Allan Tind har oplevet både forfølgelse og slem sygdom

Allan Tind er kendt for at tage tingene roligt og afbalanceret. Men da han en søndag blev hængt ud på forsiden af Ekstrabladet, ønskede han ikke engang at gå ud af huset af frygt for, at naboerne skulle tro på den helt forvrængede historie, som bladet havde kogt sammen.

Allan var oprindelig bankmand i Andelsbanken. I 1979 blev han ansat i bankens EDB-center i Fredericia, hvorfra han var med til at indføre IT i filialerne. Det var en spændende tid, og han rejste meget til forhandlinger i København. Samtidig læste han en HD. Så der var ikke meget tid og samliv med hustruen Birgit, som arbejdede på bryggeriet.

– Vi levede i hver vores verden og gled fra hinanden. Til sidst besluttede vi at blive skilt. Jeg blev boende i huset, og Birgit flyttede med børnene ud til min tante og onkel i Bøvlingbjerg i Vestjylland. Her har jeg tilbragt mine sommerferier som barn. De var ledere af et plejehjem. Og jeg nød at være der, husker Allan.

Mormors billedbibel

Hans egne forældre var også blevet skilt.

– Jeg voksede derfor op med min mor og mormor i Midtjylland. Min mormor købte en stor billedbibel, og den læste vi sammen, når der var ”mørkningstime”. Min mormor gik kun i kirke til jul og påske. Men hun vidste, at Jesus findes. Jeg tænkte, at det kunne hun da ikke vide. Hun kunne kun tro på det. Senere har jeg forstået, hvad hun mente. At man kan vide det, når man har kendt ham i mange år.

– Min tante og onkel var troende og kom i Apostolsk Kirke i Herning. Dengang syntes jeg måske, at deres andagter kunne være kedelige, men jeg kunne lide at være sammen med dem. Det var et spændede sted, og som 10-årig var det sjovt at skrive på en skrivemaskine dengang.

Frelst af en komiker

– Birgit kunne også godt lide min tante og onkel, da vi senere blev kærester og blev gift. Så da vi blev separeret, flyttede hun ud til dem med børnene, selv om det var min familie. Netop på den tid kom den svenske komiker Sigvard Wallenberg på besøg i Herning. Han var kendt som Sveriges Dirch Passer. Og nu var han blevet troende kristen.

– Birgit tog med til mødet, selv om hun ikke havde nogen kirkelig baggrund. Hun blev frelst lige på én gang den aften. Imens sad jeg alene i vores hus. På et tidspunkt fik jeg øje på den bibel, som præsten havde givet os til bryllup. Den var næsten ubrugt, men nu tog jeg den frem og begyndte at læse i den. Lidt efter lidt blev jeg overbevist om, at det var sandheden, jeg læste. Birgit skulle nu flytte ind i en lejlighed i Fredericia, og jeg hjalp hende med at hænge gardiner op. Hun fortalte nu, at hun var blevet kristen på den her dramatiske måde. Og jeg kunne så fortælle, at det var jeg også – på min egen stilfærdige måde. Det har nok også noget med temperament at gøre, hvordan man tager imod. Da vi nu havde fået troen til fælles, besluttede vi at flytte sammen igen og give ægteskabet en ny chance. Og vi er stadig sammen – 40 år senere.

Apostolsk?

– Da min tante og onkel jo kom i Apostolsk Kirke, var det den kirke, vi søgte efter. Vi kunne næsten ikke udtale navnet, men vi fandt ud af, at der var en kirke i Kolding, og vi spurgte, om man bare kunne komme og være med. Jo, det kunne man da. Men faktisk var der også en kirke i Fredericia, og de syntes da, at vi skulle komme i den. Vi tog derhen og blev modtaget med åbenhed og overstrømmende hjertelighed. Jeg havde som barn lært at spille klaver, så de spurgte snart, om jeg ville spille til sangene. Vi voksede så meget ind i kirken, at jeg senere blev spurgt om at være ”ældste” – altså med i menighedsrådet. Da præsten stoppede, blev jeg spurgt om at være ”tovholder”, indtil de havde fundet en ny præst. Det var jeg så i syv år, før den lokale områdeleder Søren Viftrup i Vejle mente, at jeg skulle indsættes som rigtig præst, da jeg alligevel fungerede som sådan. Det blev jeg så, selv om jeg ikke havde nogen teologisk uddannelse. Men nu kendte jeg Jesus.

Nyt job gav mening

– Ved siden af mit ansvar for kirken havde jeg et godt lønnet job i banken. Men det var også hårdt. Og heller ikke så spændende mere. Så da forstander Bent Christiansen i 1994 spurgte mig, om jeg ville være administrator for højskolen i Kolding, skiftede jeg job. Lønnen var meget lavere, men det var til gengæld et meget meningsfuldt arbejde, som jeg blev glad for.

Stor vækst

Kirken i Fredericia lå i et kvarter med værtshuse og et bordel. Vi holdt café på 1. sal, men der kom sjældent gæster. To unge i menigheden havde nogle idéer om, at vi skulle flyttet ind i centrum af byen. Det var Thomas Noer og min søn Peter. De fandt en butik, som kunne lejes af Dansk Supermaked. Der var lejligheder på 1., 2. og 3. sal, som kunne lejes ud. Men vinduerne var ødelagt, og lejlighederne blev beboet af duer. Så der var meget, der skulle gøres i orden. Vi fik fx stor kontakt med indvandrere. Vi var oppe på tusind besøgende om måneden! Vi søgte nogle offentlige midler og fik 2 milioner over tre år til at drive et udadvendt socialt arbejde, som vores gadepræst tog sig af. Vi holdt også ungdomsmøder i caféen. Men det var i kirkens regi, og vi holdt økonomien adskilt.

Ekstrabladets hetz

– Til et af møderne, hvor der blev fortalt om fantastiske mirakler, havde en journalist fra Ekstrabladet sneget sig indenfor. Møderne var jo åbne for alle. Men om søndagen den 15. juni 2008 kunne vi læse på forsiden af Ekstrabladet, at vi var en ”skrupskør sekt”, der fik millioner af staten. En række artikler hængte os ud – fuldstændig fordrejet og misvisende. Det var gjort på en ondskabsfuld måde. Og det var meget ubehageligt, husker Allan.

– Vi klagede til Pressenævnet, og der kom da også en rettelse på side 18 to måneder efter. Men den var der jo ikke mange, der læste. Der blev heller ikke sagt noget til, at de kaldte os en ”skrupskør sekt”. Vi frygtede, at det gode samarbejde med kommunen og ministeriet var ødelagt. Men det blev det ikke. De kunne nok godt se, at tingene var helt fordrejet i Ekstrabladet. Og bagefter har jeg da tænkt, at hvis det er på samme måde med deres andre artikler, så kan man jo ikke tro på dem.

Kræft i spiserøret

For otte år siden, i 2014, fik Allan problemer med at synke. Han blev også noget tykkere. Da han kom til undersøgelse, viste det sig, at han havde en kræftsvulst på spiserøret. Han skulle nu gennemgå tre kemo-behandlinger og derefter opereres. Bagefter skulle han havde tre kemo-behandlinger mere.

– Jeg følte mig trods alt afklaret og rolig. Jeg lagde sagen over til Gud og var indstillet på, at jeg måske skulle dø. Folk bemærkede også, at jeg var rolig. Lægen sagde før operationen til mig, at der var tre muligheder, når de lukkede mig op kl. 9 næste dag: Hvis det var for slemt, ville de lukke mig igen uden at gøre noget. Så ville jeg hurtigt blive vækket efter operationen. Den anden mulighed var, at de ville tage noget af mavesækken. Og den tredje mulighed var, at de både ville tage hele mavesækken og en del af spiserøret. Så ville operationen blive langvarig. Lægens besked gjorde mig noget urolig, men jeg kunne alligevel lægge mit liv i Guds hånd. Vi er ofte meget fokuseret på livet her og nu. Men Gud har det store perspektiv. Livet her er kun kort i forhold til evigheden. Da jeg vågnede efter operationen, kiggede jeg på uret og kunne se, at det var ved 17-tiden. Operationen havde altså været langvarig. De havde taget både mavesækken og en del af spiserøret. Bagefter fik jeg igen kemo-terapi. Men det tog så hårdt på mig, at de stoppede behandlingen. Kræften var jo væk. Om Gud gjorde mig rask gennem lægerne eller direkte, det véd jeg ikke. Men jeg tænker ofte på et bibelord, som har betydet meget for mig. Det er Romerbrevet 8, 28, hvor der står: ”Alt samvirker til bedste for dem, der elsker Gud.” Sådan har jeg kunnet se på det, der skete. Jeg fungerer i dag uden mave, hvilket betyder, at jeg kun kan spise små portioner og skal spise oftere. Jeg blev hurtigere træt og gik på flextid. Men jeg står her i dag og er rask. Efter at have arbejdet som administrator på højskolen skiftede jeg til kirkens administration. Jeg er ikke leder mere. Og sidste år gik jeg på seniorpension, men jeg vil gerne have noget at rive i. Så derfor har jeg også engageret mig i Kirkernes Omsorgs Arbejde (omtalt i Udfordringen uge 37.)

Så husk: Alt samvirker til bedste for dem, der elsker Gud…