En lang og smertefuld gåtur
Det var en lang og smertefuld gåtur, hvis indtryk stadigvæk, mens jeg skriver disse linjer, sidder mejslet i hukommelsen. Den startede kl. 14.00 om eftermiddagen d. 26. maj sammen med embedsfolk og venner og sluttede 1½ time senere med nedlæggelse af en mindekrans ved Yad Vashem-mindesmuseet for jøder, som blev myrdet under 2. verdenskrig.
Jeg havde fået muligheden for, på vegne af det færøske landsstyre, at mindes drabet af 6. mio. jøder på europæisk jord, for mindre end 100 år siden. Men før ceremonien blev udført, gik vi turen, som så smertefuldt rippede op i fortidens synder og vakte en følelse af, at intet har ændret sig.
At høre historien, fortalt af vores kvindelige guide, om den polske jødiske far, som nåede at sende sin 4-5 år gamle søn til England, og at se korrespondancen, breve og tegninger, mellem de to, krævede for mig et time-out. Især at forbindelsen pludselig stoppede, og at eftertidens undersøgelser viste, at dette skete, da faderen og hans invalide moder, som han ikke ville rejse fra, blev transporteret til en af de mange udryddelseslejre.
Drengen kom i kærlige engelske hænder, han lever endnu i dag – og bor tæt ved Holocaustmuseet. Historierne var mange og smertefulde, og ikke mindre den mørke tur gennem ”børnenes memorial”, mindestedet for de 1½ mio. børn, som blev nægtet retten til liv.
Har fortidens fejl gjort os klogere? Mere empatiske? Mere ydmyge? Mere kærlige? Mere ansvarsbevidste? Svaret er desværre- nej. Årligt nægtes mindst 50. mio. børn retten til liv. Hensynsløst løser man såkaldte problemer på den mest brutale og hensynsløse måde, som tænkes kan, i stedet for at finde årsagen- og løse denne.
Dagligt dør mennesker, voksne og børn, i tusindvis af sult og sygdom, selv om der findes både mad og medicin nok til os alle.
Og så sent som den 24. februar i år startede endnu en brutal og hensynsløs krig midt i Europa. En krig, som til dato har spredt frygt, sorg og ødelæggelse, og dræbt et utal af uskyldige midt i hjertet af det såkaldte”civiliserede” Europa.
I Jesu beretning om dagen, da han tager sæde på tronen, læser vi bl.a., at han siger til de retfærdige:
”Kom….for jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og i gav mig noget at drikke, jeg var nøgen, og i gav mig tøj, jeg var syg, og i tog jer af mig, jeg var i fængsel, og i besøgte mig”. Da disse står spørgende overfor Hans hilsen, uddyber Mesteren: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad i har gjort mod en af disse mindste brødre, det har i gjort mod mig”.
