Flashback til svært ægteskab gør ondt

Kære Poul Henning

Jeg har levet i et vanskeligt ægteskab. Min mand var alkoholiker og levede sammen med andre kvinder. Jeg forsøgte flere gange at få ham i behandling, men bundlinjen var, at han ikke ville hjælpes. Jeg holdt ud i mange år med separation, men til sidst blev vi skilt. Jeg kæmper desværre fortsat nogle dage med flash backs, også om natten.

Jeg kan også føle mig meget alene og grædende genopleve nogle af de mange svigt og grænseoverskridende adfærdsmønstre fra min mand. En kvinde ringede, dengang det var værst, og fortalte mig, at det var en god seng, jeg havde. Heldigvis fik jeg meget støtte fra menigheden, præster og gode veninder. Jeg undrer mig over, at det svære kan hænge ved så længe. Dertil kommer, at jeg ikke tør tale om de dybe og svære emner med min nu afdøde mands søster. Vi er ellers en del sammen. Tak, om du vil hjælpe mig.

Kærlig hilsen
Den anonyme

Kære dig

Hvilken sørgelig historie du har delt med mig, men du udstråler Jesus. Ja, livet er uretfærdigt, men Gud er god. Det er stort, at du er blevet båret igennem, men også ubehageligt, at fortiden genopleves. Det er desværre et udbredt problem. Sindet har det med at bekymre sig og overtænke også gamle, svære temaer.

Når det bliver et mønster, skal ”den røde lampe blinke”. Der skal nu noget andet til! Du er en hengiven bedende kristen. Du har et netværk i både familie og menighed. Du har en erfaring for, at disse ”sorte huller” gentager sig med jævne mellemrum.

Jeg kunne foreslå, at du på ugentlig basis mødtes med en nær veninde. I kunne da dele liv, bede sammen og læse Guds ord sammen, men I kunne også være hinandens forbedere, i ugen der kommer. Jonathan og David fra GT er et fint eksempel herpå. Bibelen og særligt NT er fyldt med eksempler og anbefalinger om at være to.

Hvis du igen ramte ind i et ”sort hul”, kunne I have den aftale, at du ringer til hende. Samtaler løsner op. At blive set, hørt, mødt og lyttet på skal ikke undervurderes. Livliner er vigtige. Man kan og skal ikke dele alt med alle, men det svære skal ingen stå alene med. Vi har alle brug for en ”våbendrager” og en forbeder.

I forhold til din svigerinde tænker jeg, at du tænker for meget på, hvad hun tænker. Du har her en vibrerende spænding i dit indre. Den spænding falder ikke ned, før du handler på spændingen. Bibelen er langt mere fyldt med handlinger end tanker. Vi skal være som børn. Livet skal ikke være så kompliceret. Egentlig vil du gerne tale med hende om det svære, men du tænker, at det vil hun ikke. Du er også bange for at gøre hende ked af det.

Du kunne jo spørge på følgende måde: ”Vil du gerne tale om det svære, det var jo min mand og din bror. Måske vi kan berige hinanden og nuancere nogle opfattelser. Jeg vil gerne, men naturligvis kun hvis du vil.” Uanset om hun da siger ja eller nej, vil din indre spænding falde markant, fordi du nu har gjort det, du kan.

Jeg hilser dig med apostlen Johannes’ opmuntrende ord: ”Min kære, fremfor alt ønsker jeg, at du må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt. For jeg blev glad, da der kom brødre, som vidnede om din sandhed, at du lever i sandheden. Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.”(1. Joh. 3:2-4)

Kærlig hilsen
Poul Henning