehageligt, og vi ikke ynder f.eks. at tale om fortabelsen, må vi vedgå, at Jesus taler soleklart om det. Derfor er vi nødt til at fastholde det, alt andet ville være forkert. Vi må hele tiden være bevidst om, hvorvidt vi læser noget ind i teksten eller bevidst overser noget. Jeg er bange for, når vi taler udenom. Vi må spørge os selv, om vi undgår f.eks. talen om fortabelse, fordi vi føler ubehag og ikke rigtig kan forlige os med det. Vælger vi derfor en anden udgave end Bibelens? Passer Gud egentlig meget godt med mine meninger, eller står han udenfor mig og taler ind i mit liv? Det må vi spørge os selv om uanset, hvad der møder os.”

En missional menighed

Udover at være en bibelfunderet kirke, brænder Københavnerkirken for at være missionerende:

”Vi har haft den store glæde og velsignelse, at vi gennem årene har set mennesker komme til tro. Det er en lille, stille vækst. Vi forsøger at være meget bevidste om, at vi ikke kun er her for os selv. Københavnerkirken skal være et sted, hvor man naturligt tager sine venner med. Det skal være et sted, hvor man kan tale om Gud og møde ham. For dem, der gerne vil vide mere om troen og Bibelen, er der i kirken et introduktionsprogram i lighed med Alpha-kurserne. Derudover har kirken i 10 år haft et lignende program i Herstedvester fængsel.”
Kirke i hverdagen

Selvom kirken har fokus på at nå mennesker med budskabet om Jesus, satser kirken ikke udelukkende på udadgående arrangementer.

”Vi kristne er rigtig gode til arrangementer,” siger Claus Grønbæk, ”men Københavnerkirken ønsker, at være sendt til dem, vi er sammen med i hverdagen. Man siger ofte, at kirken ikke har kontakt med særlig mange mennesker. Men kirken er ikke en bygning, det er ikke en gudstjeneste, det er de mennesker, der er kommet til tro på Jesus. Kirken samles til gudstjeneste og arrangementer, men det er ikke det, der er kirken. Så kirken er i kontakt med rigtig mange mennesker, fordi dens medlemmer er på arbejdspladser og sammen med familier og venner.”

En bedstemor møder Jesus

”Det at opleve, hvordan Gud virker i almindelige mennesker, er fantastisk,” understreger Claus Grønbæk og fortæller om én af de første, de oplevede, kom til tro i kirken:

”Det var en ældre dame, som aldrig havde haft noget med Gud, tro og kirke at gøre. Hun blev inviteret med af sit barnebarn og var med på vores introkursus. Det endte med, at hun kom til tro og oplevede, at Gud greb ind i hendes liv. Hun var med til hver eneste gudstjeneste og sugede til sig. Få år efter, at hun kom til tro, døde hun.”