Hvordan kan kirken komme det alternativt spirituelle menneske i møde?
I bogen ”Ånd og arvegods. Mellem folkekirken og folkereligiøsitet” beskriver og forholder en række forfattere sig til udfordringerne i mødet mellem folkekirkekristendom og tidens alternative spiritualitet.
Det sker, ved at den enkelte bidragsyder tager forskellige sider ved den nye spiritualitet op og kommer med tanker om, hvordan vi som kirke kommer denne spiritualitets mennesker i møde. Der tages således livtag med alt fra skæbnetro til engledyrkelse, clairvoyance og spiritisme.
De forskellige bidragsydere spænder i deres skrivestil fra akademiske artikler til letlæste- og forståede artikler af mere praktisk karakter. Fælles for alle er imidlertid, at de i deres tilgang til emnet understreger én ting: Når det drejer sig om at møde mennesker, der er inspireret af eller dybt involveret i den nye spiritualitet, handler det om ikke at møde dem med fastlåste dogmer, men med forståelse og medmenneskelighed.
Dette ses hos Carsten Clemmensen, når han i sin artikel om skæbnetro skelner mellem en tolkning af begrebet blot forstået som vilkår og erfaring og som egentlig determinisme. På samme måde viser han, at der er visse sammenfald mellem skæbnetro og en kristen forsynstanke.
I den forbindelse påpeger han vigtigheden af at forholde sig til virkeligheden, og skriver: ”Sjælesorg handler også om forsoning med et vilkår. Måske endda at forsone sig med magtesløshed” (s. 32).
På samme måde viser Ole Skærbæk Madsen i sin artikel ”Engle, onde magter og mystiske fænomener”, hvordan der både er fællespunkter og forskelle i en bibelsk forståelse af engle og den, man finder i alternative religiøse miljøer. Han påpeger nødvendigheden og vigtigheden af at kunne skelne mellem ånderne.
Lise Trap understreger, at den, der taler med afdøde, er i dyb sorg og krise og skal mødes som sådan.
Fælles for bidragsyderne er også deres analyse af sammenstødet mellem den fællesskabsorienterede kristendom og den individualistiske, alternative religiøsitet. Her står kirken med en udfordring – også dér hvor den alternativt spirituelle nærmer sig kristentroen. Torsten Borbye Nielsen kommer her med en fin inspiration til, hvordan den etablerede kirke kan møde den, der ikke føler sig hjemme i den traditionelle gudstjeneste.
Bogen er primært henvendt til præster og sjælesørgere, men da alle, som er krøbet ud af dåben, ifølge Luther er præster, og da alle kristne møder mennesker fra de alternative miljøer, er bogen relevant for os alle.
Af Thomas Frovin, (red.): Ånd og arvegods – Mellem folkekirken og folkereligiøsitet
148 sider. 175 kr. Eksistensen