Oase-folket kom tilbage igen efter corona-pausen

SommerOase samlede 3300 faste deltagere, og desuden mange gæster i løbet af uge 29 i Horsens.

Dansk Oases nye formand, David Mortensen, ses her på SommerOasens store plads ved Bygholm Landbrugsskole udenfor Horsens, sammen med sin far, Knud Mortensen.

– Vi har oplevet, at folk bare er kommet og har løftet i flok på en helt særlig måde, fortæller formanden for Dansk Oase, David Mortensen.

SommerOase blev holdt i uge 29 – den 16.-23. juli – på det lejede camp-område ved Bygholm Landbrugsskole udenfor Horsens.

– Hvor mange deltagere var der i år?

– Vi nåede op på ca. 3300 faste, og desuden en masse gæster ugen igennem.

– Så det er næsten ligesom før corona-nedlukningen?

– Ja, det er tæt på. Og det særlige for mig har været, at folk bare er kommet tilbage med smil og en længsel efter at få det her til at ske. Og det har bare været fedt. Vi har haft en masse gode talere, hørt Guds ord og mærket Guds kraft i den her uge, siger David.

– Har det kostet udgifter at ligge stille i nogle år?

– Ja, vi har været bundet af nogle kontrakter, men vi er kommet velsignet igennem det. Der har været gode leverandører, som har været villige til at forhandle. Det første år fik vi også noget corona-tilskud. Men det vigtigste har været, at baglandet løftede, bl.a. ved at give deres forudbetalte billetter som en gave til Dansk Oase. Vi stod med bæven, da coronaen ramte. For vi kunne godt se, at det kunne få en ret store konsekvenser. Men vi er kommet meget velsignede igennem.

– SommerOasen giver vel også et tilskud til den daglige drift?

– SommerOasen bærer stort set sig selv. Men nogle stillinger er jo bundet op på gennemførelsen af SommerOasen.

– Sekretariatet flytter nu fra Rudehøj til Aarhus?

– Ja til september. Og vi har en generalsekretærstilling, som vi skal ud og have besat. Vi har nedsat et ansættelsesudvalg, som arbejder med det, slutter David Laadal Mortensen.

Blev formand i år

David Laadal Mortensen er 41 år og har været med i DanskOase i 20 år, og de seneste seks år en del af lederskabet. Tidligere har han arbejdet som sekretariatsleder i Aarhus Valgmenighed og landsleder i Børne- og UngdomsOase. I dag er han landsleder i Youth For Christ – YFC Danmark.

David Laadal Mortensen blev i januar valgt til formand af et enigt lederskab. Den tidligere formand, sognepræst Ole Backer Mogensen, havde ønsket at træde tilbage og er nu næstformand. Ved tiltrædelsen sagde den nye formand i en pressemeddelelse fra Dansk Oase:

”Jeg tror, jeg kan bidrage med at se muligheder og sætte dem ind i en større sammenhæng, sådan at de får retning og handling. Jeg vil gerne bidrage til at skabe de bedst mulige rammer for synergi mellem DanskOases menigheder, skoler og projekter, sådan at vores fællesskab styrkes.”

David Laadal Mortensen bor i Brabrand ved Aarhus med sin hustru, Sara, som laver tv-dokumentarer. Sammen har de Villads på 12 år, Frida på 10 år og Anker på 5 år. Selv om der er nok at se til, bliver der også tid til masser af vand.

”Jeg skal helst ugentligt i Aarhus Bugt. I mange år har det været vinterbadning, men det har udviklet sig til havsvømning og undervandsjagt. Når hovedet kommer under vand, åbnes en anden verden, pulsen falder, og der sker noget godt med tankerne,” fortæller den nyvalgte formand.

David er søn af Annie og Knud Mortensen og er vokset op i Vestjylland. Forældrene bor nu også i Aarhus og er aktive i kirkelivet.