Sidste chance for online GT-kursus med professor Nicolai
Lørdag den 20. begynder læsningen af hele Gammel Testamente som et undervisningsforløb. Vi er nu 26 deltagere, men der er plads til mange flere på min sidste tur, skriver professor Nicolai Winther-Nielsen på Facebook.
Man kan deltage på prøve helt gratis og uforpligtende de første 2-3 uger. Og det kræves ikke, at man deltager fysisk på de tre lørdagskurser i København, da kurset bliver optaget. Man behøver faktisk heller ikke at deltage online hver mandag aften, for alt bliver optaget og kan ses efterfølgende i ro og mag, understreger professoren, som henviser til Britta Mortensens kronik i Udfordringen den 18. marts.
– Undervisningen koster ca. 30 kroner i timen – men dit eget udbytte af bibellæsningen og dit overblik er ubetaleligt! Vigtigst er dog, at du lærer at prioritere mindst én time om dagen til bibellæsning. Det er simpelthen vanedanende! understreger Nicolai Winther-Nielsen.
Dansk Bibel-Institut tilbyder flere online kurser i efteråret, nemlig: Online kursus i kristendom, som starter den 23. august ved en række forskellige undervisere, og Online Ny Testamente læsning, som starter den 30. august ved adjunkt Christian Schøler Holmgaard.