Venstre sidebanner eksempel

Ungt par skal lede Vineyard

Anne og Simon Walsøe er præstepar i Aarhus-menigheden, men de skal nu også bruge tid på det landsdækkende arbejde.

Vineyard Danmark får nyt lederpar den 1. august, hvor præster i Aarhus Vineyard Anne og Simon Walsøe tager over efter præst i København Vineyard Flemming Mølhede.

Den 1. august 2022 indtræder præsterne i Vineyard Aarhus Anne og Simon Walsøe i rollen som ledere af Vineyard Danmark, der er paraplyorganisation for den danske gren af den globale kirkebevægelse Vineyard. I Danmark er der nu Vineyard-kirker i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Roskilde, Helsingør og Rønne.

Anne og Simon har gennem en årrække været ansat i København Vineyard, men flyttede i 2017 til Aarhus for at etablere Aarhus Vineyard, der i dag er en kirke med omkring 300 medlemmer.

“Vi glæder os enormt meget til at være med til at udvikle og varetage alt det fantastiske, som Gud gør igennem Vineyard Danmark. Vi har en virkelig rig arv, og vi oplever, at vi som kirkebevægelse kun lige er begyndt,” siger de og uddyber:

”Det er vores store håb, at vi kan være med til at understøtte og facilitere alt det, som allerede sker rundt om i de lokale Vineyard-kirker, men vi drømmer også om at se langt flere Vineyard-kirker i alle dele af landet. Det er vores erfaring, at Gud bruger Vineyard-kirkerne til at nå danskerne – også dem, som ellers normalt ville være langt fra kirke og tro.”

Anne og Simon Walsøe fortsætter som ledere af Aarhus Vineyard, men Simon vil fra den 1. august være ansat en dag om ugen til at varetage arbejdet med det nationale lederskab. Vineyard Danmark har hidtil været under ledende præst i København Vineyard Flemming Mølhedes lederskab siden 1997, hvor han sammen med andre etablerede København Vineyard som den første Vineyard-kirke i Danmark. Flemming Mølhede fortsætter som ledende præst i København Vineyard og som leder af Vineyard Norden.