Venstre sidebanner eksempel

Kirken efter corona

Har tiden under coronaen ændret kirken og kirkegængernes vaner? Udfordringen har spurgt fem præster, hvad deres menigheder tager med fra en tid med nedlukning.

Af Kirsten Krog Cand. mag. Anmelder og journalistisk medarbejder på Udfordringen.

Selvom en del stadig smittes, og sommeren til alles overraskelse har budt på en smittestigning, er samfundet efterhånden helt tilbage til normalen. Enkelte er stadig lidt utrygge, især dem i risikogrupperne, men for langt de fleste er hverdagen igen som før coronaen.

Man kan spørge, om vi egentlig har lært noget af de sidste 2-3 år, og om tiden vil sætte varige spor. Og hvad med kirken? Hvordan har pandemien påvirket os som kristne her i Danmark, hvor vi trods den krise, vi har været igennem, lever en beskyttet tilværelse?

Udfordringen har spurgt fem præster, hvad deres menigheder tager med fra en tid med nedlukning.

Fra online-kristen tilbage til kirkebænken

Da kirkerne under første nedlukning blev lukket, måtte menighederne indstille sig på onlinegudstjenester. I Bibelværkstedet i Nykøbing Falster, som

Martin Bergsøe, præst i Bibelværkstedet, Apostolsk Kirke.

tilhører Apostolsk Kirke, valgte man imidlertid – til forskel fra i visse andre kirker – at skrotte online-gudstjenesterne, så snart kirkerne af

regeringen fik lov til at åbne. Her er alle kirkens medlemmer for længst tilbage på kirkebænkene. Kirkens præst, Martin Bergsøe, har et bud på hvorfor:

”Mens der var restriktioner med fx afstandskrav, sørgede vi for, at alle, der ville til fysisk gudstjeneste, kunne komme det. Derfor var der hver søndag to gudstjenester, én kl. 9 og én kl. 11”.

Også i Vanløse Frikirke er man på vej tilbage til normalen, men som Gunni Bjørsted, der er præst i kirken, fortæller, har det taget tid:

”For nogle i kirken var der en stor ophobet motivation for at mødes igen og deltage i gudstjenester, grupper og

Gunni Bjørsted, præst i Vanløse Frikirke.

tjenester; mens andre havde vænnet sig til at være mere for sig selv og hygge sig længe derhjemme søndag formiddag i stedet for at tage til gudstjeneste. Men nu er vi ved at være tilbage på det niveau, vi var på før nedlukningen.”

Minus og plus

Flere af de adspurgte melder altså, at alle i deres menighed nu er tilbage på kirkebænkene. Nogle steder tager det dog lidt længere tid at komme tilbage til normalen end andre steder. I Nazareth Kirke

Jens Ole Christensen, sognepræst i Nazareth Kirke på Østerbro.

på Østerbro i København har man oplevet en nedgang på omkring en fjerdedel. Dette har dog ifølge kirkens præst Jens Ole Christensen flere årsager:

”Nogle er flyttet ud af byen – især børnefamilier, mens andre er flyttet til andre og mere lokale menigheder. En ret stor faktor er, at mange har fået et andet kirkegangsmønster: De kommer sjældnere. Det er svært at vurdere, om det er varigt eller et overgangsfænomen. I øvrigt læste jeg i den norske avis ”Dagen” et referat af en britisk undersøgelse, der viser, at coronatiden er gået mest ud over større menigheder. Dem tilhører vi jo i folkekirkelig sammenhæng, og jeg synes, jeg genkender mønstret fra det, jeg hører i Danmark.”

Jens Ole Christensen har imidlertid også observeret noget glædeligt: ”Der er kommet nye til gennem streamingerne og nogle, fordi de fik øje på os lokalt. Vi er gennemgående blevet en mere lokal menighed af denne proces.”

Også i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring har det taget tid at komme tilbage til normalen. Sognepræst Knud Erik Nielsen konstaterer: ”Kirkelivet har lidt under pandemien – og gør det til dels fortsat – men er nu ved at komme op igen og finde sit nye leje. Men desværre stadig med lidt færre folk. Jeg tænker, der går endnu et år, inden vi er helt tilbage ved det ”normale””.

Knud Erik Nielsen, sognepræst i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring.

De forsigtige

Knud Erik Nielsen understreger også, at det har været meget forskelligt, hvordan menighedsmedlemmerne har taklet pandemien:

”Coronatiden har i høj grad udstillet, hvor forskellige vi er som mennesker, og hvordan vi forstår det at være menighed og kirke. Nogle har været meget frygtsomme. Andre af os har nok mere haft fokus på, at der fortsat var opgaver at gøre, og at evangeliet fortsat skulle forkyndes – og vi skulle gøre alt det, vi måtte og kunne på forsvarlig vis. Dem der trivedes ”bedst” i coronatiden var de introverte, tænker jeg. De havde slet ikke brug for undskyldninger til at trække sig. Men jeg er bekymret for, om det for nogle har betydet, at de helt har trukket sig fra at høre ordet og være en aktiv del af menighedens fællesskab. Pandemien har betydet lavere tempo i mangt og meget, men også meget ekstra arbejde med at gøre tingene på en anden måde. Og megen træthed, når det så ikke kunne lykkes, og arbejdet syntes spildt. Det lavere tempo, tror jeg, vi alle har nydt og måske også haft godt af, det har kaldet til eftertanke om at gøre tingene anderledes.”

Omsorg for hinanden

Noget af det, som alle præsterne samstemmende understreger, er erfaringen af den indbyrdes omsorg i menighederne under coronaen. Gunni Bjørsted fortæller således, at nedlukningen udløste ”en skøn kreativitet hos en del i kirken:

Nogle valgte hinanden som små ”sociale bobler”, der mødtes for at ”være med” i vores online-gudstjenester. Andre kørte til nogle af de ældre i kirken og satte blomsterhilsner ved døren. Nogle ringede regelmæssigt til hinanden. Telefonen blev virkelig brugt flittigt i disse måneder, også af os præster.”

Martin Bergsøe påpeger også den indbyrdes omsorg i menigheden. Der var fx folk fra menigheden, der sørgede for, at dem, der fik corona, havde noget at spise. Det var imidlertid ikke en ny opdagelse, for som han siger: ”Vi har en menighed, hvor der er meget kærlighed og omsorg”.

Mikkel Wold, sognepræst i Marmorkirken i København

Mikkel Wold, der er sognepræst i Marmorkirken i København, oplevede på samme måde en stor parathed i sit sogn til at hjælpe: ”Jeg omtalte i kirkebladet, at folk i sognet, som måtte sidde alene eller var utrygge, gerne måtte henvende sig til mig, da vi havde en del, der gerne ville besøge og hjælpe med indkøb etc. Der var ingen, der ønskede hjælp, men der var 5-7 der skrev, at de også gerne ville hjælpe til, hvis der var behov”.

Realitetstjek

Coronatiden blev for mange en tid for selvransagelse – eller for et realitetstjek, som Gunni Bjørsted udtrykker det: ”Ufrivilligt, men ganske givet sundt. Når selvfølgelighederne og det normale kirkeliv bliver suspenderet, er det som overfladebelægninger, der høvles af, så virkeligheden kommer til syne, og de helt nødvendige grundspørgsmål presser sig på: Hvorfor er vi kirke? Hvem er vi kirke for? – For os selv? For hinanden? For at holde kirken i gang? For vores omverden? Og hvordan er vi så det? I bund og grund, tror jeg, sådan en krise, med det realitets-tjek, den fører os ind i, er virkelig sund for os, og at der er meget potentiale i den, når den leder os til Gud og til det, kirke egentlig handler om.”

Burde kirkerne være forblevet åbne?

Spørgsmålet om, hvorvidt det var rigtigt at låse dørene til kirkerne under den første nedlukning, og om kirkefolket herunder kirkens ledere for ureflekterede og uden protest gik med til det, står imidlertid også tilbage. Mikkel Wold siger således, at han oplevede en stor frustration over, at kirkerne var lukkede og understreger:

”Det er efter min mening uhørt, at man i en krisetid holdt kirkerne lukkede for andagtsøgende. Man kunne med lethed have holdt åbent under kontrollerede forhold. Det var i orden at aflyse gudstjenester, men det var udtryk for meget dårlig styring, at man ensidigt holdt kirkerne lukket. Her er der tale om en stor fejl fra biskopperne, provsteforeningen og præsteforeningen”.

Alt i alt ser det imidlertid ud til, at de fleste menigheder er kommet nogenlunde helskindet igennem coronakrisen – nogle endog styrkede på visse områder.