Kære fader Abraham Kære professor

Den islandske forfatter Einar Mar Gudmundsson skriver i et digt: Gud holder alt for mange tolke beskæftiget, mange flere end der oprindelig blev ansat.

Helt enig og tak, siger jeg som pensioneret præst, forfatter og salmedigter. Det er ikke tolke, vi mangler, men folk, der kan åbne Vorherres store og for mange alt for tunge bog. Og ja, selvfølgelig ved jeg godt, at det sker, ”når og hvor Gud vil”, men det udelukker ikke poesi, nysgerrighed, sund fantasi og teologisk knofedt.

Når pensler beder

Under den overskrift skriver forhenværende biskop Steen Skovsgård i sin fine andagtsbog ”Giv mig en tanke” om kunstneren Arne Haugen Sørensen, som siger, at det at male for ham er som at bede. ”Penslen beder og kalder det guddommelige frem.
” Ja,” svarer Steen Skovsgård, ”også pensler kan være redskaber i Guds skaberhænder” Så er det op til os at dyppe vore pensler. For Guds ord, det er vort arvegods og skal ikke stå uåbnet, om så i guldsnit, men støvet og glemt i diverse kældre og magasiner.
Med min nye bog dypper jeg mine pensler i salmeblåt.

Brev til Abraham

”Som stenene synger i vinden – Tro og poesi” er titlen på min nye bog. Her stiller jeg i breve kendte som ukendte bibelske personer nogle af de ubesvarede spørgsmål, som med årene er blevet flere og flere for mig. Og hvert brev suppleres med en salme. Det begyndte med et brev til Abraham:

”Kære Fader Abraham. Du bærer på et stort og tungt navn. Troens far! Undskyld, men jeg har svært ved de ord. Der er en historie, som bringer mig i tvivl. Og som jeg er gået udenom, lige siden jeg første gang hørte den. Den om din og Isaks tunge vandring til Moriabjerg. Hvor gammel var Isak? Ikke ældre end at han tillidsfuldt gik med. Men hvad tænkte Sara, da I drog af sted den morgen? Mon ikke hendes moderlige intuition var i alarmberedskab? Så fjern du var. Sagde du overhovedet farvel? Eller vrissede du endda ad hende, da hun ville kysse dig farvel og forsigtigt spurgte, om du havde sovet godt? Dine mørke øjne røbede dig. Sagde alt det, som I ikke kunne tale om. Og hvem ville også kunne det?”… Og senere i brevet:

”Men det endte godt, siger man. Måske. Men blev du og din søn i stand til at tale sammen siden? Fik I grædt sammen? Grædt smerten og rædslen ud? Blev Isak nogensinde normal igen efter den dag? Og hvem kunne du tale med om dine natlige mareridt? Sara? Det tror jeg ikke. Så Gud da? Det håber jeg.”

Og her følger så to af versene fra salmen til stakkels Sara:

Hvem trøstede Sara den morgen?
En mor der bad for sin søn.
Mens kragerne fløj imod Moria,
stod Sara forstenet i bøn.

Hvem tilbeder guder, der kræver,
vi ofrer det bedste, vi har?
Hvem tror på, at Isak vil glemme
de øjne, han så hos sin far?

Breve til professoren

Det var godt at få skrevet til Abraham. Blev jeg klogere? Nej. Jeg prøvede at forstå Abraham. Men der er lidelsestunge spørgsmål, der måske først besvares i himlen. Men nu fik jeg lyst til at fortsætte med mine spørgsmål.

Jeg skrev til Adam og Eva. Om deres lykkelige dage i Paradis. Men ikke mindst om den dybe familietragedie uden for haven den dag, de mistede begge deres sønner. Hvordan kommer man som forældre videre? Er det muligt? De fik en efternøler med navnet Set. Men mon Set kunne erstatte Kain og Abel? Næppe. Og en efternøler har selvfølgelig også krav på sit liv. Og en dag stiller han de forfærdelige spørgsmål om sine brødre.

Men da jeg er så heldig at kende professor emeritus dr.theol. Kirsten Nielsen, hvis litterære og teologiske læsning af Biblen, det har været en befrielse for mig at møde, i stedet for de ørkesløse kildekritiske analyser, jeg mødte i min tid på universitetet. Og samtidig kendte jeg hendes artikler og bog om moderne salmer, så derfor spurgte jeg, om jeg måtte sende en kopi af mine breve og salmer.

Svaret kom som hver gang hurtigt: Send endelig. Og hermed begyndte et meget spændende samarbejde mellem mig som forfatter og Kirsten som den litterære fagteolog. Vi var begge ude i samme ærinde: At åbne de bibelske skrifter for menigheden.
Som hun skriver i en artikel i festskriftet GENI OG APOSTEL til Doris Ottesen:

”Det gør en forskel, om man læser for at sætte sig ind i datidens måde at tænke på, eller man lytter til teksten læst ved en kristen gudstjeneste.”

Vi var altså ude i samme ærinde. Jeg som forfatter og Kirsten Nielsen som professor. Vi læser begge teologi, som Barth klassisk udtrykte det, fordi der skal prædikes på søndag. Som forfatter og salmedigter stillede jeg mine spørgsmål. Præcis som den norske forfatter og teolog Jan Kjærstad formulerede det i Forføreren:

”Husk, at fantasien er en vej til viden, endda til viden, der ikke kan nås ad anden vej”. Jeg stillede altså mine spørgsmål, som de bibelske forfattere af mange forskellige grunde ikke stillede. Som fx i brevet til Abraham, hvor jeg tænker på Saras bekymring, da hun stod uforstående tilbage med en mors bekymringer. Og når min prosa ikke slog til, greb jeg til salmer og poesi. Kirsten Nielsen var ikke min teologiske linjedommer. I stedet opmuntrede hun mig med bemærkninger som:

”Karakteristisk for dine breve er, at du stiller en række overraskende spørgsmål til de pågældende, som åbner for nye sider af de bibelske beretninger. Og i øvrigt viser din kombination af breve og salmer, hvad de to forskellige genrer formår i formidlingen af kristendommen.”

Poesi og teologi blev til tro og poesi. Begge dele. Som forfatter er jeg glad for, at professoren sagde ja til at læse med.

Og hvem skriver jeg så breve til?

De fleste er kendte navne som Moses, Jonas, apostlen Peter og Paulus, men også til de navnløse hyrder på marken eller den ikke omtalte mor til en af de to korsfæstede røvere. Og glem så ikke troens stærke kvinde fra Kana:

”Kære navnløse kanaanæiske kvinde. Lad os kalde dig troens mor. Jeg ved, det var stærke mænd, som fik Jerikos mure til at falde. En stækket og blind Samson knækkede templets søjler. Og David fældede Goliat. Men hvad er deres sejre mod din enmandshær, der besejrede Kristus i kampen for din syge datter. Tænk, at evangelisterne ikke har udeladt din historie for at bevare kirkens pæne ry. Syv små vers i en stor fortælling. Hvor mange andre redaktører ville ikke have følt sig fristet? For hvilket billede tegner det af Jesus? Hvad tænkte du, da Mesteren overså dig?

Og her er så et vers fra salmen til denne stærke mor:

Kvinden bad med håb mod håb.
Hun gik hele vejen.
Ingen bøn og intet råb
kan gå over stregen.

Trofaste kirkegængere læste med

Jeg lod også gamle trofaste kirkegængere læse med, og jeg forstod, at jeg bestemt ikke var alene med disse tunge spørgsmål. Selvom man er en loyal bibellæser, kan man ikke lægge de tvivlstunge spørgsmål fra sig i våbenhuset. Og jo ældre jeg selv er blevet, er spørgsmålene ikke blevet færre. Tværtimod. Som jeg skriver i bogens sidste salme:

Jeg er en troens tvivler,
der tvivler på min tro.
Kan ukrudtsfyldte hjerter
få troen til at gro?
Ja, troens rod er Kristus.
Hans grav er påsketom.
Dér vil jeg stædigt vente,
indtil han kalder: Kom.

For mig skal Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente med Luther læses i lyset af Kristus. Og ikke mindst i opstandelsens lys – og derfor slutter salmen også:

Ja, – Kristus som opstanden
er troens dna.
Lad hjertet tro og tvivle.
Hver dag er påskedag.

Skatten i lerkar

Med mine breve føler jeg, at jeg er kommet i øjenhøjde med mange af Bibelens personer. Men det slår mig, at det er utroligt, hvem Gud udvælger og bruger. Og jeg takker Paulus for hans stærke vidnesbyrd i hans mest personlige brev: ”Men denne skat har vi lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.”