Thomas Hansen er præst i Hillsong kirken på Frederiksberg

– Jeg gør det bedste, jeg kan, for at leve et spændende liv, indleder Thomas Hansen.

I Herrens tjeneste vel at mærke. For præsten i frikirken Hillsong på Frederiksberg har siden barnsben været på lidt af et eventyr med Helligånden. Som i alle gode eventyr har der været både godt og ondt på rejsen.

Følte Guds hånd

Den første uge i juli deltog Thomas Hansen i en konference i Australien, hvor den internationale megakirke, han er en del af, har rødder.

– Den sidste aften i Sydney bad vi for de nye globale ledere af Hillsong. Vi salvede dem for deres nye tid og nye roller – og bad: ”Må Guds hånd lægge sig over jeres liv.” Pludselig følte jeg en kæmpe vægt – og alle 15, der stod der, følte det på samme tid: Der var en hånd, der skubbede os alle ned mod gulvet. Samtidigt!

– Efter en sæson med en del uvished, fordi dem, der i 1983 startede Hillsong, er stoppet, har vi fået nye ledere. Når der er et lederskabsskifte, er der næsten altid lidt uvished i starten, siger præsten.
Derfor var der stor glæde over den fælles åndelige oplevelse.

Kender de nye ledere

Thomas Hansen står gerne personligt inde for, at det er gode ledere, der for nylig er tiltrådt. Både han selv og hans hustru Katherine fra Australien har et indgående kendskab til det nye lederpar:

– Phil og Lucinda Dooley bor nu i Sydafrika. Mens vi tidligere boede i Australien, var de i over femten år vores ungdomspræster, personlige mentorer og forbilleder, og de viede os.

– De er kærlige mennesker, der lever det, de taler om. Deres budskab er: Lad os bygge en sund kirke med sunde værdier og sunde rutiner … Jeg har set og fulgt dem i mange år, og jeg ved for eksempel, at Phil ikke er på de sociale medier, fortæller Thomas Hansen. Og det er lidt usædvanligt i Hillsong-regi, hvor mange i menighederne er mellem 18 og 25 år, selvom kirken ønsker at være – og er – for alle. Det nye lederpar vil skabe positive forbedringer i Hillsong over hele verden, mener præsten. Også på Frederiksberg.

Mor: Drop gymnasiet!

Eventyret med Hillsong startede for hans vedkommende i teenageårene. Faktisk efter et telefonopkald fra hans mor:
”Du burde droppe ud af gymnasiet og tage til Hillsong …”

– Mine forældre var lidt Jesus-hippier, da jeg var barn, så jeg startede med at forklare hende, at hendes opgave som forælder var at opmuntre mig til at færdiggøre min uddannelse – ikke at få mig til at opgive den. Og hvad er Hillsong egentlig – er det et band?” spurgte jeg hende.

– ”Nej, det er en bibelskole i Australien”, svarede min mor.

– At komme ud at rejse … der var noget, der klikkede i mig, fortæller Thomas Hansen.
På det tidspunkt var han dybt engageret i sin lokale frikirke, men selv rektor på hans daværende gymnasium var enig i, at det nok var en god idé: ”Du bruger jo så meget tid i kirken, Thomas – du burde slå til”, sagde skolelederen til ham.

– Jeg nød ellers at gå i gymnasiet, forsikrer Thomas Hansen, der er født i 1981.

Find en lokal kirke!

Han er vokset op med frikirke i Herning – Kristent Center, som nu hedder Åben Kirke – og med præsten Lars Bo Olesen. Inden Thomas Hansen besluttede sig for at drage til Australien, havde han strejfet den australske kirke herhjemme.

– I 1999 mødte jeg nogle fra Hillsong i forbindelse med deres koncerter i Skandinavien. Aldrig tidligere havde jeg mødt nogle, der var så lidenskabelige og passionerede omkring lokale kirker.

Vores mål er ikke bare at gå efter unge mennesker.
Men en præst har nok størst effekt på dem,
der er fra ti år yngre til ti år ældre end ham selv.

”Vi vil have, at de, der bliver kristne, finder en lokal kirke”, understregede australierne flere gange, forklarer præsten. Hans mors opfordring resulterede i, at Thomas Hansen forlod gymnasiet. Han tog et år på Den Apostolske Højskole i Kolding (i dag Højskolen Acts Academy). Det var et krav fra den Frie Ungdomsuddannelse, som han rejste til Australien igennem.

Søn af Moses og Joy

– I 2001 landede jeg i Sydney. Mens jeg gik på skolen der, blev jeg hurtigt en del af kirkelivet – jeg blev medarbejder i ungdomstjenesten, hvor jeg mødte min kone, som også havde tjeneste der, fortæller han. Som søn af evangelisten Moses Hansen havde han en del erfaring og forståelse for tro med i bagagen. Det medvirkede måske til, at han tidligt fik et stort ansvar.

– Vi havde på et tidspunkt ansvar for 5.000 medlemmer af menigheden mellem 18 og 25 år, fortæller han.

Tilbage til Danmark

I 2005 var Thomas Hansen færdig med sin uddannelse – en bachelor i teologi på universitetet i Sidney. Og i 2012 vendte han tilbage til Danmark med sin australske hustru. Ægteparret har døtrene Sienna, Evie og Isabella. Familien bor i Hvidovre. Ægteparret startede Hillsong op herhjemme. I første omgang holdt kirken til i det tidligere Copenhagen Jazzhouse, senere rykkede den til Bremen Teater. I dag er Hillsong i Falkoner Centret – i konferencelokalerne ved hotellet på Frederiksberg.

Tiltrækker unge

– Hillsong vil gerne være for alle aldre. Vores mål er ikke bare at gå efter unge mennesker. Men en præst har nok størst effekt på dem, der er fra ti år yngre til ti år ældre end ham selv.

– Ofte har vi hundrede børn under tolv år her om søndagen, og vi har et særligt børneprogram. Forældre kan aflevere deres børn. De deles så op i forskellige aldersgrupper.

– Vores lovsang varer omkring 15 minutter ud af 75. Under gudstjenesten kan mennesker skrive til os online og blive bedt for med det samme. Sender de kontaktinformation med også, tilbyder vi bagefter hjælp efter behov i det omfang, det kan lade sig gøre. Det kan være noget praktisk, samtaler, hjælp med at finde en psykolog, arbejde, skrive en jobansøgning … og står man midt i en krise på grund af sorg, kan frivillige tilbyde at komme med mad i en uge … Ja, der er meget logistik i det her, men vi har nogle fantastiske frivillige, der virkelig ønsker at hjælpe andre, understreger han.

Mistede en bror

Thomas Hansen kender selv til at have brug for støtte – og have brug for ”at blive væk i Gud” for at overleve menneskeligt:

– Da min bror døde, ville jeg ikke sidde i et stille lokale. Jeg ville blive væk i lovsangen!

– I en lokal kirke kan man blive båret af fællesskabet. Én søndag har man brug for at blive båret. Andre søndage har man kræfter til at hjælpe med at bære andre. Du skal og kan jo ikke være stærk hele tiden. Jeg kunne ikke have klaret sorgen alene. De andre i kirken sagde til mig: ”Du kommer, når du kommer. Du går, når du har brug for at gå.” Dét fællesskab bar mig og vores familie igennem.

At turde tage imod

– Man kan kun hjælpe, når folk beder om hjælp. Dengang gjorde jeg mig sårbar, gjorde mig kendt. For eksempel sagde jeg direkte: ”Jeg er i en sårbar sæson lige nu. Det gør ondt lige nu”, forklarer han.

– I svære situationer har troen særlig stor betydning, og den er bæredygtig i sorg, konstaterede Thomas Hansen.

– Troen fungerer som det anker, Biblen taler om. Gud har aldrig lovet os, at der ikke kommer storme i vores liv. Det kommer der! Og Gud er nær, konkluderer han.

Taler også hos andre

Thomas Hansen er også med i Frikirkenets bestyrelse og har desuden talt i mange sammenhænge – i år bl.a. på Lindenborg Sommerstævne

– tidligere for eksempel i Indre Mission, Frelsens Hær og i diverse fri- og folkekirker.

– Ved Guds nåde er jeg blevet brugt i mange sammenhænge. Hvis jeg kan bidrage eller tilføje værdi i nogen som helst sammenhæng, gør jeg det gerne.

Troen blev levende

– Jeg er vokset op i et kristent hjem, og da jeg var ti-tolv år gammel, begyndte Biblen at blive levende for mig. I begyndelsen læste jeg i en gammeldags bibel og troede, der stod bandeord – der stod jo ”Eder” i stedet for ”jer” – men så fik jeg en bibel på hverdagsdansk foræret. Jeg læste det hele.

– Troen – både åndeligt og intellektuelt, har altid været en del af mit liv. Og i de tidligere teenageår følte jeg et kald. Tro blev levende for mig, og jeg sagde: ”Gud, jeg vil leve for dig resten af mit liv.”

– Selvfølgelig har jeg også været teenager og kæmpet med lidt tvivl undervejs, men jeg har aldrig vendt Gud ryggen. Det åndelige har altid været en naturlig del af mit liv, fortæller han.

En særlig oplevelse

Mennesker oplever, ser, mærker eller hører fra Gud på forskellige måder:

– Folk prøver derfor at finde ud af, hvilken kanal de skal tune ind på – måske visuelt, gennem tanker, følelser… for mig er det ofte visuelle tanker.

– Da jeg var 16 år og gik på efterskole i Kolding, var jeg en søndag aften til gudstjeneste i Herning. Vi sang lovsang. Ordet trance kan give negative associationer for nogle, så jeg vil i stedet sige, at jeg var tabt i lovsangen. For mens jeg stod der og sang, så jeg mig selv flyve henover lande. Jeg hørte også ordene: ”Jeg kommer til at bruge dig til at tale mit ord i lande rundt om i hele verden.” Hvad jeg ikke vidste var, at prædikanten den aften var gået ned til det sted, hvor jeg stod … Og han sagde: ”Ok, unge mand, det er tid til at lande.”

– Da jeg lidt senere kom tilbage til efterskolen – og var i min bibelgruppe, hvor vi bad for folk, var der en af de andre, der fik et billede og fortalte mig om det: ”Jeg så en globus med røde linier henover – flyruter, og jeg fornemmede, at Gud vil bruge dig …”

– Den slags ting er sket for mange gange til, at jeg kan tro på, at det er tilfældigt … At der ikke skulle være en Gud, der ønsker at tale med os, det tror jeg overhovedet ikke på, tilføjer Thomas Hansen.