Kom hjem til festen hos Far

Lignelsens far viste kærlighed mod den søn, der havde knust hans hjerte og kom hjem i laser og pjalter og lugtede af gris. Men hvis den fortabte søn bare angrede og selv vendte hjem og blev tilgivet af Gud, er der vel ingen brug for en frelser?

Denne indvending har teologen Kenneth E. Bailey hørt fra mange muslimer, og det har fået ham til at nærstudere den berømte lignelse, der står som den sidste af tre i Luk. 15. Jesus fortalte disse lignelser, fordi de religiøse ledere kritiserede ham for at omgås og spise sammen med ”syndere”.

Den første lignelse handler om hyrden, der mangler ét ud af hundrede får, hvorefter han går ud og leder efter det, finder det og bærer det hjem. Derefter holder han fest. I den næste lignelse har en kvinde mistet én ud af ti mønter. Hun leder længe, før hun finder den – og så holder hun også fest.

I lignelsen om den fortabte søn ser det umiddelbart ud til, at sønnen bare angrer og går hjem uden assistance. Men sådan forholder det sig ikke, fastslår Bailey. For angeren kom først i mødet med den far, der ydmygede sig ved at styrte gennem landsbyen for af kysse den søn, der havde knust hans hjerte, bortødslet sin arv og nu stod ved bygrænsen klædt i laser og pjalter og lugtede af gris.

Kunne vente et møgfald

Patriarken havde ikke prøvet at holde sin søn tilbage, da han forlod hjemmet med hele arven i kontanter. Men sønnen vidste, at hvis han en dag vendte hjem efter at have ødslet formuen bort – og så endda blandt hedninger – ville han blive mødt med hele landsbyens foragt og afvisning. Faktisk ville hans gamle naboer knuse en krukke møg foran hans fødder og råbe, at han nu var afskåret fra sit folk.

Hvis han alligevel prøvede at nå frem til sin fars hus, ville han være nødt til at løbe spidsrod gennem byen under gadedrengenes hån.

Hvorfor løb patriarken?

Det var fuldstændig uhørt, at en orientalsk patriark nogensinde skulle løbe. Men denne far gjorde det. Han ydmygede sig foran alle naboerne ved at løfte op i sin kjortel og spæne gennem byen.

Man kunne måske forestille sig, at en mor ville styrte afsted for at møde sin stinkende pjalt af en søn og overøse ham med kys. Men en typisk orientalsk far ville aldrig gøre det. Når rygtet om sønnens hjemkomst havde nået ham, ville han blive siddende hjemme, strengt afventende den fortabtes ankomst.

Men denne far hindrede, at sønnen blev ydmyget ved selv at gå ind under ydmygelsen. Derpå blev sønnens pjalter udskiftet med patriarkens bedste tøj og en ring, som bekræftede, at han var søn. Den fortabte søn kom hjem, fordi han havde sultet. Derfor havde han også forberedt en fin tale, hvor han ville tilbyde at arbejde, for at betale sin far tilbage.

Men han fik aldrig holdt hele talen. Han nåede kun at bekende, at han havde svigtet både Gud og sin far og ikke var værd at kaldes sin fars søn, før hans far befalede tjenerne at give ham det fine tøj på og slagte fedekalven. Han var barn. Så gav det ikke længere mening at tale om at betale tilbage. Og så var der fest!

Storebror er vred

Husets ældste søn blev rasende, da en af byens drenge fortalte ham om festen, og at patriarken havde taget imod sin yngste søn med ”shalom”. Festen skyldtes altså ikke bare, at sønnen ”var kommet hjem i god behold”, men derimod, at forholdet mellem far og søn nu var genoprettet, fastslår Kenneth E. Bailey.

Far ydmyger sig igen

Men endnu engang gør patriarken det uhørte: Han ydmyger sig for at genoprette husfreden – denne gang i forhold til sin ældste søn. Mens den ældste søn omtaler sin lillebror som ”din søn dér”, taler hans far i forsonende vendinger om det glædelige, der er sket.

”Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’” Ordvalget viser tydeligt, at den fortabte søn ikke frelste sig selv ved at gå hjem. Nej, han ”var fortabt, men er blevet fundet” – af Gud selv.

Hvad svarer vi?

Hvad svarede den ældste søn på sin fars invitation? Vi ved det ikke, for vi må selv tænke videre. Det samme gjaldt Jesu første tilhørere, farisæerne og de skriftkloge, der fordømte ham for at ”modtage syndere og spise sammen med dem”. Men hvis den arbejdsomme storebror vælger at blive forsonet med sin far og går med ind til hans fest, vil han også blive forsonet med sin bror.

Til Guds fest mødes farisæere og toldere, stræbsomme og letsindige, Martha’er og Maria’er. Hver af os har vores egen historie om synd og oprør, som har knust Guds hjerte. Men når vi møder nåden hos ham, der ydmygede sig for at blive vores frelser, får vi også rum i hjertet for vore søskende.

Og arbejdet i Herrens tjeneste – ja, det kommer længere ned på prioriteringslisten. For det aller-allervigtigste er, at vi får lov til at være børn hos Gud. Relationen til Ham, takket være den dyre nåde, må komme først: ”Jeg råber igen, mit barn, jeg opgir aldrig: Jeg elsker dig, mit barn, jeg elsker dig! Du er ikke uundværlig som min tjener, men som barn, mit barn, er du umistelig.”

(Vers 5 af ’Nu må du blot være barn’ af Hopland/Lomborg / Sange og Salmer 657.)

Søndagens tekst: Luk. 15,11-32

Lignelsen om ”Den fortabte søn”

11 Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner.

12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.

13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv,

14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede.

15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken.

16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget.

17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult.

18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud.

19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’

20 Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.

21 ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’

22 Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne—

23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes!

24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!

25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset.

26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik.

27 ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’

28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind.

29 ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner.

30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’

31 ‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”