’Tusinder er blevet frelst og helbredt!’

Jørgen Iversen og GCM World Mission har de seneste seks år rejst i fem afrikanske lande for at forkynde evangeliet.

Her ses evangelisten Jørgen Iversen og hustruen Merethe, som har været med på et par af missionsrejserne, hvor hun har holdt kvindemøder under overskriften ”Woman With Purpose”.

– Jeg vil gerne opfordre de danske menigheder til ikke at glemme tjenesten som evangelist, så vi igen kan blive et missionsland. Det er ikke nemt finansielt, men tusinder bliver frelst og helbredt, siger Jørgen Iversen fra Brønderslev, der selv fik kaldet i 2016.

– Der er kun få danske missionærer og evangelister i Afrika. I Afrika må du betale alt selv, men vi elsker det, tilføjer Jørgen Iversen, der er pensioneret entreprenør og brænder for at dele sin egen historie om, hvordan man kan rejse ud som evangelist.

Jørgen er gift med Merethe, som bla. har været i hospitalsbranchen, og de har fire børn og snart ti børnebørn. Mens han stadig arbejdede som entreprenør, kunne han fri, få når han skulle på outreach.

17 rejser – 55 menigheder

Jørgen Iversen, der er evangelist i Gospel Connection Ministry (GCM – World Mission), har de seneste 6 år rejst rundt i Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia og Rwanda med det glade budskab om Jesus.

– Hovedsagelig har vi holdt 3-5 kampagner om året, men de sidste 2 år med Covid19 har vi kun holdt 4. Vi holder bl.a konferencer eller ”crusades” med særlige møder for præster og ledere. Online når vi også til Pakistan med møder i kirkerne og en enkelt crusade. Vi har haft 17 Afrika-rejser indtil nu, og vi har kontakt med ca. 55 menigheder; nogle af dem har vi kunnet besøge flere gange. Vi har brugt ca. 225 dage dernede og set, at mange tusinder har taget imod Jesus, rigtig mange er helbredt, udfriet, fyldt med Helligånden og døbt i vand, forklarer Jørgen Iversen.

Flere missionsrejser med Per Hyldgaard

– Jeg har følt et kald lige siden min tidlige ungdom, men jeg syntes, der var så mange andre, der var så meget mere kvalificerede end mig. Jeg husker, når der var teltmøder, og der kom mange kom ind der: Jeg elskede at se de fremmede, som ellers ikke kom i kirken. Allerede der lovede jeg Jesus: Hvis du kalder, vil jeg gå! Men der skulle gå mange år, inden jeg var villig til at brænde alle broer. På et tidspunkt havnede vi i Vesterkirken i Stenum. Evangelist Per Hyldgård var pastor der på halvtid og rejste desuden på missionsrejser. Her var vi med nogle gange. Og her blussede nøden og kaldet frem igen. Det samme skete, da vi besøgte Pensacola i USA i 1997 og oplevede vækkelsen der, husker Jørgen Iversen.

David Hansen

– I 2015 havnede vi i AMC, Aalborg Menighedscenter, hvor vi stadig hører til. Det er herfra, vi går ud. Dengang var David Hansen pastor i menigheden, nu er han seniorpastor. Man kunne sige, at David Hansen er min apostolske mentor. Vi var med på et kursus i AMC, som blev kaldt ”Holy Club” i et halvt år, og det var livsforvandlende for os.

Evangelistkald i 2016

– Allerede i september 2016 kom kaldet som evangelist . . . jeg husker det endnu så klart. Pastor David Hansen og fru Lene skulle holde en mødeserie i København lørdag-søndag, og de spurgte, om vi ville med, så vi kunne køre sammen. Det ville vi gerne, men vi havde set, der skulle komme en spændende mand fra USA, Matt Sorger, til et møde i Roskilde ved pastor Bruno Knudsen fredag. Og denne aften skete der et mirakel i vore hjerter. . . Kort efter dannede vi ”Gospel Connection Ministry”. Mange år forinden vidste vi, hvad vi skulle hedde, hvis vi en dag skulle i gang med mission! Det var vel ikke lige Afrika, vi drømte om i første omgang – med de problemer, der hører med…
Vi kendte jo allerede USA og Mexico, hvor pengene er noget nemmere at skaffe. I Afrika må du betale alt selv – men vi elsker det, fastslår Jørgen Iversen.

Han tilføjer: ”I februar 2017 havde vi vores første outreach med 3 konferencer i Kampala, Uganda. Siden har det bare kørt derudaf, med det hele!”

En flok mennesker, der var kommet til tro på Jesus under en konference i Dar es Salam, Tanzania, i 2017, blev efterfølgende døbt.

Dødssyg mand helbredt

– På en af mine første ture til Afrika i 2017 skete følgende: En uge før jeg ankom til Kampala, lå en mand på sygehuset. De kunne ikke gøre mere for ham, hans lunger var færdige. De sendte ham hjem, så han kunne dø hos familien. Han tog så hjem, og en uge senere kom vi til Kampala med en outreach. En af de første aftener kom han og konen til mødet. Knap var jeg færdig med at forkynde, og kaldte op til forbøn, før denne mand og kone kom. Vi bad, men der skete intet særligt der. Om natten kunne jeg næsten ikke sove. Hvad nu, hvis intet hændte? Så blev evangelisten vel jaget ud af byen? Hele næste dag tænkte jeg på dette ægtepar, aftenen kom, og jeg spejdede efter dem og opfordrede dem til at komme frem, så vi kunne høre, hvad der var sket. Pludselig kom de begge ud af mængden, de græd, og hun fortalte: ’Han har været i haven hele dagen i dag, det er så mange år siden, han kunne det!’ Hele skaren jublede af tak til Herren, alt sydede af larm. Det var fantastisk! Hallelujah!

– Jeg trængte måske også til at se, at Gud står ved sit ord, erkender Jørgen Iversen.

Skulder helbredt

Om en kampagne i Lusaka, Zambia i maj 2022 fortæller Jørgen Iversen:

– En aften skulle vi besøge en menighed. Midt på dagen fik jeg så ondt i min skulder og arm. Jeg tænkte: hvad med i aften? Jeg bad om, at det måtte gå væk, men det blev næsten værre. Men aftenen kom, og jeg måtte jo afsted. Midt i min prædiken stoppede jeg og følte, at jeg skulle spørge, om der var nogen, som havde ondt i skulder og arm. Lidt efter kom en ung kvinde kom frem, vi bad – og i det samme forsvandt min egen smerte. Jeg spurgte hende: ’Hvor længe har du haft dette?’ og hun svarede: ’I 10 år!’ – Jeg hørte fra hende fornylig, og det holder stadigvæk. Gud er TROFAST, slutter Jørgen Iversen.