Solveig har lært at hvile i magtesløshed

”Som 20-årig blev jeg diabetiker. Det var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke længere ville være sammen med Gud. Jeg havde ellers sagt ja til ham på en ungdomslejr. Men nu var jeg teenager, og det var blevet sjovere at gå ud at lave ballade, danse og drikke en masse sprut. Derfor lagde jeg Bibelen på hylden, og dér fik den lov at ligge og samle støv,” fortæller Solveig.

Efter et ophold i Irland begyndte hun at lide af tørst og gik til læge:

”Han sagde, at jeg havde diabetes og skulle på sygehuset. Alt i mig gik bare totalt Rasmus-modsat. Jeg kunne slet ikke have noget med ordet kronisk at gøre. Så jeg gik hjem og begyndte at undersøge tingene. Min tanke var, at hvis jeg kunne gøre et eller andet for at blive rask, skulle jeg gøre det nu, inden jeg begyndte at få medicin. Jeg brugte så 4-5 måneder på at prøve alt muligt alternativt, men der var ikke noget af det, der hjalp.”

Tilbage til Gud

”Mine søskende var efterhånden blevet meget bekymrede for mig. For jeg tabte mig i vægt og blev forpustet, bare jeg skulle gå op ad tre trappetrin. Det var begyndt at præge min krop.”

Da Solveig tog med sine søskende på en kristen weekendlejr, oplevede hun, at det var tid at vende tilbage til Gud: ”Men jeg troede, at det med Gud var en form for købmandshandel. Når jeg nu kom tilbage til Gud og lovede at tjene ham, ville han til gengæld tage min diabetes væk. Men det virkede ikke. I stedet gav det mig fred nok i mit hoved og mit sind til at gå til lægen og sige ja til indlæggelse. Efterfølgende har det taget rigtig mange år, inden både mit hoved og min krop fandt ud af at være diabetiker. Jeg skal jo altid tage hensyn til den,” forklarer hun.

Mødet med UMO

”Jeg begyndte nu at være med på ungdomslejre igen. Her hørte jeg om UMO (Ungdom Med Opgave), og i 1987 tog jeg afsted til deres discipeltræningsskole på Sjellebro ved Randers. Det var et totalt chok for mig. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg kom fra en mere salmebogssyngende kristen baggrund, som i hvert fald ikke var karismatisk. Men i UMO var der liv og glade dage. Der var mennesker, som var kærlige. Det var virkelig en omvæltning for mig. Jeg lærte også en hel masse om mig selv og fandt ud af, at Gud elsker mig og vil mig helt og fuldt.”

Efter opholdet i Sjellebro rejste Solveig med UMO på et 3-måneders outreach til Filippinerne, hvor hun arbejdede med prostituerede.
Det blev begyndelsen til mange års tjeneste i UMO, hvor hun bl.a. arbejdede flere år blandt muslimer i Tyrkiet og misbrugere i Brasilien.

Derudover har hun både taget kurser og undervist på UMO’s skoler rundt om i verden.

Taknemlighed

I 2015 fik Solveigs rejser med UMO imidlertid en brat afslutning. Efter en tid med meget intense smerter fik Solveig konstateret knogleskørhed og to brud på rygsøjlen: ”Intervallerne, hvor jeg kunne noget, blev kortere og kortere – og smerterne overtog mere eller mindre mit liv. Men det, der stod fast, var Gud.

Jeg har råbt og skreget og spurgt Gud, hvorfor han tillader det, og jeg har bedt ham om at tage smerten. Men den er ikke gået væk – endnu.
Det er en helt anden situation at skulle holde fast ved Gud og holde fast i glæden i Gud, når man har ondt. At blive ved med hver morgen at takke Gud for, at jeg i dag kan stå op uden at det gør mere ondt, end at jeg kan få benene ned på jorden, er meget sværere end, hvis jeg var blevet helbredt.

Men det har lært mig at være taknemlig. Taknemlig over bittesmå ting. For, når man har så ondt, er der mange små detaljer, der træder frem med en tyk streg under. Små ting, jeg aldrig ville have tænkt på, hvis jeg havde været rask.”

Hvile i magtesløsheden

”I en periode fik jeg det også bedre, så jeg kunne begynde at leve igen og rejse lidt rundt. Jeg kunne mere og mere, men jeg fandt samtidig ud af, at jeg ikke kunne arbejde længere.”

På mange måder klarede Solveig det alligevel med Guds hjælp. Selv da hun på et tidspunkt ikke havde nogen form for indtægt, oplevede hun bl.a., at nogen gav hende penge.

”For mig har det været en proces frem imod at kunne hvile i magtesløsheden. Det, jeg troede, jeg havde magt over, blev mindre og mindre.
Hver dag vælger jeg at hvile i magtesløsheden. Det har bestemt ikke været let, og det er ikke kommet på én gang”.

Frihed til at vælge

”Men jeg har et valg: Hver gang jeg er magtesløs, kan jeg vælge at sige: ”Gud, jeg hviler i, at du er større og ved præcis, hvad der sker lige her og nu. Du har en løsning på det – og det er den bedste løsning. Jeg aner ikke, hvordan du vil løse det, og jeg orker ikke engang at tænke på løsningen, men i min magtesløshed vælger jeg dig, Jesus. Jeg vælger, at du både skal være min glæde og den, der holder fast i min krop og får det hele til at hænge sammen!”

Jeg er ikke én, der bekymrer mig. Det har jeg valgt at lade være med på et meget tidligt tidspunkt. Allerede, da jeg begyndte at arbejde med UMO, valgte jeg at leve i tro. Så jeg har det faktisk fint med ikke at være i kontrol,” fortæller Solveig.

Ingen sammenligning

”Jeg har også lært, at jeg ikke skal sammenligne mig med andre. Når jeg falder ned i faldgruben, hvor jeg sammenligner mig, kan jeg bare finde nogen, der hverken kan det ene eller det andet. Jeg kan jo stadig både se, høre, lugte og smage – og jeg kan gå en tur i naturen. Jeg kan måske ikke gå i så lang tid som tidligere, men jeg kan stadig få noget ud af det. Jeg har dog måttet gå igennem forskellige sorgprocesser, hvor jeg har accepteret, at der er ting, jeg kunne engang, som jeg ikke kan nu.”

Mere sygdom

Efter at være kommet ud af de værste smerter, blev Solveig igen syg sidste år. Først var det en diskusprolaps og derefter et brækket ribben:

”Jeg synes, det var rædselsfuldt, men det fik mig ikke til at opgive Gud. Der har jeg ikke været. Jeg har mistet så mange ting i mit liv, men jeg ved, at Gud er mig nær. Selvom han tillader mange omstændigheder i mit liv, som jeg ikke bryder mig om, kan jeg se, at Gud passer på mig. Han har f.eks. sørget for, at jeg overhovedet ikke skal tænke på penge,” siger Solveig, som i dag er fleksjobber.

”Jeg sætter selvfølgelig mine behov efter, hvad jeg har, og så glæder jeg mig, hver gang jeg kan give noget til andre. Så jeg er stadig med i mission, fordi jeg kan give til dem, som er ude som missionærer – og kan løfte dem op i bøn.”

Gud kan bruge de små ting i sit store puslespil

”I dag kan min tjeneste være at smile til nogen på gaden. Der skal så lidt til at opmuntre andre mennesker. Jeg beder hver dag Gud om at vise mig, hvem jeg skal opmuntre. Bare det, at man ser sit medmenneske, betyder utroligt meget – og det kan jeg jo stadig. Jeg kan ikke ændre verden, men jeg kan gøre små ting, som Gud kan bruge og sætte ind i sit store puslespil, så det hele passer sammen.”

Solveig slutter med at sige: ”Der er meget, jeg ikke forstår, hvorfor Gud ikke har svaret på. Men det har ikke noget at gøre med, at han ikke har hørt mig.”