Karina kaldte sin butik ’Only by Grace’
For Guds nåde fik ny betydning for hende, da hun pludselig befandt sig i en ufrivillig skilsmisse.
– Hvorfor hedder din butik ”OnlybyGrace” spørger vi Karina Nygaard Raabjerg?
– Ja, nogen spørger, om jeg selv hedder Grace. Men det gør jeg altså ikke. Only by Grace betyder ”Kun af nåde”. Og jeg har selv oplevet at Guds nåde, den er så fantastisk. Jeg kan blive helt høj af bare at tænke på nåden.
– Hvordan har du oplevet nåden i dit liv?
– Jeg har været igennem en del ting. Især med en skilsmisse, hvor mit liv slog nogle kolbøtter.
– Vil du fortælle om det?
– Ja. Jeg ventede vores første barn, da det skete. Jeg bad meget til Gud i den tid om at passe på mit barn og mig. Og jeg oplevede meget konkret, at jeg lå i Guds hånd. Det var en kæmpe kolbøtte for mig, men jeg landede på begge ben og flyttede i 2003 til Aarhus fra København, fortæller Karina, som oprindeligt kommer fra Sydjylland, Ansager ved Grindsted. Jeg havde planer om at læse til markedføringssøkonom i Aarhus. Men det fandt jeg ud af efter en måned, at jeg absolut ikke skulle på det tidspunkt. Jeg havde jo et lille barn på et halvt år. Så jeg brugte et år på at finde mig selv.
Følte skammen
– Selv om det var min mand, der var gået fra mig, så følte jeg mig meget skamfuld på en eller anden måde. Jeg var selvfølgelig også såret, og jeg følte mig mislykket, fordi det slet ikke var gået sådan med mit ægteskab, som jeg helt klart havde ønsket. I starten forsøgte jeg at pakke det ind og holde hånden over min tidligere mand. Men på den måde kom jeg jo selv til at lide under det.
Find en god kirke
– I sommerferien tog jeg på IMs bibelcamping på Mørkholt. Jeg boede i en campingvogn sammen med min søn Lasse. Dér mødte jeg en af mine gamle venner. Og han opfordrede mig til at finde en god kirke i Aarhus, hvor de kunne acceptere, at jeg var fraskilt. Jeg begyndte så at komme i Aarhus Valgmenighed. Og her oplevede jeg, at der var en flok mennesker, som bare kom og bakkede op om mig og min lille dreng Lasse. De arrangerede en ”Passe-Lasse-Plan” på skift, så jeg også kunne få fri ind i mellem. Det var virkelig fantastisk at mærke Guds omsorg gennem disse mennesker. Jeg kan huske, at min daværende præst, Keld Dahlmann sagde til mig, at han ville tage diskussionen, hvis der var nogen, der ville diskutere skilsmisse med mig. Det var jeg taknemmelig for. Det var jo en kamp jeg ville have tabt, uanset hvad. Men det blev heldigvis ikke nødvendigt.
Kraft i tilgivelse
– Jeg oplevede, at Gud satte mig fri for den skam og sårethed, jeg havde. Jeg oplevede den kraft, der er i at tilgive. Hvis man kan lære at tilgive et menneske, som har gjort én ondt, så er det fantastisk. Jeg syntes ikke, det var i orden, det han gjorde. Og jeg var da ret vred på ham i nogen tid, men jeg besluttede at tilgive ham. Og den dag, hvor jeg tilgav, da røg alle mine parader. Det satte mig virkelig fri.
Så Gud på ny
– Hvad fik dig til at tilgive i stedet for at være vred og såret?
– Jeg tror, det var hele det kristne netværk, der omgav mig. Jeg så Gud på en ny måde. Eller jeg forstod mere af, hvad Gud kan, og hvad troen kan. Jeg er vokset op med en barnetro i et rigtig godt hjem i Indre Mission. Og derfor var det også sådan et chok for mig, at jeg selv blev skilt. Det var bestemt ikke planen. Men jeg oplevede så meget med Gud i de år, og det gik op for mig, at jeg ikke skulle bære nag. Det skulle ikke klæbe til mig, det, der var sket. Jeg skulle videre med mit liv. Men på den rigtige måde. Så selv om det var en svær tid, så er jeg i dag taknemlig for, hvad jeg har været igennem. Jeg følte virkelig opbakning fra valgmenigheden. Det var en god tid, som jeg slet ikke kan værdsætte nok. Og det er også derfor, det er så fantastisk at være med på SommerOase med min butik og gense så mange mennesker, som jeg kender fra den tid. Jeg bliver helt rørt over det, fortæller Karina.
Mødte en alenefar
– Jeg mødte min nuværende mand, Martin, på den første alene-weekend, som Indre Mission arrangerede i 2006. Og det var virkelig et godt initiativ. For der var ikke ret meget for folk, der var alene dengang. Min mand havde mistet sin kone halvandet år før. Hun døde af kræft, så det var totalt tragisk for ham og hans to små piger. Men vi mødtes. Og vi blev gift i 2008 og havde så tre børn tilsammen. Helena, Lasse og Olivia. Og vi bor i Hammerum ved Herning.
Kæmp for ægteskabet
– Men hvis folk tror, det er lykken at blive skilt og have en sammenbragt familie, så må de godt tro om. Det er hårdt arbejde. Og jeg vil virkelig anbefale alle at kæmpe for deres ægteskaber. Gør alt for, at det lykkes. Det får nogle konsekvenser at blive skilt. Ikke bare for en selv, men for ens børn. Det kan ikke undgås. Så man skal arbejde med det. Det var godt, at vi fandt sammen. Men det er jo heller ikke kun fryd og gammen at være en sammenbragt familie. Det er hårdt arbejde.
– Hvad er det, der er svært?
– Det er jo alt muligt. Er det dine børn eller mine børn. Og hvem skal opdrage dem. Og så er der forholdet til stedfar og stedmor. Og den far, der ikke er der. Og savnet efter en mor, der er død. Og mange andre dilemmaer. I dag kan jeg glæde mig over, at min søn har god kontakt med sin far. Nu er børnene ved at flytte hjemmefra, så nu glæder vi os til at have kærestetid.
Drømmen om en butik
– Hvordan fandt du på at lave en webshop?
– Jeg har arbejdet med brugskunst og legetøj i mange år. Blandt andet i Illum i København og hos Maileg. I den forbindelse har jeg tit været på messer rundt om i Europa og kigget efter ting, jeg kunne relatere min tro til. Det var svært at finde noget. På et tidspunkt blev jeg udfordret af en medarbejder fra Væksthuset til selv at starte en virksomhed. For jeg er iværksætter. Og jeg savnede også selv et sted, hvor man kunne købe kristne ting. For eksempel hvis jeg ville give en gave til nogen med noget mening og indhold. Hvad kan man give, hvis det ikke er en bog? Og så begyndte idéen at tage form. Jeg ville lave et firma, som kunne skaffe og sælge disse kristne ting. Det var nærmest et kald, følte jeg, sådan som alt lagde sig til rette. Det startede jeg så med i 2019. Jeg lavede en webshop, og det var fantastisk at komme igang med den drøm, som jeg havde gået med i mange år. Men netop som jeg havde startet op, kom coronaen – den store bandit. Jeg havde jo regnet med, at jeg skulle ud på kristne stævner og sommercamps. Men de blev aflyst på stribe. Så det var lidt op ad bakke. I 2021 købte jeg den kristne bogshop: Novia.dk, som gav mig adgang til SommerOase.
Hvem er vi?
– Hvorfor synes du, det er godt at have ”kristne” ting i huset?
– Jo, det er godt i en travl hverdag at blive mindet om, at Jesus, han er her. Og at nåden er der. At der er noget, der minder os om kærligheden og frelsen. At sige undskyld. At huske de gode værdier. Vi går så meget op i, at vores hjem er pæne og hyggelige. Men vores hjem må også godt vise, hvem vi er. I gamle dage syede og broderede vores bedstemødre og oldemødre jo de fineste puder og ophæng med bibelord. Men dem kan man ikke sådan lige skaffe mere, og nogle vil ikke have dem hængende. Jeg har nu selv én. Men hvordan finder man en opdateret udgave af den slags, som passer ind i vores skandinaviske kultur? Meget røg ud, da Luther reformerede kirken. Derfor skal jeg også i gang med noget egenproduktion, når jeg får penge og energi til det. Den store udfordring er faktisk at finde ting, som man kan få fat i, og som kan sælges. Jeg har den fordel, at jeg har været rundt på mange messer og derfor sat flueben ved nogle producenter og forhandlere. Det er ikke nødvendigvis kristne, jeg køber det fra. Men hvis jeg kan se noget med tro i det, så køber jeg det hjem til butikken, siger Karina.
Se mere på onlybygrace.dk.