Uden håb har man ingenting

Det skulle have været en festdag. Den 26. april fyldte Negin Gholami 18 år og blev fejret med kurdisk middag, blomster og fødselsdagssang i familieboligen på 1. sal på Udrejsecenter Avnstrup ved Hvalsø. Men med fødselsdagen fulgte også et brev fra Hjemrejsestyrelsen, der satte Negins fremtid på standby.

Den 18-årige kurdiske pige kom til Danmark for syv år siden fra Iran sammen med sin familie, men efter fire år fik familien afslag på asyl og har siden boet på et udrejsecenter. Da de ikke har lovligt ophold i Danmark, vil Negin som 18-årig blive underlagt de samme restriktioner som voksne asylansøgere i udrejseposition. I dette fødselsdagsinterview fortæller Negin om en anderledes ungdom og om at kæmpe for sin fremtid.

Det er lidt mærkeligt. Når man bliver 18 år i Danmark, betyder det normalt, at man bliver tættere på sine egne ønsker. Man er voksen og får flere muligheder.

Alle døre bliver lukket

Men sådan er det ikke, når man bor på et udrejsecenter. Så bliver alle døre lukket. Der er en masse, man ikke må. Man har ikke længere ret til at gå i skole og få betalt transport. Man må ikke tage kørekort. Børn kan gå til forskellige aktiviteter, men det kan man ikke længere, når man er 18 år.

I kirken bad præsten for os.
Det endte med, at min lillesøster blev født sund og rask.
Mine forældre var meget taknemmelige
og besluttede, at de ville være kristne.

Tidligere var jeg glad for at spille fodbold. Nu siger reglerne, at vi ikke skal have så mange muligheder. Jeg får også snart meldepligt to gange om dagen ligesom de voksne. Jeg har altid kæmpet for min fremtid. I Iran nåede jeg at afslutte 5. klasse, inden vi rejste. Men selv om det var rigtig svært, har jeg taget 9. klasse på en dansk folkeskole og er snart færdig med 1. HF.

Somme tider får man lov at fortsætte med at gå i skole, selv om man er 18 år, men man har ikke længere ret til noget. Reglerne siger nej. Jeg håber bare så meget, at jeg får lov at fortsætte efter sommerferien. Men selv om de giver mig lov til at gøre min HF færdig, har jeg ikke mulighed for at læse videre. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med mig.

Vi flygtede ikke for sjov

– Jeg blev rigtig ked af det, da jeg blev indkaldt til en samtale med Hjemrejsestyrelsen ugen efter min fødselsdag. Jeg ved godt, at det er deres arbejde, men det var som om min fremtid forsvandt ud i ingenting. Jeg vidste, at de ville spørge, om jeg vil samarbejde om at rejse tilbage til Iran. Men jeg vil aldrig forlade min familie. Det er meget farligt for os i Iran. Selv om min familie har fået afslag på asyl, er vi her ikke for sjov. Vi rejste for syv år siden, fordi det var farligt for min far og min bror i Iran. Min far havde været politisk aktiv i et kurdisk parti, og min bror, der var 18 år, var indkaldt til militæret og risikerede at blive sendt til Syrien. Hvis vi ikke rejste, ville der ske noget alvorligt med min far og min bror. Vi skulle rejse meget hurtigt om natten over bjergene til Tyrkiet. For at komme videre til Grækenland skulle vi sejle i en lille båd. Vi var mange mennesker i båden. Der var høje bølger. Vi var meget bange. Hvis vi blev kastet i havet, ville vi alle sammen dø. Vi så en anden båd, der ikke klarede det. Det er ikke noget, man glemmer.

Familien blev døbt i 2016

– I dag er det ikke kun farligt i Iran for min far og min bror. Det er farligt for os alle sammen, fordi vi er blevet kristne. I Iran skal alle være muslimer. Men vi vil ikke opgive vores tro. Vi ved, at vi har fundet den rigtige vej. Nogle tror, at vi blev kristne for at få asyl. Men det er ikke rigtigt. I Iran var vi yarsani*. Da vi kom til Danmark, kendte vi ikke kristendommen, men på et asylcenter i Nyborg fortalte en nabo os, at kirken var et godt sted. På det tidspunkt var min mor gravid med min lillesøster. Der var problemer med graviditeten, og vi var bange for, at der ville opstå komplikationer. I kirken bad præsten for os. Det endte med, at min lillesøster blev født sund og rask. Mine forældre var meget taknemmelige og besluttede, at de ville være kristne. De gik til undervisning i kirken og talte med min bror og mig om, hvorfor kristendommen var den rigtige vej. Den 16. december 2016 blev vi døbt alle sammen. Siden har vi gået i kirke næsten hver søndag.

Kirken gør mig glad

– Min tro betyder rigtig meget for mig. Når jeg beder til Gud, bliver jeg lettet for noget af alt det svære. I kirken føler jeg mig tættere på Gud. Jeg bliver lidt gladere. Måske er der nogle sætninger fra Bibelen, der giver mig mod til at blive ved med at kæmpe. For nogle år siden blev jeg konfirmeret. Det var noget, jeg selv valgte. Jeg var på to ugers kursus i Løgumkloster sammen med en masse andre unge. Det var rigtig sjovt. Jeg lærte en masse om, hvad det vil sige at tro på Gud og leve som kristen. I Danmark har vi boet på seks forskellige asylcentre. Hver gang vi blev flyttet, har jeg sagt farvel til mine veninder. Nogle fik ophold. Andre blev sendt tilbage. Somme tider tænker jeg, at jeg aldrig rigtig har været ung. Jeg var 11 år, da vi kom her. I dag er jeg 18. Det er de vigtigste år i mit liv. Heldigvis har jeg en rigtig god veninde, der er i samme situation som mig. Vi forstår hinanden. Danske unge er også søde, men det er svært for dem at forstå, at mit liv er så anderledes.

Kommer politiet og henter os næste gang?

– Når man bor på et udrejsecenter, tænker man meget. Man ved aldrig, hvad der kan ske, når man vågner om morgenen. Kommer politiet og henter os? Jeg har set dem hente andre familier. Er det os næste gang? Somme tider kan jeg ikke sove om natten. Der er så mange tanker i mit hoved. Der er dage, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig i skolen. Det er heller ikke let at få ro til at læse herhjemme, hvor vi bor fem mennesker på to værelser. Heldigvis er der nogle frivillige, der hjælper med lektierne. Det betyder rigtig meget.

Må ikke være en del af det danske samfund

– Nogle gange tænker jeg, at det er et mirakel, at vi ikke har givet op. Mine forældre er meget stærke. De er begge vokset op i en flygtningelejr og har set rigtig meget. I dag er min far frivillig på centret, og min mor hjælper også. De vil ikke bare sidde derhjemme.
Jeg beundrer mine forældre. Hvis Danmark gav dem lov, ville de arbejde og betale skat. Det ville være meget bedre for samfundet. Min bror er 25 år og har kursusbevis fra frisørskolen. Han drømmer om at åbne sin egen frisørbutik, men lige nu må han ingenting. Jeg tror, han kan blive en god frisør. Jeg tænker meget over, hvad jeg vil med mit liv. Min drøm er at blive politibetjent og være med til at forsvare det danske samfund. Men for at komme ind på politiskolen skal man have dansk statsborgerskab. Det tager virkelig lang tid. Det er umuligt for mig. Derfor tænker jeg på at blive sygeplejerske eller måske farmakolog. Jeg vil gerne have en uddannelse, hvor jeg kan hjælpe mennesker og gøre noget godt for samfundet. Jeg ved godt, at det er drømme. Men jeg vil have lov at drømme. Selvfølgelig er jeg taknemmelig for, at jeg har min familie og mine veninder, og at jeg er sund og rask. Jeg er taknemmelig for, at vi har lov til at være kristne i Danmark. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke må være en del af det danske samfund. Jeg går i skole, taler dansk og kæmper for min fremtid. Men jeg får hele tiden at vide, at de ting, jeg drømmer om, ikke er mulige for mig.

Vi kan jo ikke rejse tilbage

– Somme tider er det, som om jeg har glemt, hvordan det er at være rigtig glad. Men jeg har stadig håb. Jeg tror på, at vores sag en dag bliver genåbnet, og at vi får opholdstilladelse. Sådan må det være. Vi kan jo ikke rejse tilbage. Hvis man ikke har håb, har man ingenting. Jeg er glad for, at Danmark tager imod de ukrainske flygtninge på en omsorgsfuld måde og giver dem huse og gratis transport. Jeg kan godt forstå, at Danmark giver mere hjælp til dem, fordi de er europæere. Men vi er også mennesker i Avnstrup. Vi er alle sammen mennesker. Alle mennesker har et hjerte. Man kommer kun ind i verden én gang. Vi vil bare gerne have et liv og en fremtid.

* Yarsan/Yarsani: Gammel kurdisk religion

Artiklen er først bragt i bladet Nyt på Tværs, juni 2022.